Så er jeg hjemme. Hvor vidunderligt.
Torsdag hvor jeg skulle være tage hjem, fløj flyene ikke da det sneede i Kabul, så den dag blev slået ihjel med bogen Drageflyveren, som er vældig god, senere spillede jeg lidt bordtennis med Gunhild og gik tidligt i seng, for jeg havde været sent oppe aftenen før, da jeg kopierede billeder til kl. 03.00, så jeg var noget bombet. Fredagen prøvede vi så igen at komme afsted, kl. 9.30 skulle vi være klar til afgang. Dagen bød på flot  solskin fra en høj blå kold vinterhimmel og min fornemmelse sagde at det blev i dag hvor jeg skulle gense min familie. Alle der skulle afsted var meget glade og så frem til at komme hjem. Højt humør. Flyveren var der til tiden, og alle steg ombord, først der var jeg hundrede procent sikker på at det skulle lykkes. Kl. 13.15 var vi i luften og så lå der ca 16 timer foran os. 23.50 var det første tidspunkt jeg kunne SMS-e hjem. 5 timer senere var vi Samsun, Tyrkiet, efter ca en times pause, hvor vi blev vist hen til en launche med en dutyfree shop og en lille bar, mens flyet blev tanket og opfyldt med mad og nyt personale, gik turen til Helsinki efter 3.½ time, kort pause, hvor vi skulle blive på flyet, og så gik turen til Stockholm efter 40 min flyvetid, og nu kunne vi se at vi vil være i København noget før den angivne tid. Oslo efter yderligere 40 min flyvetid. Vi landede i København 22.10 og jeg var ude af tolden 22.20 og jeg blev gladeligt overrasket over at min bror og hans kone og børn var der for Thomas var ikke dukket op. Han havde fået beskeden om jeg kom tidligere 10 min før jeg var landet fra Jacob, som jeg har snakket med flere gange i løbet af dagen over telefon. Så han kom 30 min senere, men Christian og følge drak en kaffe/kakao/cola. Og mine mænder var ikke til at genkende, Thomas og Jacob havde fået skæg, Joachim er blevet højere, men ellers uændret.
Den første aften blev brugt til hurtigt at komme i seng, for i min krop er tiden kl. 03.30, da jeg endeligt så sengen.
Næste dag gik med at pakke ud, rydde op derhjemme og spise god mad!, som ikke er tysk feltkøkken ødelagt mad, og hvor smager det dejligt!
I dag kom jeg næsten igennem vasketøjsbunken! Og været ude at købe ind, køre bil og ting jeg ikke har gjort i et halvt år.

Hermed vil jeg afslutte min dagbog, for nu hvor jeg er velankommen tilbage, vil jeg lade mit liv blive normalt igen.

Alle dem der troligt har læst min dagbog, ønsker jeg alt vel og lykke til i Jeres liv, og må I alle have den glæde at opleve et spændende liv.

Sidste dag her! Meget, meget, meget mærkligt. I dag har jeg haft lyst til at græde flere gange, på hospitalet, for intensiv tog fat i mig lige efter morgenkonferancen for at give mig en farvelgave, ikke kun fordi jeg er afholdt af dem, men lægerne som er her nu har hørt så meget om mig, gode tine, at de faktisk har glædet sig til at møde mig, lære mig at kende og ikke er blevet skuffet! Jeg har følt mig meget beæret over en sådan tillid og anerkendelse! De gav mig et flot armbåndsur! Ved stuegangen sagde jeg så farvel de flere læger og noget af personalet. Kl. 09.00 skulle jeg så mødes med MP Dan og Peder, for vi skal på TV-hill og Kongegraven. SÅ blev jeg også inviteret af Dr. Mirwais til at spise middag hos ham, i nærheden af hotel Intercontinentel. Dog sov de to over sig så vi havde tid til at ordne forskellige sager inden de to var klar. Kl. 10.00 kom vi så afsted, mod TV-hill, og hvor var udsogten god derfra. Hele Kabulcity kan man se deroppe fra, ca 2114meters højde. Jo så det var meget flot. Derefter gik turen forbi Kabul city police, hvor vi drak kaffe, før turen gik videre til Hotel Intercontinentel, som også ligger på en høj, og igen flot udsigt, vi fik der nydt udsigten, jeg fik kørt eagle og taget fotos af det, til forevigelse! og så var det tid til at mødes med dr. Mirwais. Vi blev budt ind i den del der er gæsteværelset, og der blev serveret 8 retters menu, afghansk, hjemmelavet og total lækkert!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Hvor var jeg bare mæt bagefter, så fik vi tøser lov til at se resten af huset, fremmede mænd må ikke!!!, så vi fik set huset og det var noget anderledes indrettet end vi er vandt til derhjemme! Men det kan jeg berette om når jeg er hjemme! Så måtte vi afsted for at have dagslys til det sidste, nemlig kongegraven, som er i den anden ende af byen. Også meget flot bygning engang, så der er noget at gå i gang med, når pengene engang rækker til restauering af ødelagte historiske steder. Så blev det tid til at komme tilbage, for kl. 16.00 havde NFA budt mig til at være der, til hvad vandt jeg ud af da jeg kom, kagebord og igen en gave, nu en T-shirt med en sjov påskrift og et krus. Dertil et a-4 kort med en varm påskønnelse af min måde at være på! Dejlæigt, igen næsten ikke til at holde tårer tilbage!!! Før jeg gik dannede de espalier for mig. Jeg er bare totalt rørt. Så gav dr. Safi mig min madpakke til turen hjem, tørret frugt og nødder, også oversætterne kommer jeg til at savne!!!!! De har lært mig meget om den afghanske kultur og tænkemåde og selvfølgeligt sproget! Kl. blev mange og jeg skynder mig aftensstuegangen, for også der at sige farvel. Så aftenbriefingen for sidste gang i den danske lejr, og få de sidste praktiske ting at vide om turen hjem. Aflevere alt bagage undtagen håndbagagen, sætte ris over som jeg havde købt på vejen hjem fra kongegraven, vel og at bemærke på dari!!! :-) til aftensmaden, som amerikanerne vil komme med, nemlig gambo!! Jo så klargøre til dem, købe battarier, aflevere en gave for dr Safi, og så var amerikanerne der allerede. Med gambo og dessert. HMMMM, spicy hot og velsmagende gambo, dertil den ris jeg havde kogt, efter chokoladekage alla Chat, det er et navn!, jo det var jo kanonlækkert, dog var jeg stadig fyldt efter den overdådige afghanske middag, men jeg fik klemt noget ned!!! Det hyggelige selskab, sjove, stille, og dog masser af snak, lige tilpas, bare kanon! Da de måtte gå kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage længere, det var dem der gjorde mest ondt at sige farvel til, de er kommet tættest på til mit hjerte!!!! Nu er der vasket op efter vores lille intime selskab på 10 mand og nu er der kun tilbage at brænde CD med de sidste billeder og så ringe og skrive. Kan i sove godt derhejmme nu er der kun 10 timer til at jeg skal afsted! Vi ses kl. 23.50 i Danmark! Københavns lufthavn.

I går normal opstart på ugen, ingen ændringer bortset fra at teten nu er givet videre til dr. Pellek, og jeg bare kan nøjes med at høre på og se på. Så var der en masse af administrative ting han skulle gøre og jeg bare være en hjælpende engel. SÅ det var jo dejligt. Vi nåede ikke engang alt det vi ville, kl. 11.45 skulle vi så til Aliabadhispital, hvor så NK skulle med og kigge. I dag skulle der så siges farvel til dr. Pirzad. Meget mærkligt på den måde at sige farvel for det er jo slet ikke sikkert man ser hinanden igen. Tilbage igen fortsatte vi der hvor vi slap, mascalplan for at tage den endnu engang, personelbedømmelser, ringe og lave aftaler, sørge for uddannelse på næste fredag, sørge for biler til de forskellige møder, underskrive for de kommnuikationsmidler jeg har, så de overgår til ham og meget meget mere. Han fortalte mig i dag at han var faldte om i sengen allerede kl. 22.00! Så får han da en meget hård tid hvis han synes det her er hårdt!!! Kl. 16.00 havde vi, Sannie, Peter, Gunhild og mig aftalt at mødes med de amerikanske livvagter til præsident Karsai til lidt mad og hygge før vi tager afsted. BJ, medic som jeg kender bedst han skal også hjem hvorfor vi havde aftalt at mødes inden vi tog hjem. Det er så idag. Stakkels Peter han bliver slæbt med til alt det ahn orker, for vi vil jo gerne vise ham det gode vi har oplevet og opbygget her af bekendtskaber. Han hyggede sig i hvert tilfælde meget godt. Vi belv afhentet af to køretøjer og kom over til camp Aegis, hvor så de der ikke havde set paldset endnu fik en rundvisning, mens jeg drak en te og satte mig til computeren som var på nettet. Jeg fik snakket med Thomas over messenger, så det var jo kanon. Vi spiste i deres kantine og bagefter hyggede vi med lidt at drikke og en meget hyggelig snak. Kl. 23.00 var vi hjemme og så fluks i seng.
Tirsdag: Op til sædvanlig tid, men jeg kunne mærke at jeg bare ikke havde fået søvn nok! Men nå sidste relle arbejdsdag, så den går jo også. Den sædvanlige morgenrutine, men jeg har prøvet at få lidt adresser og emails osv. Vi fik arrangeret møde med Indria Ghandi hospital for at få alfeveret medicin, vi danskere har samlet sammen. SÅ var der noget stille efter jeg har fået skrevet de sidste to personalebedømmelser og gennemgået dem med dr. Wachter. Så skulle turen så gå til militærhospitalet og Indria Ghandi, men ingen køretøj!!! Jeg blev tosset for vi inviteret til middag!! Nå det viste sig at staben og "Gefächtsstand", som er kommandokontoret, de troede den anden kørte, så vi kom først afsted da vi faktisk skulle være der! Nå vi mødte så de forskellige læger som dr. Pellek skal kende! Så det var godt. Der blev serveret noget meget enkel mad og så gik det i gang med patienter, ca 20 styk. Vi delt e kræfterne op, så jeg og Sannie tog til Indira Ghandi hospitalet for aflevere medicinen samt aflever lidt legetøj til børnene. Da vi fik sagt farvel til dr. Mirwais, sadgde han at han jo havde lovet at invitere mig hjem til sig for at give middag, så det måtte jeg jo nu arrangere. Det lykkes at få det fletttet ind i morgendagens plan, så jeg blev meget glad. Tilbage igen skulle jeg lige bytte billeder med LSO, derefter snakkede jeg med LNA for at se lidt mere detaljeret på MASCAL planen, og så var der tid til aftenstuegangen. Briefingen var jævn kedeligt, men fik sendt pakke, med de gaver jeg har fået de sidste dage, så forbedere at gå over til spaniolerne for tappas, i dag lid sammenskudsgilde, så jeg tog røget makrel, rugbrød og smør og resten af sildene med! Det var en kanonhyggelig aften med god mad og god vin og hyggelig snak. Hvor gør det ondt at sige farvel til så mange gode venner! Nu efter skrivingen må jeg se til at komme i seng og sover ud så jeg kan have den sidste gose dag inden jeg skal hjem!!!
Sov godt!
Vi ses lige om lidt igen!!

Op kl. 7.45, da jeg skal hjælpe med borddækningen til morgenmaden. I dag er fælles morgenmad til sædvanlig tid. Så oprydning og rengøring, men i dag har jeg så også pakket alt, for at se om alt kan være i køjesækken, sportstasken og hjemmeværnstasken, og det kan det IKKE!!!!!!!!!!!!!!!! Så jeg skal lige finde en løsningen inden fire dage. I dag er så min sidste dag som klinisk direktor, så i dag ved middagskonfreancen, da vi starter først kl. 13.00, holdt jeg en lille afskedstale. I morgen vil så aflevere alle radioer og telefonen, papirene osv. Det bliver dejligt! I dag skulle jeg så hjælpe en dansk soldat med en lille sag på ryggen, som jeg så fik opereret væk i lokalbedøvelse. Han var tilfreds da det ikke gjorde ondt. Så blev det tid til at tage afsted til præsidentpaladset, som vi var blevet inviteret til af præsidentens specielle rådgiver/assistent. Jo så dr. Diller, Wachter og Pellek sammen med mig tog afsted, og jeg var bare så glad, for det lykkes endeligt at komme ind i præsidentpladset! Velankommet kom vi OK-hurtigt igennem sikkerheden og skulle lade vore våben blive i bilen, og så belv vi vist hen til præsidents hus, hvor vi blev placeret i modtagelsesrummet og blev budt på te, grøn te som smagte dejligt, med en bismag af jasmin. Så kom vores kontaktperson, speciel assistent to the president Abdahli Mahmud, som hilste på, dog pga arbejde blev vi vist rundt på området af en anden, Daud, som viste os sommerboligen for kongen, den ældste af presidentspaladserne, som er meget ødelagt af russerne, men vi kom ind i ruinerne, som de er ved at restaurere, så tronsalen osv. Vel tilbage igen fik vi te igen og blev budt på aftensmad, men først kl. 21.00, så vi takkede nej, da kl. var 16.30. Så de andre har nu mulighed for at komme igen og spise mad der, men så uden mig. Pyt være med det! Så har jeg noget tilgode, hvis jeg skulle komme igen herud til Kabul! Tilbage igen i camp Warehouse, fik jeg arrangeret køretøjerne for de næste to dage, fik gået en lille tur rundt på sygehuset, fik hørt om eftermiddagens hændelser, en trafikulykke, med fire afghanere med en åben kraniebrud, en med smerter af brystkassen, men ingen skader, et barn med hjernerystelse, og så senere en tysk soldat med blindtarmsbetændelse og så en afghaner fra military hospital, som er blevt påkørt af ISAF køretøj, som har en overarmsfraktur, lårbensfraktur og underlårsbensfraktur, så ham operere de nu på de næste par timer! Så er vores sterilisation gået i stykker, og det betyder restriktioner på planlagte operation, så vi sendte vores planlagte patient hjem til engang i næste uge. Så var dgaen ligesom også gået og jeg gik tilbage til den danske lejr, smed min Frag-vest og så tilbage i den tyske køkken og spise, i dag skinkeschnitzel med kartoffelmos og grønne ærter. Så tilbage igen og lige se 20 af en fil: bag fjendens linier, så jeg har lånt den og vil se den her til aften eftre skrivningen og ringe hjem osv.
Så I må hygge Jer derhejmme for det vil jeg gøre nu!

Op til sædvanligt tid, men hvor var jeg træt, det er bare for tidligt. OK, jeg havde det nu skægt i går! Appel, morgenkonferance, morgenmad og stuegang, alt som sædvanligt! I dag skal jeg til surgical medical meeting i camp Julien, hvor der var følgende emner: først en orientering om RCC, så et fordrag fra en børnelæge, civil, hendes første indtryk efter en måned her på et af de lokale sygehuse. Så en tyrkisk mand, som er rådgiver for NATO for dette land, som gav en historisk oversigt og hvilken betydning historien har på forholdene i dag i politik, sikkerhed og økonomi, meget spædnende, men jeg blundede nu alligevel ganske kort! Så frokost der, og det er jo altid en kærkommen lejlighed for at spise ude! Så fik jeg sagt farvel til dem ved mødet, da det jo for mig er sidste gang! Tilbage igen i camp Warehouse. Dr. Pellek og mig har jo planlagt at operere den afghanske kvinde med tumor/byld ved brystvæggen. Det er mig der er operatør og vi fandt så en stor byld men højst sandsynligt efter eller på grund af en tumor! Nu har vi taget vævet ud samt vævsprøver fra nogle satelitknuder for at få en histologi/patalogisk svar på hvd det er. Min første differentialdiagnose er mesotheliom, den anden brystcancer, den tredje men lidet sandsynligt tuberculose, og på sidste pladsen bare "en byld". Nu får vi se, prøverne bliver sendt til Tyskland så svaret er først tilstede om 3 uger!!! Og der er jeg hjemme. Så var der tid til aftenstuegangen. Vi har to afgahnske mænd, en som vi nu har lukket bugvæggen på, en med underbensbrud med ekstern fixation, som har haft multiresistente bakterier infektion, som nu er blevt væsentligt bedre. Så franskmanden med hjerteinfarct, som skal hjem i morgen, og så den brittiske pige med bækkenbrud og kødsår i skridtet efter trafikulykke. Og så min patient efter fjernelse af tumor/byld. Tilbage igen i den danske lejr var der tid til aftensbriefingen, lige inden fik jeg hentet mad i det tyske køkken, stillet i den danske, for så at gøre sport, efter en uge, det blev til 3 km løb på en hastighed 9.5 og så 10 roning på styrke 10 og en hastighed under 2,4 min/500m, så 100 gange mavebøjninger, og 80 ryghævninger og 18 armstrækkere rigtige og 6 snyde. I mellemtiden har intensiv kaldt på mig, og det var bare et spørgsmål om der skal være sug på de dræn vi lagt ind i såret, og det skulle være der. Så tilbage igen og komme i bad, for derefter at spise min aftensmad. Lejren er meget tom, da folk er til koncert med heavy rok i "planet Kabul", høj musik vi andre også har glæde af uden at være i teltet. Så jeg ville sætte mig lidt og se film i vores kino, men de har sat en gyser op, og det er for ulækkert så jeg gik igen, så efter skrivningen vil jeg sætte en DVD på min egen maskine og jeg kan ikke ringe for jeg har endnu ikke fået taget mig tid tilat købe et nyt taletiskort. Nå hyg jer derhjemme!!!

Så er jeg tilbage igen. Jeg kom i går eftermiddags tilbage fra Marsar-e Sharif.Alt forløb planmæssigt der.
Flemming, vores feltrpæst og jeg tog afsted den 3.1. med flyver til Masar-e Sharif. Flyveren var forsinket i flere omgange, men tilsidst efter 4 timers venten kom vi endeligt afsted. Flot solskinvejr. Direkte flyver til Masar-e Sharif. Vi blev hentet og de var glæde for vi kom. Så var det efterhånden blevet eftermiddag. Så blev der hyggesnakket lidt, fremvist huset de bor i, får turen gik jo videre end Masar-e Sharif, da de bor 2 timers kørsel væk fra lufthavnen, nemlig i Aybak, en lille flække langt ude. Huset var da helt OK, og så blev der kogt aftensmad. Dejlig mad. Så fik vi en briefing om forholdene og historien herude. Så planlagde vi vores tid herude: om aftenen skulle jeg så starte undervisningen, så forsætte med emnerne næste morgen og så afsted på patrulje i 2 dage, retur til Kabul fjerde dag! Undervisningen indeholdt følgende emner: venflon, alle skulle have lagt en og lægge en, så ikke kun san-manden kan, for hvad hvis det er ham der er skadet. Alle fik en lagt alle lagde en, som virkede! det var rigitgt flot! Så var aftenen gået! Næste morgen efter morgenmaden fik så taget resten af emnerne: thoraxskader med pneumothorax og trykpneumothorax og havd der kan gøres for en alm. soldat, så indre blødninger og den form for vædske terapi, de må gøre, derefter tegn på og undersøglese for hjerneskade. Så var kl. blevet halv elleve, derefter klargøring til afgang kl. 12.00. Turen skulle gå sydpå, for at tale med guvernøren for området i Du Ab. Se på vejenes kvalitet, nu hvor det er vintertid, evt sove ude eller i et lokalt gæsthus.
Og hvilken natur- jeg er fuldstændigt betaget af turen, igennem flodsenge med tårnhøje sider af bjerge på begge side, igennem pas, over bjergveje på toppen af bjergene med udsigt over andre bjergtoppe, sneklædte med spredte skytoppe. Jeg er bare så...... ja der findes ikke ord for at beskive den natur jeg har set og oplevet. Men jeg kan nu bedre forstå hvorfor afghanerne har kæmpet så indædt for deres land, for deres frihed, men det er det værd! Helt klart!
Vi kom godt frem og landede så i Du Ab og sov i gæsthus, lerklinet hytte med tykke mure og træbjælker i loftet, en ovn i den ene ende af rummet, og ulideligt varmt. Vi spiste aftenmad, vores egen medbragte mad. Og så var det snegtid. Alle os sammen, et hold på 6 og så os to som ekstra. Afghanerne gloede lidt da de fandt ud af at jeg var en kvinde, og de tænkte sikkert deres! Men var så! Jeg sov elendigt, for hver fjerde time skiftede de vagten ved køretøjet og der var simpelthen så varmt i rummet at jeg svedte tran! Nå næste dag var der så mødet med guvernøren, og jeg skulle så deltage i den! Jeg var faktisk meget spændende at høre havd problemrne for han område var i følge ham, derefter fik vi set klinikken i det område, som faktisk var i en god bygning og med to faste læger tilknyttet. En jordmoder og de gav gartis medicin, som er sponoreret af hjælpeorganisationer, der er undervising af mødre i hygjene og ernæring, og gratis vaccinationsprogram! Ikke så ringe i "Bøhlandet" hvor der ikke engang findes krager!!!! De finder aldrig herud! At stå op og se seneriet af bjerge med snetoppe, at skulle ud til "dasset", et lille hus, hvor man laver igennem et hul, og resterne ligger en etage længere nede, med god udluftning er temmeligt praktisk! Jo husene er prktiske for det formål de har. Så bagte de selv brødet i et lille andet hus beregnet til det, et hus med ovn, hvor brødet bliver "klistre" på siderne og i midten brænder et bål. Og brødet får en dejlig smag. Nå efter samtalen gik turen tilbage, igennem denne fantastike natur. Vi fik set de sidste rester af baboushki, fik lov til at siide på en af deres heste! Lidt sjovt! Og så set resterne af de russiske kampvogne som findes spredte her i omegnen, fik set et samlingsdepot af ammunition og våben osv. Spiste frokost på toppen af et bjerg: 2400 m oppe! Med udsigten til de omkringliggende bjerge med snetoppe og spredte skyer. Jeg måtte tage en del tøj af for solen var meget varm der i solen uden meget vind- BARE FANTASTISK! Jeg tog en sten med som minde. Turen hjem var igennem denne prgtfulde natur, så mine øjne var bare på overarbejde! Og jeg fik atget rigtigt mange billeder, sådan cirka 270 styk. Tilbage igen i safehouse, var der kommet vandforsyning, men pumpen var slukket, så der måtte ventes på vand til et bad. I mellemtiden fik vi downloadet billeder, fik skrevet rapport til lederen af teamet som supplement fra den medicinske side og hvad jeg havde set!, og så var nogle igang med at hente diesel til varme ¤0 systemet og andre lavede aftensmad, igen pragtfuld dejligt mad med kylling og ris med en rigtig god grøntsagsmix til! Så gik turen på hovedet iseng, Flemmeing fik lige ringet til comminikationscentert for at høre om der var nogle aflysninger af vores fly hjem, men ingen informationer var mulige at få da systemet er nede, så vi skal bare tage afsted og håbe på det bedste. Næste morgen op kl. 5, afsted kl. 6 så der blev tid til ats e den blå moske, et pilgrimsted for muslimer. OG WAWWW, et sted, pragtfuld bygning, helt vildt flot. Man må bare ikke gå ind som ikke-muslim! Nå så jeg nød bygningen fra udsiden! Men det blev bygningen jo ikke ringere af! Så var det tid til at køre til lufthavnen. Flyet var forsinket en lille time, men så var vi også afsted til Kundus- Faysabad- Kundus og så til Kabul. I Kundus sidste sted måtte vi lige vente to timer på en general. Menså nød vi den frokost jeg så viseligt havde taget med i solskinsvejr ved ca 18 graders varme! Og nød den flotte udsiogt til bjergene i det fjerne! Et helt antiklimaks at komme til Kabul! Men så snart jeg var tilbage i camp Warehouse tog jeg over til hospitalet, i tide til at få at vide at der var en traumapatient, en belgier med rygskade, som ahvde en ustabil rygbrud og flere stabile brud, som jeg fik sørget for blev hurtigt repatrieret. Så tid til stuegang, og samtidig kom3 briter efter traffikulykke, hvor en var svær skadet. Jeg fik at høre for det, for alle havde det ualmindeligt roligt, og jeg var knap nok kommet ind ad døren før patienterne vælter ind! Nå det var jo godt på en måde, at alt havde væet roligt mens jeg har været ude! Og gosdt at der sker noget når der bliver brug for min funktion, for det blev der jo hurtigt den dag. Jeg fik sat op-teamet i gang, og tog mig så af de to andre lettere tilskadekomne, og gjorde dem færdig, trods det jeg ikke havde vagten! To havde kun fået knubs, men intet andet, og en havde fået et dybs kødsår i skridtet og ustabil bækkenbrud tre steder og trykpneumothorax. Bruddet blev stabiliseret og jeg fik startet processen for repatriering så hurtigt som muligt. Egentligt var jeg inviteret ud af spaniolerne til tappas den dag, men jeg blev først færdigt med alt sent, kl. 22.00, så jeg tog tilbage, pakkede ud og smuttede i seng, helt færdig. I dag op og jeg troede jeg skulle have en stille dag, men nej. Rutiner som altid, op. kl. 6.00, lidt tidligere fordi appellen vil være et kvarter tidligere. Appel, morgenmad, stuegang. Patienter blev meget glade for at se mig igen! Dejligt! Lægerne ligeså! Skønt! Efter stuegang alt muligt forskelligt, så som at vise amscal planen for vores nye anæstesilæge, vise ham rundt, snakke med den nye tyske kirurg, vise ham mascalplanen, snakke med anæstesien om vores britiske soldat osv. Afslutte de lettere tilskadekomne briter, indvie dr.Pellek, vores ungarske thoraxkirurg og traumakirurg, som skal være vores nye clinical director, i alle papirere, mit arbejde, mine opgaver osv. Det tog et godt stykke tid!!!! Frokost, feltrationsdag!, blev mine danske madrester- og det var jo skønt!!! Så lidt snak med den nye anæstesileder, som også skulle invies i hans opgaver under mascal, hans funktion, hans LOLA den bli osv, og så kalde på Pellek, da der skulle snakkes med franskmændene, da de ikke hlet er med i fællesskabet, og høre hvorfor de holder sig så meget for dem selv. Så var det tid til fredagsundervisnigen, i dag afholdt af LSO, som fortalte om den medical aid Tyskland giver til SUmatra, og hvordan man planlægger en spdan mission. Meget spændene. Sp aftenstuegang, og dr. Pellek og mig planlagde så den thoraxkirugiuske patient som er kommet i dag, som jeg tidligere har fortalt om, hvordan vi vil gøre osv. Så det bliver en spændende sag i morgen at tage hånd om! Så en kort snak med dr. Wachter. for at høre om der skullevære nogle ting der skal klares, og for at informere ham om min dag i dag og hvilke ting jeg har gjort! Så tilbage igen i den danske lejr, for i dag har vi afstedsfest, da de første jo tager hjem på torsdag, ligesom mig!!!!
Jo en afgjort hyggelig aften, med god musik, venner- gæster osv.! En lille dans blev det også til med spaniolerne! Og nu må jeg se at drøne i seng, for jeg har forvagetn også!
Kan I derhjemme nu have en god NAT for jeg falde om i min seng og når jeg rammer hovedpuden, sover jeg!!!!

Op kl. 07.30, da jeg skal være klar til kl. 09.00 med alt, for i dag skal jeg ud med Michael og se kongegraven og TV-hill, så jeg var med til at dække bord her til mogren til vore fælles morgenmad, og klar præcis kl. 09.00, men ingen Michael dukkede op, jeg råbte efter ham i hans telt, for han skulle have fri, men han dukkede ikke op trods det jeg havde set ham til morgenmaden! Meget mærkligt! Nå så jeg deltog i vores messe i lejren og efter det til tysk messe, som også var evangelisk! ØV! Nå der blev lidt tid til at læse og så igang med arbejdet kl. 13.00, men lige før frokost. OK, dag stille og roligt, men alligevel masser at lave, først at få franskmanden med hjerteinfarkt ud, som nu ligger på 6. døgn her og franskmændene har stadigvæk ikke magtet at få ham hjem, så vi snakkede lidt med den fransk oberst, som nu er anæstesist, men han har alllerede gjort hvad han kunne, og nu må vi vente yderligere 3-7 dage før han kan komme hjem! Godt vi har en bedre forbindelse hjem for vores soldater! Så var der igen personelbedømmelser, og andre småsager. Efter lidt tid blev der ro til at jeg kunne gå tilbage igen og så pakke for i morgen, hvor jeg skal afsted til Masar-e Sharif. Kl. 17.00 aftenstuegangen, hvor vi så tog videooptagelser af os danskere, da vi er ved at lave en DVD af kontigentet forskellige delinger. Nu i dag er det så vores tur! Efter aftenbriefingen skal vi så færdiggøre den. Jo så skal jeg tidligt i seng for der er afgang allerede kl. 5.00. I dag fik jeg så fat i Thomas, så det var dejligt at få snakket med ham igen.
Så bliver der ingen nye afsnit i dagbogen før jeg kommer tilbage om nogle dage!
Jeg glæder mig bare rigtigt meget til den tur!

En dejlig "kedelig" dag. Op kl. 08.30. Morgenmad i den tyske køkken,, gå kort forbi hospiatlet for at høre om der skulle være problemer, men der var ingen. Gøre rent, læse i bogen: Drageløberen, spise frokost og så gøre klar til dagens arbejde fra kl. 13.00, da i dag er som en søndag. Men efter appelen og middagskonferancen var der ikke noget at atge sig til så jeg gik tilbage for at gøre sport, løbe 5 km til en hastigehd på 9,5 km/h, ro 10 min til en hastighed på under 3.0 min per 500 min på styke 10, så 100 gange mavebøjninger, og 100 ryghævninger og 25 ritige armstrækkere. Så i bad og så tilbage igen til hopsitalet for at se om der nu er noget at gøre, men alt e rstadig stille, så stuegangen kl. 17.00 som trak lidt ud pga det er den enste vi går i dagens løb. Så tilbage igen i lejren for aftensbriefingen og så var der aftensmad hernede, rester fra igår, og det smagte lige så himelsk som i går!! Så var der lidt tid til læsning af dari, for jeg har aftalt dari med Waheed, så jeg gik kl. 21.00 for at mødes med ham i messen, men ingen Waheed dukkede op, så i stedet så jeg en dårlig DVD film. EFter skrivningen vil jeg så se en egen DVD film , hvis jeg gider. Jo en meget stille "kedelig" dag, for indtil nu er der bare sket ingenting, men jeg har bagvagten, så muligheden for at der sker noget er tilstede.
SOV GODT!

Sidste dag på året, ja tiden er gået hurtigt.
Man fatter ikke størrelsen af tragedien i sydøstasien! Det sidst talt vi har hørt her er 70-90.000 mennesker. Det er ufatteligt mange! Vi vil minde dem ved at have flaget på halv i dag og frem, men hvor længe ved jeg ikke samt at holde 1 min. stilhed kl. 24.00. Jo verden trænger sig frem mod os der er i verdens udkant! Billederne opfattes af mange som et mareridt, en drøm, ikke forståeligt.
Dagen idag er startet helt almindeligt med appel, morgenmad, stuegang. Formiddagen skulle jeg egentligt have tilbragt sammen med en MP-patrulje, men han blev nødt til at cancle pga andre opgaver, så der blev god tid til personelbedømmelser, snak med den militære leder omkring laboratoriet, rette MASCAL planen til med de nye navne bl.a franskmændene og tale med franskmændene omkring evt problemer de har observeret. Jo, en dag hvor jeg troede at jeg kunne slappe af , blev alligevel hurtigt brugt til en masse ting. Så prøvede jeg at komme i kontakt med presidentens rådgiver, da han har inviteret os til at se presidentens palads, til dr. Mirwais og til livvagterne for afskedfesten, men nettet viser hele tiden failure, skideirriterende!! Så gik jeg til frokost og ville efter denne bare lige gå forbi hospitalet, men nej starks blev jeg involveret i to patienter, en amreikaner med hjertesmerter, som jeg så huritgt fik overflyttet til Bragam til det amerikanske hospital der, samt en afghansk mand der var blevet påkørt af ISAF køretøj med albue og overarmsfraktur. Jo man skal "sku" ikke vise sig for så er man starks indlagt til at arbejde!!!! Nå da der så var fred igen stak jeg af til den danske lejr og fik sovet en god middagssøvn. Så et bad, for i dag får jeg ikke trænet. Tilbage igen på arbejdet og gå hospitalet igennem kl. 17.00 med ganske få læger, bare for at tage problemer i opløbet inden vagtholdet opererer manden med albuefraktur og overarmsfraktur. Jo det var faktisk meget hyggeligt ikke at være så mange!! Tilbage i den danske lejr en halv time før vi skal til medaljeparade, hvor jeg så fik vist to kvindelige gæster rundt, klædt om og så klar. Medaljeparaden blev holdt i den tillægslejr hvor canadierne var tidligere i et stort opvarmet telt. Jeg fik at vide at jeg skulle stå i forreste række, og jeg blev straks mistænksom, da det betyder at jeg måske skal frem. Så blæev det tid, kl. 19.00 præcis gik det i gang med medaljer til fransk-tyske brigade, nordmænd, og danskerne. General Spindler holdt en indledningstale og til sidst blev jeg talt frem, og de rosende ord jeg har fået for godt arbejde, humor, opofrelse osv er helt utroligt!! Jeg var bare helt overvældet, at stå der froan alle andre soldater og jeg blev hevet frem som værende den der har ydet en ekstraordinær indsat. Man skal opleve det for at forstå værdien, dybden og æren! Jeg var meget bevæget!! Det havde jeg ikke regnet med! Jeg er ...... der findes ikke et godt træffende ord!!!!!! Så fik vi vores natomedalje bagefter. Og så tilbage til den danske lejr, for middagen ventede: Forret med laks fra nordmændene der nu er flyttet ind til vores lejr, med røræg og grønne asparges og så oksemørbrad med flødekartoffler og gulerødder og bønner. HMM, Nu kaffe/te og småkager, senere kransekager og så har jeg til morgenappellen fra tyskerne fået en lille bitte flaske sekt! Enorm lækker velsmagende mad! Jo jeg er dejligt mæt nu! Så blev der tid til at høre dronningens nytårstale og starks derefter holdt jeg mændenes tale, som blev vel modtaget! Jo jeg kan ikke klage! Så forstå folk måske hvorfor jeg har ry for et godt humør, for at være humørspreder! Nå nu om lidt skal vi fejre selv det nye år og så vil jeg gå i seng! For det har været en god dag i dag!
:-) :-) :-)

Godt nytår!!!!!
 
alle der læser min dagbog!

Op som sædvanligt. I dag kom det nye franske team. Allerede fra starten af kan man mærke at de kan væsentligt dårligere engelsk. De brugte så dagen på administration, såsom at få ID-kort, vise lejren frem og meget mere. I dag har vi en enkel operation: nemlig skiftning af vacuseal på patienten med åben abdomen(bug). Der var så også en oepration på en hund, som havde brok, men desværre var hunden i så dårlig tilstand at den døde under operationen. Dagen for mig gik med at være på ambulatoriet, da jeg har forvagten i dag. I dag kom den kvinde med abscess ved thoraxvæggen, som havde fået det bedre på antibiotikaen, så i dag fik vi gennemført en fistulagrafi, som viste at abscesscaviteten ingen forbindelse har til den intrthorakale abscess. Hun blev set af anæstesisten og skal så komme igen til operation om nogle dage. Så var der lidt fredeligt, og jeg fik hyggesnakket en del på NFA med folkene, fik snakket med dr. Wachter omkring personalebedømmelser, samt fik ham mindet om underskrift på min operationsliste, osv. Fik skrevet mig en huskeseddel inden jeg skal til Masar-e sharif. Jeg fandt i den turban som Jacob ikke havde i sin gave! Bag en kasse, så den var faldet ud af pakken inden jeg havde fået sendt den. Jeg er i hvert fald glad for at jeg har fundet den. Så skulle jeg oversætte en fødselsdagshilsen til en af mine kollegaer som i morgen har fødselsdag! Så har vi en tysk mand som var blevet opereret for blindtarmsbetændelse, som i morgen skal repatrieres så der skulle udfyldes papirer, jo mange småting, så dagen flyver. Så kl. 15.30 kom der en afghansk mand ind som var blvet påpkørt at ISAF køretøj som cyklist. Han havde fået et sår i hovedbunden, som var blevet syet på lokalt sygehus, men så indbragt til os, da han havde været bevidstløs i nogle min. for observation, men han havde temmelig ondt i venstre thoraxhalvdel nede, så jeg fik lavet en ultralyd af abdomen, men jeg er ikke så god til det endnu, så jeg lader mig altid kontrollere af en der kan det, og han fandt så fri væske i abdomen. Patienten var stabil, så jeg bad om en CT af abdomen, en af hjernen og desuden røntgebillede af thorax(brystkassen) og venstre albue, som han også havde ondt i! Ingen brud, ingen hjerneskade, men miltruptur!! Flere steder! Han var stadig stabil. Så jeg lagde hurtigt an til operation, men så ville patienten ikke opereres fordi han ikke vidste at man havde en milt og hvad den skulle bruges til. Først efter udtrykkeligt at have udmalet konsekvenserne for ham accepterede han at blive opereret! I det øjeblik kom franskmændene og jeg tilbød visceralkirurgen at operere patienten i stdet for mig smamen med vores assistentkirurg og det ville han gerne. Vi så så milten efter den var ude, flere dybe lacerationer, helt svarende til CT-scanningen! Det var godt at jeg fik opdaget det med milten ellers var han sikkert blødt ned for os! Imens de opererede var der så tid til aftenstuegangen, og i dag var vi ikke så mange, da lægerne stadig arbejdede. Vi blev hurtigt færdige. I dag har vi så fået to nye ind:  en kvinde med hjertesvigt samt nyresvigt pga for højt blodtryk. og så en pige, som har ekstren fixateur, som er lavet ude i byen efter tibiafraktur, men nu inficeret og meget hævet. Så hun komme til afhævning og så senere til operation. Så vores franskmand på intensiv med hjerteinfarkt måtte jeg igen tale dunder, da vores franske kollega ikke helt har fostået hvorfor vi vil have ham ud inden han får sit hjertesvigt, da han stadig er i sit gode vindue. Ja engang imellem skal man tale meget tydeligt for at ikke specialister fra hjerteområdet fatter budskabet. Så blev det tid til at komme tilbage til egen camp, og i dag er fremskudt epardag, dvs feltrationsdag i det tyske køkken, så vi spiser fælles paella i dag-HMM. Resten af aftenen vil jeg nyde i fred og ro, men nu får vi se, jeg har jo vagten!

Op som normalt. I nat blev jeg vækket kl. 24.00 for at sende informationer omkring adresse, telefonnummer og fax nummer til forsikringsselskabet der skal få sydafrikaneren ud, men det måtte vente til i dag. Nå i dag er vi kun 3 kirurgiske læger, da franskmændene flyver hjem i dag. Alt er lidt stille og roligt. Så snerpede det på med repariteringen af afrikaneren, så kl. 10.00 var derbare rigtig meget kommunikation frem og tilbage for vejret er ikke så godt. Spørgsmålet var om han skulle flyves fra Bagram eller fra Kabul. Men det endte med Kabul for skyerne lettede lige omkring 11.00, så alt blev ledt dertil. PYH HA. Jeg var meget lettede da han var ude. Nu kan han komme under kvalificeret behandling. Han blev ikke ringere imens han var her, og var stabil! Så fik vi i nat en med temmelig stort hjerteinfarct. Han har det til morgen nogenlunde, en franskmand, så nu er de i gang og skal arrangere fly hjem til ham!
Om eftermiddagen var jeg godt nok noget smadret, med to nætter med afbrydelser i nattesøvnen, så i dag sov jeg så middagsøvn. Eftermiddagen gik med at gøre sport : Løb 3 km til en hastighed på 10km/h og 100 gange ryg, 60 gange mavebøjninger og 20 armstrækkere på tå, dvs rigtige!! Senere blev der indhentet de fotos de andre har taget af præsidentbesøget. At få Gundhild til samtale hos dr. Wachter, for problemerne er ikke helt løst på laboratoriet. Så de fik sig en god snak, og jeg håber så dermed at livet og specielt arbejdet bliver gjort lettere for den der efterfølger Gundhild. Aftenstuegangen var uden de store overraskelser. Så var det tilbage til aftensbriefingen og så i bad. Derefter aflevering af køjesække med mere! Så nu kan jeg ikke lige hente noget jeg mangler, så jeg må håbe at jeg har været forsynet nok! Så aftenen bliver brugt til at gøre forskellige gøremål, såsom at tømme fællescomputeren for mine billeder, da folk igen brokker sig over indholdet! Nå så nu er de ikke fælles længere, søge lægejob over nettet, og skrive dagbog. Senere ringe og så måske læse lidt dari og så i seng!
Sov godt derhjemme.

Telefonen ringede kl 05.00 med nyt omkring flyet til sydafrikaneren, men stadig ingen flytid da de endnu ikke havde fået landetilladelse her i Afghanistan. Jeg kom også først i seng kl 24.00, så her til morgen var jeg noget groggy. Nå op og rutinerne som sædvanligt. Efter stuegangen var der lidt tid til at koordinere og arrangere Aliabad turen i dag, men jeg fik 2 afbud, trods det jeg nu havde fået et større køretøj. Nå ikke noget at gøre ved det. Så blev der lidt tid til at pakke min kiste, så nu er alt klart til aflevering. Dee blev også tid til at få fyldt diesel på varme-40, da det er ",min" dag til det.Kl. blev mange og jeg gårover for at spise inden jeg skal afsted til ALiabadhospiatlet. Alt OK, og vi kommer godt afsted. Der bliver vi så mødt af dr. Pirzad chef, chefen for neurochirurgisk afdeling, han var noget arrogant lige i starten, men han faldt gud ske lov ned. Vi fik set en hel del patienter, som fejlede mange forskellige ting. Alt fra formentlig levertumor til svær hjerneskade efter hovedtrauma. Jo spændende. I dag havde jeg så en sygeåplejerske og en anæstesist med. Ogsp de syntes det var spændende at være med. Tilbage igen, kom vi samtidig med den jeg havde givet en akut scanningstid, så jeg redte lige trådene ud. Han havde svær hjerneblødning intracerebralt og en blødning i hjernestammen. Han røg tilbage igen til Aliabad hospiatlet. Så var der lidt ro og så kom en bunkeralarm- men kun en øvelse. Da vi så alle var på plads kom en mail at det ikke gjaldt hospitalets personale! Nå der var bare lige gået en time. OK!!!!! Tilbage til arbejdet. Aftenstuegang en var hurtigt overstået og der blev lidt tid til dari, før jeg tof tilbage til lejren for at være med til aftensbriefingen, hvor flere detaljer kom med hensyn til bagagen. Så jeg fik i dag afleveret det jeg havde pakket. Så var der kun ganske kort tid til at komme til franskmændendenes afskedsmiddag, udsøgt fransk buffet- Det var bare SÅÅÅÅÅ lækkert! Og dermed også sagt farvel til dr. Cathelin! Øv. Nu er jeg bare træt og efter at have forsøgt ringe hjem, ingen hjemme, og skrive så er det dynetid!!!
Sov godt!

Op til normal morgentid. Formiddagen gik som sædvanligt, men da jeg har forvagten er jeg så i ambulatoriet og ser en del patienter. Så bliver der også tid til administration, så som at rette vagtplanen til, at aflevere planerne til ledelsen, at skrive min operationeliste, at rette personalbedømmelser. Så blev det middagstid og dermed også forberedelsen til besøget af president Karsai, som skulle til en af speciallægerne. Sikkerhedfolkene kom og alt forløb glat.En af sikkerhedsfokene var så den mand jeg fik reddet livet på for snart nogle måneder siden, og han takkede mig igen mange gang samt gav mig en gave, som bestod af en aghansk dragt, meget flot broderet. Kl. 14.10 landede han og 5 min senere kom han så til ambulatoriet, fik hilst på alle, stille og roligt, samt udvekslet lidt høfligheder, jeg fik så hilst på dari og spurgt til hans velbefindende. Han var posistivt overrasket. Derefter var der så lægebesøget. I mens hyggesnakkede vi så med de folk han bragte med sig, og dermed fik vi arrangeret et beøg i presidentpaladset, så jeg fik navn og nummer på den ansvarlige! Det bliver spændende. Så da presidenten kom ud blev jeg atter præsenteret for ham som den der har reddet en hans livvagter, og jeg fik dermed mulighed for at spørge om at få taget et billede af ham og os andre. Og det indvilligede han i. Jo det var dejligt med så en afslappet president. Nå afgnag af ham og dermed også alle mennesker og alt vendte stille og roligt tilbage til det normale. Efter en kort stund kom 2 patienter til mig, en amerikaner med skulderen af led, som jeg fik reponeret i let bedøvelse, en afghaner som var medlt med underarmsfraktur, men som allerede var set på ALiabad hospitalet, og der har fået konstateret ryghvirvelsøjle fraktur og trauma, så vi gjorde CT-scan og fik ham tilbage igen på ALiabadhospitalet, hvor han kom fra, men familien syntes han hellere skulle være hos os! Hvor dum har man lov til at være. Han havde en ustabil lændehvirvelsøjlefraktur og flere stabile. Så var der stuegangstid, og samtidig kom endnu en men nu med hovedtrauma. Mens han blev skannet gik vi stuegang, blandt andet ham med hepatitis A, leverbetændelse, skal hjem til nepal i morgen. Så har vi igen en med parasiter og diarre. JoJO, man ser lidt forskelligt her! Nå tilbage igen til manden, han var ikke helt fædig med scanningen, så jeg sagde han skulle til plejen efter. Så gik jeg over for at hente aftensmad go spiste den hurtigt lige inden ekstra aftensparade, hvor franskmændende fik deres medaljer, det var faktisk meget pænt arrangeret. Tilbage igen fik jeg så meldingen at den sidst ankomne sydafrikaner fra UN, har epiduralt hæmatoma af en størrelse der normalt kræver operation med fjernelse af hæmatomaet, men vi har igen neurokirurg her, og da han er nogenlunde upåvirket har indledt repatriering af ham så hurtig som muligt. Skulle han nu blive tiltagende dårlig må vi jo evt fortage en trepanation, dvs lave et lille borehul og dermed lette trykket fra hjernen. Men jeg har ikke gjort det og han er vågen klar og orienteret vil jeg først gøre det hvis jeg bliver tvunget eller jeg henter en afghansk neurokirurg! Nå vi får se, nu ligger han på intensiv og de holder et vågent øje med ham. Det bliver sikkert en urolig nat for jeg bliver nok ringet op omkring det her nogen gange.
Så tilbage igen i den danske lejr er kl. ved at være 23.00, så et bad, ringe og skrive, så bliver klokken hurtigt mange.
SÅ sov godt! derhjemme!

Igen en halv fridag, så jeg nød at skulle først op kl. 8.00. I dag ingen fælles morgenmad, så jeg tog over i det tyske feltkøkken for det. Bagefter rengøring i min "buf", støvsuge, vaske gulv, hælde diesel på, vaske tøj osv. Kl. 11.00 messe i den nye bygning der er bygget, som kaldes oasen, dvs et fællesrum for hygge til tyskerne. Bygningen er blevt rigitg fin og lægger op til en behagelig atmosfær, men så håber jeg at den ikke bliver forpestet af for høj musik. Messen var evangelisk, så mega-øv. Nå efter messen fik jeg hyggesnakket med blandt andet generalen omkring selve bygningen og så hørt lidt omkring hans familie, det var også meget hyggeligt. I dag kl. 10.15 skulle jeg også tilrettevise sikkerhedsvagterne til president Kasai, som snart vil komme til os på hospitalet.Så er der julefrokost i dag i den danske lejr kl. 13.00, samtidig med jeg skal strate på at arbejde, så jeg tog over til appellen, men så snart som det var muligt tog jeg tilbage igen! Til en festlig stort flot julefrokostbord. HMMMM, det var godt! Kl. 15.00 måtte jeg så gå tilbage for jeg har trods alt noget der skulle ordnes. I dag har jeg så udfærdiget en del personalebedømmelser på dem der snart flyver hjemad. Så var der også vagtplanerne for januar for kirurgerne og medicinerne, som skulle udfærdiges. Så nu er det ude af billedet. Nu skal jeg så udfærdige operationslisten til mig selv og så skrive mødeprotokollen for næste uge, hvor jeg så ikke vil være her. Jeg mangler også at "pakke" min trækiste. Tilbage igen i den danske lejr til aftensbriefingen og så yog jeg lidt restemad til aftensmad. Mens jeg spiste det har jeg så læst dari, for kl. 21.00 vil jeg blive hørt af Wahed. Kl. 22.00 har jeg så en hyggesludder med Bjarne Møller. Og sikkert et glas rødvin!
Inden da må jeg så få skrevet telefon-HOK-avisen.
Så hyg jer derhjemme!!!

I dag halv fridag, nemlig arbejdsstart kl. 13.00, dvs mulighed for at sove længe. Dejligt, helt til kl. 08.00. Så op over at spise morgenmad, men jeg var ikke hlet sikkert på om der var så sent morgenmad, men det var der! Så gik jeg over til hospiatlet for at høre om der har været nogle problemer, da jeg jo har vagten til kl. 13.00 i dag, men der har ikke været noget, så jeg gik til tilbage til den danske lejr for at starte med at pakke! Jeg skal have afleveret det jeg vil have hjem inden den 29,12, så det kan sendes den 30.12. Da der ikke kan sendes grej hjem den 6.1. eller den 13.1 og slet ikke den 20.1, da flyet er booket fuldt. Nå så jeg begyndte at pakke alt det jeg nok ikke kommer til at bruge inden jeg skal hjem. Dog skal jeg en tur til Masar-e Sharif i det nye år, som ligger nordpå i Afghanistan, hvor der er mere koldt end her, og her er koldt!!! Godt med minusgrader. Så jeg har måtte tage den grønne uniform ud, så jeg måske kan holde varmen nordpå!!! For i ørkenuniformen kan jeg i hvert flad ikke holde varmen når jeg er ude!!! Jeg mangler kun at kigge på min egen trækiste og så er jeg færdig med det, men det kan jeg nå i morgen. Så var kl. 12.30 og jeg gik over for at spise og kl. 13.00 appel. Sunshinebaren er lukket så vi holdt middagskonfrancen ude i det fri, da solen skinner i dag og dermed fryser vi kun lidt. Så gik folk hver til sit, da vi først mødes igen til aftensstuegangen, så det gav mig tid til at tage gårdagens emne op igen, nemlig vagten. Der har været en ny udvikling, brokkeriet til blandt andet generalen har givet den ønskede effekt, nu skal ikke halvdelen ud af alle mulige gå vagt alle mulige steder, for det ville nemlig lukke hospitalet! Det er jo dejligt! Dr. Wachter og mig fik kigget på bedømmelsen af bl. a dr. Cathelin og andre. EO og mig fik kigget på de fotos som ligger på det tyske fællesnet, og fik kopieret dem, jeg vil have ned på en CD! Det var dejligt. Nu mangler jeg kun at skrive vagtplaner, mødeplanen for det nye år og operationslisten til mig selv, så er jeg ved at være klar til at overgive mit job til den næste. Måske skal jeg også se til at få oversat arbejdsbeskrivelsen til engelsk, således at andre end tysktalende kan forstå hvad de skal lave, når de skal være clinical director. Aftensstuegangen var nogenlunde hurtigt overstået, med 5 afghanske mænd, og 1 ISAF soldat med rygsmerter efter et tungt løft. Tilbage således at jeg kan hente mad samt klæde om til sport før aftensbriefingen. EFter den over at lave sport, idag løb på sort løbebånd, 3 km ved en hastighed på 9.0 og øget til sidst til 9.5, således at tiden blev 19.45 min, så 100 gange ryg henholdsvis mave og 20 rigtige armstrækkere. Over at tage bad og så spise min aftensmad. Derefter stryge min uniform til i morgen. Så læste jeg anvisnigen om min MP3 spiller med USBmemeorystik 512Mb. Nå i morgen vil jeg se om det lykkes mig at få softwaren til at fungere!
Mit taletidskort er opbrugt, så i dag kan jeg ikke ringe hjemad!
Men nu vil jeg tømme mit kamara over til computeren og derefter gå i seng! Og måske læse lidt i min nye bog! Drageløberen, den er blevet anbefalet til mig af forskellige her i lejren, så det vil jeg glæde mig til!
Sov godt.

Juleaften, men ingen sne! ØV! Bare gråvejr og så er det koldt. Dagen starter ganske almindeligt, men allerede fra kl.08.30 kommer to patienter, først en ældre mand med stærke mavesmerter, og det viser sig at være incarecreret brok i lysken. Samtidig kom endnu en, som vi havde opereret for over en uge siden med stærke smerter fra operationssåret efter tibiafraktur og extern fixatør med mulig infektion. Begge klare operationstilfælde: den med herniet først og så ham med benet. De var klaret begge to inden den internationale gudstjeneste kl. 14.00. Kl. 15.00 var der så dansk gudstjeneste. Der kom en del danskere fra byen, toyotahandler/mekaniker, ambassadøren osv. Efter det tog jeg så tilbage til hospiatlet og blandt andet gik over til dr. Wachter og fik snakket om det med at nu skal hospiatlet stille endnu flere folk til vagt, for så skal vi lukke hospitalet for lokale og om nogle dage udskrive samtlige afghanere og lukke for ambulatorierne. Jeg er meget fortørnet. Jeg fik brokket mig til LSO, men han siger at der ikke bliver noget af det med yderligere folk til vagt, kun dem som nu er udpeget. Det trøstede mig noget. Dog hvis det med de ekstra vagter bliver til noget er hospitalets folk brudt ned i løbet af nogle dage og vi kan lukke!!!! Efter snakken med dr. Wachter omkring blandt andet bedømmelserne på Pia og dr. Cathelin gik jeg så over på klinikken og blev indbudt på kage i NFA. Meget hyggeligt, senere tog jeg så en runde til plejen og intensiv og laboratoriet og FU-stellen, dvs alle specialisterne, øjenlægen øre-næse-halslægen osv, samt fandt nogle kirurger fra kirurgisk ambulatorium. Der blev jeg så budt på yderligere Glühwein, og det havde jeg fået også ved den internationale gudstjeneste. Så nu skal det lige vente lidt før jeg skal have mere.
Aftenen skal så fortsætte med middag her kl. 19.30 og så vil jeg gå til den katolske messe kl. 21.30. Så får vi se hvad der ellers sker.
Jeg har forvagten i dag, så mon ikke der sker noget i nat!?!
Gaverne fra farmor var bogen: Drageløberen og lidt julepynt. Fra T. Babs en deo fra Vanderbilt. Fra Sjælsmark kasserne et håndklæde.
Alt er noget jeg kan bruge og meget glad for det.

Op til normal tid. I dag er rutinerne slået til helt til kl. 09.30, hvor jeg så tager tilbage til den danske lejr. Jeg har en middageaftale med at køre ud sammen med dem fra PRT fra Maser-e Sharif, dvs en enhed fra det nordlige Afghanistan, som hjælper projekter i gang. Jeg fik lige snakket med dem inden de gik i gang med at gøre deres gøremål her til formiddag. Kl. 10 gik jeg over for at dyrke sport, dagens strabadser var en 10 km løbetur, de første 3 km på tid/hastighed 9,4 km/t resten på 9.0 km/t, så lige til sidste en 200meter med gang, så slutiden blev lige ove 66 min. Jeg er bare præestolt, for det er mit motionsmål, at kunne løbe 10 km inden jeg tager hjem!! Så nu er det nået, men måske kunne jeg så forbedre tiden til 60 min. Nu får vi se. Det vigtigste for mig er nu at have konditionen til 10 km. Dog i dag havde jeg så ikke lyst til styrketræningen også, så jeg tog tilbage for at gå i bad, men der var lukket for vandet, så det var bare megaøv! Nå nyt tøj på. Kl. 12.00 mødes med "turistteamet" og se ting jeg heller ikke har nået endnu, så først startede vi med at spise på KIA, da der er i dag EPA=feltrationsdag i det tyske køkken. Derefter trillede vi så ud til presidentpaladset, og jeg fik ringet til BJ, medic fra livvagterne til president Kasai, så han fik os ind til at se tronsalen og nogle andre hurtige ting, så gutterne var jo helt eldevilde, men det er godt for de kan gøre gengæld når jeg kommer op til dem i Maser-e Sharif engang i det nye år! Så gik turen til det tidligere kongeslot, som nu er sønderbombet, og lidt videre så man fik et godt gik til bjergene, som nu er snedækket! Meget flot, bare lidt ærgerligt at lyset ikke var bedre. Så gik turen til automekanikeren for at bestille stumper til deres biler, og det tog en farlig tid!!! Plus man blev meget kold, vi går jo stadig rundt i ørkenuniformen der er beregnet til 60 grader plus og ikke til minusgrader, men nej vi er befalet i den uniform. Hvis jeg bliver syg fordi jeg fryser vil jeg medle det som arbejsskade, frodi jeg synes det er bare så tåbeligt at man ikke kan få lov til at gå i den til vinter begregnede uniform, nemlig den grønne! Desuden er det blevet forbudt mig at bære de sorte støvler af NK, men det har jeg nu tænkt mig at ignorere, da kolde fødder i hvert fald ikke er sundt! Brae fordi nogle ikke har taget deres grønne uniform og sorte støvler med, samt nogle kan holde varmen da de sidder i opvarmede rum, mens resten, majoriteten fryser, men tør ikke sige noget! Vi skal være ens påklædt, og fordi nogle ikke har de stumper med de skal skal vi andre lide og fryse! Sådan er den daglige ledelse af lejren!!!! TÅBELIGT!!! Og jeg har brokket mig! For JEG FRYSER! Aftensstuegangen kom jeg så tilbage til, og det var hurtigt overstået. Efter stuegangen blev jeg så præsenteret for en sag omkring en 13 eller 17 årig pige fra Kundus, som har brækket sin lårhalsben for 10 dage siden. Om vi kan/vil gøre noget for hende. På de forliggende oplysninger ville vi ikke træffe en afgørelse endnu, så først hedder det flere oplysninger og så vil vi træffe en afgørelse i morgen. Tilbage igen i den danske lejr til aftensbriefingen, som var mere eller mindre intetsigende, dog var den bedste meling at der var bestilt pizza til alle til aftensmaden. Så jeg gik til min "buf" og fik åbnet pakken jeg har fået i dag, samt læst noget af posten, så kom Gunhild og fortalte om dagens hændelser på laboratoriet, og det var jo en god historie, nemlig at hun  har bevist for sig selv og lderen at hun behersker teknikkerne til blodtyperbestemmelse og forliglighedstesten, og det var en succes. Så hun var glad for dermed har hun udryddet de fordomme omkring hendes uddannelse og kunnen der var tilbage. Maden kom så noget forsinket, og det smagte dejligt. jeg fik hørt lidt forskellige personer omkring det med den grønne uniform, og mange gav udtryk for at det burde være muligt selv at bestemme hvilken man skulle gå med! Nå jeg vil gå videre med det! Så blev der også lidt tid til hyggesnak. Badet, ringet og skrevet inden sengetid, som trænger sig på. NU!
OK sov godt derhjemme.

Op som sædvanligt. I dag har jeg taget mig for at holde lidt fri, men det gik ikke sådan som jeg ville.
Morgenrutiner, morgenappel, morgenmad, morgenstuegang. Vores danske soldat har det så godt at han kan udskrives, ingen diarre eller opkastninger mere. I det hele taget er vi ved at drosle ned for jul, så ingen planlagte operationer, da operationsgangen nu er nede på tre, så hvis vi kører akutte operationer og planlagte vil vi overbelaste de få vi har. Det har så også afsmittende effekt på plejen, som nu så langsom bliver tom. Min patient har det rigtigt godt og flyver hjem i dag. Jo så jeg kan helt klart være tilfreds. Formiddagen gik jeg så over til den danske lejr for at skrive rapport om i går på militaryhospital og veksle penge fra dollar til euro, således at jeg kan få købt en MP3spiller med memostik på 512 MB, den koster her 103 euro, dvs noget billigere end i Danmark. Så havde vi dagens problem, som jeg så pudslede noget med , vores laborantin bliver ikke brugt i de områder hun er uddannet til,med andre ord de vil ikke give hende lov til at lave det arbejde hun er uddannet til. Så først bad jeg hende om at tale med lederen fra afdelingen selv, for at få løst problemet på lavest muligige niveau, hvis det ikke hjalp kunne vi gå videre. Så hun fik snakket, og det fandt jeg ud af ved at jeg bliver bedt om at gå til klinikchefen, dvs den militære leder, og han var noget oprørt over at få hørt om det problem på den måde han havde fået, nemlig at utilfredsheden var givet videre til LSO, at der var klaget og truet osv. Nu var jeg jo noget overrasket, da jeg egentligt havde håbet at problemet var løst på lavest mulige niveau, men jeg må jo snade anderledes. OK! Jeg fik snakket omkring hendes kvalifikationer, at de avr sammenlignelige med de tyske laboranters kvalifikationer, og at Gunhilds var endda bedre end de tyske laboranters. Det var så nok for klinikchefen, så han gik til laboratoriets leder for at informere ham om det. Så nu skulle stakkels Gunhild få lov til at udføre alle former for labaratorietest som de nu kan udføre på labaratoriet. Men den person som ikke lige har handlet ret er blevet skidesur og reagerer meget barnligt med at spille megasur! Nå det må han jo selv om! Nu håber jeg for Gunhild og dem efter hende at hun kan få lov til at arbejde i fred.
Så blev det middag og jeg fik spist i tyske køkken, spiseligt men ikke super. Over i den danske lejr og så var der lidt ro, så jeg fik læst lidt skønlitteratur og så sovet lidt. Kl. 14.00 var der så julehygge kaffe kom sammen! Meget hyggeligt, med levende lys, kager, julegløg osv. Men lige inden blev jeg ringet op af John Stahl, for presidenten har problemer med øjnene, og ønskler en tid hos øjenlægen. Så det fik vi arrangeret. Tilbage til festen/hyggen. I dag fik jeg hyggesnakket med vores litauiske kirurg, meget hygsomt. Så fandt jeg ud af at vores nye tyske kirurg, Michael, er tidligere tysk landsdelsvinder i standarddans, hvor dejligt, for jeg har efterhånden danse abstinenser!!! Til sidst havde jeg lyst til et slag bordfodboldt, mit hold vandt en gan og fik tæsk næste gang, sådan kan det gå! Men vi fik grinet meget!! Og DET er det VIGTIGSTE!
Så tilbage til arbejdet, men alt var taget! Nå jeg tog en lille runde for at høre hvordan folk har det. Så blev der tid til stuegang og så havde Michael og mig aftalt at bruge gulvet/gangen imellem afdelingerne til at tage et svingom! Der blev godt nok taget nogle billeder!! Nu må vi se hvordan de ser ud, om jeg kan være dem bekendt!!! Men morsomt var det!
Kl. 17.45 blev det så tid til at atge tilbage, for jeg havde lovet at lave/hjælpe med at lave mad, for i morgen rejser jo Pia og Henrik. ØV, nu hvor jeg har lært dem så godt at kende. De lavede tomat-pasta-ret, og jeg lavede lagkager, tre styk. Maden og kagerne kom godt an hos alle! Dertil nød jeg så en halv flaske vin fra spanierne. Alt dejligt. Jeg fik adresser osv. Så blev der udtryk at jeg måske skulle se at komme op til Masar-e Sharif for at undervise dem i udvidet førstehjælp. Det må jeg dyrke lidt nærmere i morgen! Måske ender det med at jeg ser andet end Kabul, trods alt.
Nu vil jeg drøne i seng og måske se lidt DVD under dynen. I nat har jeg så fanget den mus som har drillet mig for nogen nætter siden, nu har jeg stillet den op igen, man ved jo aldrig om der skulle være to!
SOV godt.

Op sædvanlig tid, uden at være blevet vækket af musen!
Det bliver bedre med sådan noget når det nye hold flytter ind i containerne, som nu er bygget færdige!
Nå men op og gøre de sædvanlige morgenting. Morgenen var uden de store gøremål, men der er alligevel noget at tage sig af, så som våbeneftersyn, fik godkendt min pistol, den var fin ren, gå til frisøren og blive klippet, tage forbi regnskabsmageren og hente penge, tale med NK, så han kan besvare et spørgsmål til Danmark omkring danske lægers understøttende funktion her i landet, hælde diesel på varmeapparatet og sådan noget!!!
Kl. 11.30 afgang til militaryhopsitalet, hvor vi blev inviteret til at spise middagsmad. De havde ikke så mange patienter, så vi så dem først og så spiste vi middag: kebabkød, ris, brød, stærk pebersauce, blåmkål og hjemmelaved pommesfrites.Dertil cola. Efter det grøn te. Meget delikat, så det blev jeg jo glad for da aftensmaden senere var en katastrofe. I dag havde jeg så to tyskere med, øre-næse-halslægen og Dr. Wachter, vores kompagnichef, dvs den militære ledelse af klinikken. Så de var jo enormt positivt overraskede over det d fik lov til at opleve.
Tilbage i den danske lejr fik jeg lige ryddet lidt op i mit rum og så over og snakke med fokene. Der var ikke sket så meget, men folkene er meget ophidset over at de skal stå på vagt for hele lejren, og jeg fatter ikke hvordan tyskerne kan kalde denne indstas som at være en fredsindsats, så derfor gælder genevekonventionerne ikke, så de må gerne stå vagt, om jeg begriber det?!!! Så vi bliver nødt til at lukke de dele af sygehuset der ikke kan fungere uden deres folk, såsom CT-scanneren når teknikkeren står på vagt osv, så det bliver da meget interessant når der kommer en ISAF soldat, der har brug for en CT scanning og måske dør pga mangel på diagnostiske midler!! Nu får vi se!!!!
Men bølgerne går højt!!!
Så fik jeg læst en halv time dari med Safi, fik repeteret nogle af de ord som jeg fik læst på i går, men teksterne er vansklige, så det har jeg brug for.
Så blev der tid til aftensstuegangen. Vores danske soldat med diarre har det allerede bedre. der var kommet en svensk soldat med hovedpine, migræne for første gang. Ellers har vores afghanske patienter det godt. Min tyske soldat, som jeg har opereret har det rigitgt godt, men skal under alle omstændigheder hjem før jul, så han er glad.
Aftenen har jeg så brugt på at læse dari og blive hørt. Nå ja så var det aftensmaden: i dag står den på knødel og gullasch, men jeg fik kun to små stumper kød, resten sauce med løg, det var bare for meget!!!
Nå men jeg spiste lidt brød så jeg kan overleve til i morgen.
I dag har jeg så haft kontakt til alle mine mæder over messenger inklusiv webcam, så i dag ringer jeg ikke. Det var dejligt at se to af mine mænder. Kan I nu alle sove godt!

Op tidligt, men gud hvor var jeg træt pga musens larm i nat! Nå det var der ikke noget at gøre ved. Appel og lige inden morgenkonferance blev jeg så spurgt om nogle data for en ansøgning til en tysk medalje. Det bliver lidt spændende for at se om det bliver til noget. Så mogrnekonferance og så en hurtig morgenmad, da jeg i dag skal til Bruder leishmanioseklinik og lære kørerne at kende vejen dertil. Så jeg bad om koordinat, GPS og så gik det afsed. Det var nu nemt nok at finde og så var der jo tid for os alle at se disse for Danmark sjældne hudlidelser. Vi fik skrevet GPS- koordinaten ned for stedet, så det kan blive tilføjet kortet over hospitalerne. Og nu har i hvert fald to kørere fået oplevelsen at se ting de aldrig ville have set i Tyskland! Så de var jo meget glade. Tilbage til frokost, så var der nogenlunde fredeligt, så jeg satte mig for at læse næste lektion dari, nemlig lektion 15. Jo det går nu meget godt, men denne lektion er nu noget tung! Det må bare knokles igennem. Så til frokost blev jeg også kaldt op af Waheed, da skræddernen er kommet med min dragt: bukser og jakke, til afprøvning! Resten af dagen gik med at gennemgå de første sider af lektionen 15, men så kom patienter og jeg var involveret. Kl. 17.00 aftensstuegangen, hvor en ny læge er kommet i stedet for dr. Bode. Men han skal kun være her i 9 dage!!!! Nå han blev budt velkommen. Efter stuegangen var der kommet endnu en patient, hvor jeg blev spurgt om behandlingsniveauet og hvordan vi skal behamdle, og efter det var lagt fast gik jeg til aftensbriefingen og så afhente mad at stille i køkkenet for at gå over og lave sport: Ro 5 min, løbe 3 km på hastighed 9,4-5 km/h og så 100 mavebøjninger og 100 rygbøjninger og 10 rigitge armstrækkere og 20 på knæ. Jo alt bliver bedre! Så et bad og derefter læse for jeg havde aftalt at læse med Waheed i aften. Kl. 21.00 havd jeg aftale med præsten. Kl. 21.30 med Waheed, men han dukkede ikke op, så det giver jo luft til at ringe hjem, og i dag fik jeg fat i Thomas, og fik fortalt om det med MP3spilleren og memostik til 103 US Dollars så det var godt jeg fik spurgt om han havde skaffet en sådan, men det havde han ikke. Nu skrive og så i seng. Det bliver spændende om musen igen giver mig et nattebesøg, dog har jeg stillet en musefælde op. Mon den smækker i i nat?
Nå sov godt!

Dagen starter jo blidt!!!! Op kl. 08.00 og så morgenmad fælles med de andre, dog ingen røræg, men bacon var der. Så messe med en tekst om Johannes døberen som forløber til julens forløser. Jo meget god tekst. Så gøre rent, støvsuge, vaske gulv og vaske tøj. Derefter messe hos tyskerne, men desværre er det også evangelisk messe-ØV. Nå så er det jo tid til at arbejde, men lige inden opdagede jeg at mine nye gymnastiksko ikke er hvor de plejer at være, så jeg har glemt dem i sportsteltet, jeg gik over for at hente dem, men ingen steder er de. Megaøv, så jeg gik til MPérne, som ville spørge den rette mand, som gør rent på stedet. Så var det arbejdstid, men der var ikke så meget at lave på selve sygehuset. I dag har jeg en aftale på Indria Ghandi hospitalet kl 14.00 for at tilse en 2 årig pige med 35% forbrænding. Men hun var blevet udskrevet to dage forinden. Og jeg havde ringet igår for at udbede blodprøver og urintest, men han sagde intet om at hun var udskrevet, så jeg var megasur! Dog fik lidt te og fik afleveret medicin og forbindingmaterialer som var samlet sammen, til dem. Derefter tog vi ganske kort til KIA for franskmændene som var med skulle lige på det lokale market. Jeg tog med og fandt filmen af Mel Gibson: paasion of christ. Tilbage igen fik jeg terpet lidt dari og blev hørt i ordlisten til lektion 14. Så nu skal jeg videre til lektion 15. Kl. 17.00 stuegang og så tilbage til den danske lejr for briefingen og derefter fik jeg set filmen og kl. 20.00 var vi inviteret til spaniolerne til tappas og rødvin. HMMM- det smagte dejligt. Kl. 22.00 tilbage igen og så i seng, og jeg var så K.O. at jeg drønede i seng uden at ringe eller skrive. Kl. 03.00 blev jeg vækket af en mus der hoppede rundt på mit bord! Jeg fik fanget den i min rødvinskasse og slæbte udenfor. Så blev der ro.

Op til sædvanligt tid, og alt normal, bortset far at morgenkonferancen blev holdt til levende lys, da strømmen var gået i Sunshine Bar.
I dag er der programsat tre operationer, en pige som skal have fjernet sin extern fixatør, en øjenoperation hvar trådene skla fjernes fra hormhinden og en med komminut tibiafraktur. Så fandt jeg ud af hvor medical surgical meeting skal afholdes her i camp Warehouse, nemlig med opstart i den spanske bodega for derefter at gå over i deres konferancerum. Alt egentligt fint arrangeret, med lidt mundgodt før og specielt efter mødet så var der arrangeret tapas til alle deltagere. Emnerne i dag var Malaria og infektioner afholdt af afhanske læger fra militærhospitalet. Ganske OK for en førstegangs foredrag. Deres engelsk var forståeligt og de havde for en sikkerheds skyld taget en oversætter med, men som de ikke brugte. Efter mødet tog jeg så over til hopsitalet og der var nogenlunde fredeligt, så jeg terpede lidt dariord fra listen. Så kom patienter til ambulatoriet som jeg hjalp med til at se på. Kl. 16.30 var der ikke flere patienter og der var megastille, så jeg tog mig lige 20 min på øjet, op igen til aftensstuegangen, hvor jeg så udskrev ",min" patient, fra UN, hun havde det godt, skal repatrieres til England for at få opereret sin orbitafraktur. Humerusfracturen er OK i gilkristbandagen. Så har vi fundet ud af hvad den svenske soldat har, nemlig parasitose med en normal ikke patogen parasit, cystis? (det skal jeg vist lige have slået op igen!) hominis. Behandles med metronidazol for 10 dage. Så det er jeg meget glad for at vi har fundet ud af, for han har ind imellem temmelig meget ondt! Men alt kan forklares ved det! Så patientmæssigt har vi nu ikke så mange for øjeblikket. Efter stuegangen sagde jeg så farvel til den dame fra UN. Så kom Tasillo og vil have at jeg sammen med ham åbner en pakke til ham, og midsandten der var en gave til mig fra Claus Hönig, hvor skønt, dog var der Lebkuchen i to udgaver og så et stort julekrus med chokolade. Men tanken har da helt klart rørt mit hjerte!! Nå lebkuchen er afleveret til dem der kan lide det, medn kruset har jeg taget med. Så over at hente mad, stille det, klæde om for at dyrke sport efter aftensbriefingen, som igen var megatynd. Sport første gang efter DAANCON marchen, jeg roede 10 min 2km på styrke 10, så løb jeg 5 km med hastighed 9,3 og 100 gange mavebøjninger og 95 ryghævninger, 10 rigtige armstrækkere, dvs ikke på knæ!!!!! Bare skidegodt! Så tilbage og i bad, så aftensmad, hvor kødet bare var uspiseligt! Nå så var jeg jo inviteret til MASHparty i SunshineBar, men der var bare megamange folk, musikken var god men for høj til at snakke, og så meget røg så jeg flygtede igen efter en øl. Jeg fik dog hilst på mange folk og vist falget, som jo er det vigtigste. Nu skrive, ringe og i seng for det blev jo sent i går, jeg tror jeg først var i seng kl. 24.45 og så op igen 6.15. Nå have det godt derhjemme.

Normal morgen. I dag har jeg så vagt 2, i går vagt 1. I dag skal jeg ikke operere, der er kun en øjenoperation, med en pige som har brud på orbitaknoglekanten. Jeg havde tid til at skrive visitplan for næste uge. Aflevere denne de forskellige steder. Snakke med folk, og læse dari, så i dag fik jeg skrevet alle øvelser til lektion 14. En del fejl men ikke så mange. Det er jo EPAR dag, så kantinen er lukket. Kl. 12.30 gik jeg over til vores tolke og fik lidt med af deres mad. Det smager jo dejligt. Om eftermiddagen kom så flere patienter, først en afghaner som var blevet påkørt af ISAF køretøj og ramt med spejlet mod hovedet, han havde en lille subdural hæmatom og andre småskader i hjernen, som kun skal behandles konservativt, dvs behandles med observation og kun hvios det bliver værre med fornyet CT-scanneing med henblik på operation af neurokirurg, som vi jo ikke har, men så skla han overflyttes til Aliabad for at få gjort det. Så kom en lille 2 årig pige som varcfaldet 1,2 meter og har fået et blåt øje, men hende ser vi igen om 3 dage. Hun har ikke været bevidstløs og har ingen smerter ved tryk mod knoglerne i ansigtet. Så er det jo fredag og idag er der undervisning. Jeg har holdt et kort indslag omkring de afghanske sygehuse som jeg har set og som vi arbejder sammen med. Så holdt øjenlægen et kort fordrag om forskellige tropemedicinske øjensygdomme inklusiv billeder, så det var faktisk meget godt. Kl. var så 17.00 og dermed tid til stuegang. En hel del patienter, 3 på lokal kvinder, 5 på lokal mænd, 2 på iSAF mænd og ingen ISAF kvinder. En på intensiv, min patient som hat det godt! Og det er jo dejligt at se og høre. Operationsprogrammet til i morgen på 3patienter, en øjenoperation, en pige til fjernelse af ekstern fixation og en med komminut tibiafractur. Intensiv personalet fik lige inviteret mig til lidt aftensmad, som de har grillet. Det smagte dejligt: Jeg spiste ikke så meget for jeg vidste jo at der er mad i den danske lejr! Så troede jeg at var færdig! HM det skulle vise sig at være forkert tænkt. Tilbage i lejren for at være med til aftensbriefingen, men det var udsat, så jeg skiftede tøj til sport, og lige da jeg var nået til at tage bukser på ringede klokken, som tegn for at det starter nu, nå halvt færdigt over og høre hvad dagens briefing indeholdt, men for det første tog det yderligere et kvarter og så var indeholdet ligegyldigt! Nå over at skifte tøjet færdigt og gå over, men lige inden kom et telefonopkald at der er en UN-medarbejder på vej til os med hovedtrauma. Nå over til skadestuen og vente, og hun kom en halv time senere. Efter en hurtig undersøgelse viste det sig at smerterne primært er i højre arm og hovedet. Hun har ikke været bevidstløs, eller har kastet op. Hun har et lille sår ved højre øje og har blødt lidt ud af næsen, men det er stoppet. Øjenlægen og ØNH lægen har set på hende og vi blev enige om at tage røntgen af højre arm og CT af ansigtet og hjernen. Det viste sig at være et brud på højre overarmsknogle og måske et brud på øjenhulens bund, men det kan ikke siges med sikkerhed før vi har taget en specialoptagelse af det når hun er afhævet. Så blev hun syet ved øjets side af øjenlægen. SÅ var tiden også gået efter hun blev godt installeret på plejen. Bare for natten for hun var meget træt. UN- medarbejderen som var med hende var meget glad for vores hjælp, så hun har indvilliget i at komme efter nytår og lave italjensk mad for os! Det vil jeg glæde mig til. Så tilbage til den danske lejr og sidde lidt og hygge, ingen mad tilbage far aftensmaden, så det var jo godt at jeg havde fået lidt fra tyskerne!! Nå så nu har jeg ringet til Thoams og snakket lidt med ham, skrive, så i bad og så i seng!

En rigtig kirurgdag! :-)
Nå op som sædvanligt, mogrenkonferance osv. I dag er jeg sat på at operere, nemlig en afghaner med urinledersten i højre side. Her findes ikke det som man normal gør, nemlig enten med cystoscop og hente stenen med en kruv, eller med ultralyd smadre stenen in situ. Men her har vi ingen af delene, så her må vi gøre det operativt! Så vores urologe, Deligne gjorde sammen med mig. Så det lærte jeg noget af, det var faktisk som en blindtarmsbetændelsesoperation bare lidt dybere. Lige kommet ud, over at spise middag, men så hørte vi om en med abdominalsmerter, altså mavesmerter. Han var peritoneal! Det betyder bræthårdt abdomen, og dermed operationsindikation. Så vi åbnede op og fandt coecum skubbet og drejet over mod venstre øvre quadrant, noget rødligt injiceret oment henover og dilateret af luft, men ingen farveforandringer af coecum. Lidt adhaerancer og så et ligament imellem duodenum og leveren. Inegn anden patalogi, eller noget andet der kunne forklare de voldsomme smerter han havde. Inegn pus eller nogetsom helst. Men et meget mobilt coecum. Jeg var operatør på den sag. Sammen med Pellek. Vores teori er at den meget mobile coecum har drejet sig har den selv afklemt for blodtilførslen således at han har fået så ondt. Men ingen strangulation. Så var der lidt problemer på personalefronten i plejen, som skulle diskuteres igennem. Så aftensmaden, i dag kylling og ris. Derefter var der fredeligt, så jeg fik lidt massage af mine ben, som jo i dag helt klart har sagt at jeg har mishandlet dem i går, meget megaømme og stive. Det var nu dejligt. Efter at være kommet tilbage, så gik jeg for at se hvad folk gør og blev hængende i vores lille biograf, som i dag viste en ny udgave af Arthur, meget spændende. Nu ringe og skrive og så på hovedet i seng. Hvile mine maltrakterede ben, egentligt ville jeg have løbet lidt, men nu gider jeg simpelthen ikke!

I dag er marchdag: 25 km med 10 kg som oppakning. Med andre ord 12,½ omgange i lejren. Til det har vi 6 timer fra kl. 08.00 med kontrolvejning og registrering fra kl. 07.00.
Den var jeg med på. Mine sorte støvler, sendt herned for det samme, på og så med de andre 210 der gik med. I eget tempo med CD-man og god musik i ørene. Slik i lommen, vand på stande ved vejsiden og frugt. Jeg havde planlagt at gå ca 6 km i timen, det havde jeg jo afprøvet for en uge siden. Med to pauser af 10 min. Jeg gik hele turen uden de store problemer i et stræk på 4 timer og 15 min. Resultatet er jeg udemærket tilfreds med. En lille vabel på tredje tåen ellers ikke noget. Ingen trædepudesmerter i dag. Bare noget øm i musklerne. et godt bad, for jeg var godt nok gennemsvedt. Har taget en voltaren men ellers ikke noget. efter turen spiste jeg mine morgenboller jeg havde smurgt og derefter sov jeg middagssøvn, ca 2½ time. Derefter op og tage uniform på og gå aftensstuegangen. Tilbage igen så briefing, spise aftensmad, svinemørbrad med kartoffler. Vi skal snart fremvise vores våben til våbeneftersyn, så Henrik og mig rengjorde vores våben i dag, så de er klar til det om nogle dage.
Nu ringe og skrive og så vil jeg se en film.
SOV godt
Pinen starter i morgen når jeg vil stå op, så vil Henrik og mig nok stønne om kap! - godt at ibubrufen er opfundet!!!!

Man skal ikke se film til kl. 24.30, for så er man bare helt flad næste morgen, men jeg faldt for filmen. Jeg har fået byttet min lille DVD-afspiller, og den nye virker bare rigtigt godt. Så jeg så jo Topgun- hmm- god film. Men døden næste dag!
Det var godt at alt var stille efter de sædvanlige morgenrutiner, såsom appel, morgenmad, spille fodboldt, jeg vandt!, stuegang, men lidt ballade var der, nemlig at vores patienter skal betale for behandlingen. Det gav voldsomme bøljer, så jeg gik op til LSO for at afklare hvordan reglerne skulle tolkes, for sådan som det blev forstået skal alle betale undtagen VIP (very important person), somsom generaler m.m., men den lille mand som ikke har råd skal betale og det kunne jeg ikke forstå. Resultatet af samtalen blev til at akutte og nødstilfælde behandles fortsat frit, dvs alle de krirugiske sager er sådanne sager, hvorimod nogel af kronikerne hos intern medicineren skal for fremtiden selv betale for medicinen og dermed behandlingen.Så blev der tid til at hvile sig lidt midt i larmen på NFA. Jeg fik sovet en time og havde det straks meget bedre bagefter. Så var der lige nogle småsager at ordne, så som at sende pakker hjemad, og så afsted til Aliabad hospital for konsultationer. Der var 10 patienter at se på og 6 af dem hjælper vi, der var to hvor klagerne var aldersbetinget, og to som ikke behøvede vores hjælp, men skulle viderre til MR-scanning i Pakistan i stedet for.
TIlbage igen var alt stille, så jeg tog til den danske lejr for at skrive rapport. Tilbage igen på hospitalet var kl. blevt så mange at der bare var 30 min, og i den tid fik jeg taget beslutning om behandling af en 65 årig afghanske kvinde med skader efter forbrænding for fire måneder siden, som er så dårligt hele at det ville tage os bare hvis det går godt 6 måneder med intensiv og flere operationer, så vi har sagt nej! Men henvist hende til Pakistan eller Indien.
Her til aften fik jeg så endeligt gjort sport igen, det blev til 5 km på lløbebånd på en hastighed på 9.1 km/h og så ro på styrke 10 i 10 min, 75 mave/rygbøjninger og 25 armstrækkere. Så et bad og der efter spise aftensmad og nu ringe, fik fat i Thomas og efter skrivning vil jeg gøre klar til morgendagens strabadser, men mere herom i morgen.
SOV godt
Jeg kommer hjem den 13.01.05. Lidt før end forventet.

WHAT A DAY!!!!!
Hvorfor siger jeg nu det? JO-dagen gik på følgende måde:
Vækuret ringede ikke! til sædvanlig tid for en mandag, nemlig kl 06.15, men jeg har glemt den på tiden 08.00. Så jeg kom først op kl. 06.30 fordi nogle af dem puslede i deres kabiner som normal står op efter mig!! UPS! OP!!! Jeg skulle bare have lidt fart på og så kunne jeg bare ikke nå at gøre det jeg plejer om morgenen. Så over til hospitalet, men lige før jeg går afsted hører jeg over tetrapol at der skal komme en af fem sårede efter trafikulykke. Det jeg ser når jeg kommer er at helæe skadestuen er fyldt med 5 afghanere, dvs alle dem der har været foran porten, ikke kun den som var sværer tilskadekommen. Nå alle var ved bevidsthed og så ikke så slemme ud, så jeg spiste lige lidt cornflakes og så afsted til morgenappellen. Morgenkonferancen og så fælles morgenmad. Så tilbage igen til de tilskadekomne og få en status. To med lille snitsår efter glas, en med en større skalpsår som skulle sys i fuld bedøvelse, da der var rigitgt meget at sy!, men ingen kraniebrud eller andet, en pige med stort blåt øje, med orbitakantknogle fraktur, som skal operativt forsørges om to til tre dage, når hun er lidt afhævet. En ældre mand med en lidt større hovedsår, som spillede sig værre end han var.
Kl. 11.00 skulle jeg så afsted til military hospital. Være der kl. 12.00. Fik først snakket med polyklinikkens cheflæge, dr. Akser Zada, så blev indbudt på frokost, deres normale middagsmad, fårekød, ris og lidt kartoffler. Så kl. 12.40 kom der en helt usammenhængende melding igennem over tetrapol, at over 10 tilskadekomne var foran main gaten. Masser af børn og kvinder, nogle af dem svært tilskadekomne, en død osv.  RCC meldte tilbage at han skulle tage en dyb indånding og forsøge at give en mere struktureret melding og yde førstehjælp. Så kort tid efter blev BRTérne sendt frem. Det gav mig så lige lidt funkro til at radiofonere tilbage at hvis det kun drejede sig om civile skadede, så var det ikke anledning til at overbelægge vores militære sygehus med svært tilskdekomne børn og kvinder, specielt med tanke om at vi ikke har nogen form for børneintensiv eller respiratorer til børn, og hvis ISAF ikke har været den skyldige i ulykken ville det også være politisk forkert at tage de antal meldte sårede, over 25- 50 på vores sygehus alene, trods vores gode rygte!! Det gav anledning til at sende vores ledende triagelæge, vores anæstesist frem til main gaten og udføre triage, samt kalde på de forskellige role 1 fra camp warehouse for at hjælpe til foran gaten med at forbinde de sårede. Så snart det begyndte at være mørkt blev lys opstillet, da det begyndte at regne blev der stillet telt op, osv. Selve inddelingen af de forskellige udenladske teams på ledende læges anordninger forløb uden anmærkninger til alles tilfredshed. Alle sårede fra denne civile busulykke blev på denne måde triageret og sendt i rigtig rækkefølge til de forskellige sygehuse i Kabul ved hjælp af Kabul ambulance, so  var en kanon stor hjælp, då de også kunne sproget. Vi fik oversættere frem som kunne oversætte for os. Jo man må sige at den fremskudte behandleplads fungerede. Vi fik kun en svært såret barn ind, som senere døde af sine hovedekvæstelser. Det gode ved det hele er at stort set det hele forgik ved at jeg overhørte det over funk/radio og fik styret det jeg kunne over radio! Da jeg så var tilbage igen på mit eget hospital kunnne jeg konstantere at tingene bare fungerede! Jeg var bare stolt over det og meget glad. Når alle på denne måde kunne fungere uden at jeg behøvede dirigere slagets gang, ja så har jeg fået et godt team. Dog havde vi så ikke fået en masse åpatienter ind, da de blev behandlet udenfor! Feed backen der kom tilbage var også overvældende godt! Generalen roste hele vores indsats smat alle dem der har hjulpet os, belgier, danskere, spanier, bulgarer osv. Jo vi kan være stolte over vores indsats i dag!
Aftenen gik med debriefing og senere var vi inviteret til svenskerne til glögg og lidt mundgott. Meget hyggeligt, men egentligt var jeg temmeligt træt. Så nu har jeg igen prøvet at ringe hjem, men ingen har svaret mig nu i over en uge! Meget mærkligt. Heller ikke via mail. Nå intet nyt siges at være godt nyt! Nu vil jeg se min seng igen!

Dagen for den 2. største generallæge.
Dagen startede som én søndag nu er, med at sove længe og spise fælles morgenmad. Deligt. Rengøringen var nu tiltrængt efter to uger, der skulle næsten muges ud!! Så søndagsmessen her i lejren med samme tekst som ved den katolske messe, nemlig om Johannes døberen. God prædiken.
Derefter katolsk messe også med god prædiken. Før arbejdsbegyndelse et hurtigt hvil i stolen foran teltet i solen, dejligt varmt. Spiser en bolle fra morgenmaden med nutella på. SÅ afsted til appel, middagskonferance og så kort en runde og høre hvordan det er gået indtil da. Kl. 14.10 til briefing med generallægen, fire stjernet. En god gennemgang af vores funktioner hernede med supplering af detaljer fra os, specielt fra mine erfaringer fra indsaten her. Så fremvisning af lasarettet hvor han brugte god tid på de enkelte fra alle områder og fik vist ændringerne som vi fornyligt har fået bygget. Jo en yderst behagelig mand, som interesserer sig for manden på gulvet. Dejligt! Så blev der tid til aftensstuegangen og derefter havde dermatologen og mig en alvorlig samtale med en amerikaner, som vi mistænker for at tage stoffer, da han opfører sig som en der er abstinent. Men han benægter det! Vi ser hvad der sker! Så skal jeg til aftensmad sammen med generalen og andre indbudte. Jeg skal side ved siden af generalen, og fik snakket helt almindeligt om hverdagsting, familien og interesser i form af sport. Jo meget afslappet og hyggeligt. Derefter ønskede han at gå på Sunshine Bar. Han ønskede et glas rødvin, men det havde de ikke, så derfor tilbød jeg at hente to flasker fra min rødvin fra spanierne, og det ville de da godt smage. Jeg hentede dem og det skabte glæde, i hver fald blev det drukket! Alle fik et glas af den gode rødvin. Jeg fik snakket med flere af dem der kan hjælpe os hernede, så jeg har da lagt nogle få sædkorn til spiring, blandt andet at de udenlandske læger kan få mulighed for en indsatmedalje af tyskerne for deres indsat i det tyske lasaret, ligesom tyskerne får. Nu får vi se om det giver et positivt resultat, men det kunne nu være skægt hvis jeg fik det igennem, for så får mange af de udenlandske en medalje ekstra! Efter nogle glas gik generalen, og kort tid efter trak jeg stikket ud for at ringe og skrive og se dynen!

I dag har jeg forvagten. Ved morgenmaden hører jeg så Henrik sige at han skal se Bouposhi, den afghanske nationalsport: på heste få en død sort får ind i en cirkel. Han skulle køre med MPérne. Det skulle foregå kl. 10.00. Jeg kunne svært godt tænke mig at se det også og spurgte så om der var en plads ledig, det var der. Så spurgte jeg dr. CAthelin om han kunne dække vagten for mig mens jeg var ude og se det spil, og han svarede at det skulle han nok, for hans synes at jeg i hvert fald skal se spillet. Alt så ud til at lykkes for mig og det var dejligt! Så Afsted det gik, ankommet dertil i "sisuen", - ingen kamp, først kl. 14.00. Nå vi måtte jo så bare køre tilbage. Men vi aftalte at hvis vi kunne få dækket vores vagt til eftermiddagen kunne vi tage afsted således at vi kunne spise frokost i camp phønix og så kort gå forbi market i headquater og derefter komme til kampen. Så tilbage at spørge, og dr. Cathelin var så flink at hjælpe således at jeg var tilbage i campen kl. 16.45, hvor han skulle afsted til den franske ambassade. Nå afsted det gik efter jeg såp arbejdede til det aftalte tidspunkt og så mødtes vi alle igen, Dan, Peder, Henrik og mig. Først frokost, som jo altid er en kærkommen afveksling til den tyske, så videre til headquater. Efter at have gjort nogle gode handler, hvor man prutter om prisen til mindst det halve af hvad de forlanger. Det er faktisk meget skægt. Så blev det tid til afgang. Vi kom til det sted vi først troede det var, men fik så at vide at det var et andet sted, nemlig Kabul garrison. Nå afsted det gik, for nu var vi sent på den. Det sidste 500 m tog os næsten en time, da der var mega kø til indgangen af stadionet, hvor det foregik. Langt om længe fik vi parkeret køretøjet og så skulle vi jo ind. OG DET VAR NÆRMEST UMULIGT, så mange mennesker var der. Dog var der nogle soldater som fik os op i højden et sted hvor vi kunne se noget. Det var bag TV-kameraet. OK, udsigten var rigtig god, højt op, men man skulle nu holde sig helt tæt til de andre der for ikke at falde ned. Alle syntes at hjælpe til at jeg kunne komme frem og se. Det var utroligt positivt. Og hvilket utroligt barsk spil, fodbold og rugby gå hjem! Og hesten blev brugt som våben for at kaste sig i midten og få erobret fåret. Det er også helt normalt at der kommer nogen af rytterne til skade, som det også gjorde.Selve hestene var utrolig smukke, og rytterne gjorde også et stærkt indtryk, meget stolte mænd med en vilje der udstråler fra deres ansigt. Der blev taget en hel del småvideoer. kl. 15.30 var det så slut og vi skulle ud og tilbage, igen MEGAtrafikkaos. Men efter vi endelige kom ud af stadionet område kom vi hurtigt frem.Tilbage på arbejdet igen kl. 16.45, hvor jeg så overtog min vagt. I den tid hvor Cathelin har haft vagten var der ikke sket nogetsomhelst.Jeg blev indbudt til lidt grillet kød af anæstesien. Det smagte vidunderligt. Nå efter at have snakket med folk var der stuegang og så igen noget snak efter.
Tilbage i den danske lejr til briefingen og derefter fælles aftensmad, i dag stod menuen på brændende kærlighed, ikke lige min kop te, men det smagte da OK. Jeg var nu glad for at jeg ikke var så sulten. Så sad jeg ved siden af NK. Han var ikke tilfredse med os fra SANELM, for vi brugte jo bare lejren som hotel! Pia var OK for hun lavede jo noget mad for alle. Jeg bliver bare noget indestængt over sådan nogle udtryk, for vores arbejde er rundt om i døgnet hele tiden. Jeg kan kaldes altid. Men OK hvis han synes det må han jo gøre det, vi behøver jo ikke at være enige. På en måde så det ud som om han var lidt misundelig på mig, fordi jeg kom så ofte ud. Jeg forklarede ham at jeg kom ud i arbejdsmedfør, men kun måske hver fjortende dag ud i anden anledning, såsom indkøb eller for at se noget spændende. Så måtte han jo fortælle at han så kom oftere ud. Senere på aftenen tog de fleste for at se et band spille hos tyskerne, men det var ikke lige den type musik jeg brød mig om, så jeg forbleb med nogle få andre og vi hyggesnakked til kl. 22.00, hvor jeg så gik i seng. Først da jeg lå i min seng 22.30 kom jeg i tanke om at jeg havde glemt at ringe samt at skrive. Nå jeg drejde mig om og faldt i søvn. Kl. 01.30 blev jeg vækket, en i skadestuen. Nå oop, tage tøj på, gå over. Det er en UN-medarbejder, som i en traffikulykke kl. 12.30 i dag havde fået pådraget sig en distal komminut humerusfraktur (overarmsbrud i flere stykker). Lukket, dvs ingen sår. Jeg kaldte så min bagvagt som var dr.Schmäling, assistentkirurg i traumakirurgi. Jeg syntes nok at bruddet havde en komplektisitet som krævede an fagperson, så vi forsøgte at kalde dr. Bode, men der var ikke hul igennem, men tilgengæld var der bonus hos dr. Pellek. Han vurdere at faldet kunne vente og at der skulle extern fixatør på. Så vi fik gibset ham under smertestillende medicin og fik lagt ham på plejen.Og så drønede jeg i seng igen, men kunne ikke falde i søvn fordi dem i messeteltet ikke var særlig stille, så jeg gik over for at fortælle dem at de skulle være stille, og helt ædru var folk ikke på det tidspunkt, 02.30.
Lørdag.
Op til sædvanlig tid, men bare smadret! Det er utroligt sådan som amn vænner sig til at sove om natten uden at blive forstyrret som man bliver det normalt på sygehuset. Nå op til appel, morgenmad, stuegang. Så var der fredeligt, for orthopædkirurgerne fik opereret ham fra i nat. Gunhild kom for at aflevere nogle papirer, på et tidspunkt, hvor jeg lige havde lagt mig et lille øjeblik! Det skal man bare ikke gøre når man er træt, for jeg sov promte. Nå op igen var der ikke så lang tid til jeg skal medical meeting, som i dag er Christmas party. Vi ankom kl. 11.00 og der var dækket flot op af tyrkerne, som stod fro maden sammen med esterne og lithuanerne. Jo det var hyggeligt, med nogle fjollede sange, julesange og smålege. Maden var god! Så bleb jeg kaldt fra RCC, der er flere tilskadkomne på vej til Camp Warehouse, hvorfor de gerne vil have mig tilbage. OK, jeg tog vores egne kirurger med hjem, for at hjælpe til. Det viste sig at være fire sårede, hvoraf vi fik 2. Desværre var den ene allerede død, mens den anden var bevidstløs, men ikke havde andre ting. Nu får vi se når vi vækker ham op. Alt forløb under megen nysgerrrighed af alle der ikke skulle være aktører. Jo der er mange der gerne vil se hvordan vi arnejder under stress.
Så var dagen også gået og tid til aftensstuegang. Der var så dem der var opereret i dag, vores mand med åben bug, han har det godt og såret læger rigtigt godt, så han kom på plejen i stedet for intensiv. SÅ manden med overarmsbrud, som nu har radialisparese, formentligt pga hævelsen, for i nat havde han det ikke.
Tid til aftensmad og det var gullasch med skruespagetti, til dessert vanille- eller chokoladebudding. OK.
Briefingen småkedeligt, men vi fik lavet et foto af SANELM.
SÅ ville jeg gå til sevillatræning, dvs dans, men det var igen aflyst!- ØV!
TRilbage igen i den danske lejr, så er der tid til at skrive, ringe og gå i bad samt læse dari. I dag en aftale kl 21.30. Nu får vi se.
Kan I hygge jer derhjemme og have en god 3. advent.

Haft en god dag!
Jo starten som altid. Der er kommet en del patienter, så ISAF mande containeren er blevet mere fyldt og det samme i lokal mandecontaineren. Nu har alle underbringelse i containere, også lokal kvinder. Det betyder at de bedre kan holde varmen. Det er blevet koldt om natten, -5 grader men stadig behageligt lunt om dagen, så længe solen står højt, sådan ca 15-17 grader. Isen på vandpytterne i skyggesiden tør ikke op. Luften er kold. Men solen er dejlig.
I dag er jeg sat på en øre-næse-hals operatione, som i dag er en polyfjernelse og paracentesis af begge trommehinder på en 7 årig pige, som pga kronisk otitis, mellemørebetændelse, pga polypperne ikke kan høre særlig godt. Jeg kiggede så ØNH-lægen over skulderen, og kiggede med med operationskikkert. Det var faktisk meget spændende.
Så var der en del administrativt arbejde, da der er problemer med hvordan afghanere skal betale for de ydelser de får af os. Indtil nu har det været gratis for nogen og andre skulle selvbetale. Selvbetalerne skal så kunne betale, men vi har ofte oplevet at betalingskassen er lukket. Det er upraktisk. Så nu har taget problemet op således at der kan findes en tilfredsstillende løsning.
Det betød også meget frem og tilbage, så jeg fik slet ikke tid til dari.
Kl. 19.30 havde vi, Sannie, Henrik, Pia og mig en aftalæe med amerikanerne til party. SÅ vi fik arrangeret langt våben, bil osv. Amerikanerne hentede os i deres bil. Så to biler som vi nu skal være! Det betød at jeg for første gang i et halvt år og så her i Afghanistan har kørt GD. Men trafikken om aftenen er meget sparsom, så jeg fik da kun lidt sved på panden, for en GD har ingen servostyring og er meget tung at dreje. Festen var hyggeligt, med noget for heavy rock efter min smag, men acceptabel. De serverede mad: lobster, stærke chiliretter med mozarellaost, kylling, gravad laks, blæksprutte og så videre. Ærgerligt at jeg havde spist aftensmad i det tyske køkken, for det var bare meget bedre. Så havde jeg lovet at vise min flamencokjole til BJ, og det var meget morsom, for at se hans ansigtsudtryk da han så mig med denne fine kjole på var det hele værd!!!! Men der var ikke lagt op til dans pga typen af musik, så vi bad om noget andet, men det kom aldrig, før vi skulle tilbage i uniform og køre hjemad, så vi holder os de de aftaler der gælder for os. Jo en meget hyggelig aften.

Op igen kl. 06.15, dejligt at sove noget længere end i går. Man føler sig jo næsten udsovet! I dag som alle andre dage, appel, morgenkonferance, fælles morgenmad samt stuegang. Så var der ikke så meget at gøre for mig. Først snakke lidt med de foskellige folk, så over i egen camp og holde lidt fri, få pakket pakker og sendt, ryddet op, hænge lidt, sidde lidt ved computeren og gennemlæse mail, sende mails osv. Jo også lidt arbjede, skrive næste uges mødeplan. Så var der bud efter mig ca kl. 13.30 med hensyn til overflyttelse af en patient med esofaguscancer, som spiller bevidstløs! OK, jeg fik vores dr. Safi til at fortælle ham at vi godt ved at han spiller, men at vi alligevel vil forlægge ham til et lokalt sygehus, og vupti så "vågnede" han op!! Ja, men vi beholdt ham nu ikke alligevel, for at lave så stor kirurgi som en esofagusresection, som kræver intensiv i lang tid kan/ må vi ikke planlægge for. Så vi anbefalede ham at få en stent, som vi ikke har her heller, da der ikke laves noget onkologi, dvs cancerbehandling. Så brugte jeg så eftermiddagen på at læse dari, først med gennemgang af lektion 14 og bagefter repeterede jeg det for mig selv. Kl. 17.00 stuegang: tre afghanske mænd: vores 16 årige, det går godt med ham, den hø. fod er snart lægt, den venstre om ca 1 måned, hudtransplantatet på penis heler godt, og han har fået fjernet sit kateter. Så en 30 årig mand som har en falsk arthrodese i tibia, som så skal revideres og får en anden extern fixatør. Den sidste afghaner er en med en extern fixatør af en finger, som ikke er helet i en rigtig stilling. Så han får en reel artrodese. I ISAF mænd containeren er der to en med gastroenteritis, dvs diare og opkastninger og en med protatainfektion, som behandles med antibiotika. Jo så to på intensiv, vores HIV mand, som sendes hjem i morgen tidligt og vores afghanske mand med åben bug, og det går også rigitgt godt, han heler! Han er mobiliseret, han spiser uden at det kommer ud andre steder end den rigtige ende. Jo så vi kan være glade. Til aften mad: nudler med tomatsovs og kyllingpølse i tern, dessert chokoladebudding med vanillecreme og frugt. OK dessert med selve middagen ja ikke så meget at råbe hurra for!
Ved aftensmaden havde jeg aftalt at læse dari med Waheed men han brændte mig. Så jeg forsøgte at få min DVD afspiller til at fungere men det lykkes ikke, så jeg skal have den byttet, hvis ikke e-mek kan fixe den i morgen.
Jeg fik fat i ungerne i dag, og de er ved godt mod og har haft en god dag. Thomas ved jeg ikke.
Så nu efter dagbogsskrivningen så på hovedet i seng. Jeg er stadig groundet for sport, først mandag må jeg starte igen, man bliver helt rastløs af at ikke gøre sport!
Sov godt!

Op meget tidligt. Kl. 04.00, for morgenmad kl. 04.30 og afgang til præsidentpaladset kl. 5.00. Vi var der i mulm og mørke, koldt, så jeg var glad for mit lange undertøj!!! Nå vi var der kl. 06.00. Så blev der bygget lys derefter varme så vi kunne opbygge en slags forbindeplads med oxiloger, defibrillator, osv. Så jeg føler at være klar til større antal skadede, hvis der skulle ske noget under indvielsen af præsidenten i dag. Så snart strømmen var etableret fik kogt noget vand til kaffe og te, og det var dejligt. Vi havde taget nok med således at også afghanske doktorer fik lys og varme, som de var meget glade for. Nå erfter alt var klar var kl. ca 10.00 og der skulle vi også være klar. Kl. 10.00 ville nemlig de første prominente gæster komme, bl. a. vicepræsidenten fra USA. KL. 11.30 var selv indvielsen og derefter banket for gæsterne. Kl. 14.30 var så det hele overstået og de vigtigste gæster fløjet ud med helikoptere. Vi kunne pakke sammen og glade os over at der intet var sket, for så havde vi haft travlt, for der skulle efter sigende være ca 250 mennesker i tronsalen! Tiden brugte vi så på at drikke te og kaffe, spise tyske feltrationer :-/ , men vi havde da selskab af tre amerikanske læger, som stod til min rådighed. Minopgave var at udføre triage ved et større antal sårede, hvis der skulle være et anslag. Til vores sikkerhed havde vi 50 US-marines, som havde trænet opgave her siden september!!!!! Godt det ikke er mig- jeg ville blive skør hvis jeg skulle træne noget som det i så lang tid! Under opbygningen fandt vi så ud af at 2/3 af de ting vi havde bestilt på apotheket ikke var kommet med! Der var bare ikke rigtigt mulighed for hurtig forsyning, så jeg fik set BJ, som er en af Karseis livvagter, som er medic og spurgte om han havde nogen af de ting jeg manglede, og fik det! Så var jeg mere roligt! Vi fik også byttet nogle feltrationer, så vi fik en pakke amerikanske feltrationer og de fik nogle tyske. Da alt var vel overstået takkede afghanerne for vores hjælp, og var virklig glade for hvad vi kunne lære dem. JO en udmærket dag! :-)), men dog lidt kedeligt, så meget at jeg måtte hvile mig lidt, samt fik lidt sol på liggestolen min Hauptfeltwebel har rigget klar til mig! På vej tilbage, som blev koordineret af G3SAN, oberstleutnant dr. Hesse fik vi glemt vores BRT og skilte, men efter jeg fik gjort opmærksom på det fik vi da kørt lidt langsommere så de havde mulighed for at indhente os! Skiltene samt en jakke, som også var glemt blev hentet med det samme.
Jeg gik stuegang kl. 17.00 og så var der aftensmad: frikadelle, ærter med gulerødder samt ris og sauce, så sammen med Tøserne fik vi skrevet blå bog, rigtigt sjovt, vi fik grinet meget!
KL. 19.00 var der aftensøl på Sunshine bar som tak for dagen i dag, da det jo er godt godt!
Kl 20.00 havde jeg aftalt at mødet med Waheed, men han var bare væk, meget ærgeligt.
Så nu efter at have ringet, fik fat i Thomas, som var på vej hjem i bussen i DK efter at være kommet tilbage fra USA.
Nu skrive og så i seng!

Morgenen helt normal. Jeg havde planlagt at gå tilbage og få hvilet mig lidt efter mogenstuegangen, men nej, nok at atge fat på, og det samtidig med at være snotforkølet, igen igen! Møgirriterende. Nå i går nat var kommet en UN-medarbejder, som først så ud til at være i sepitisk chok pga pneumoni, men det viste sig hurtigt at være dehydreing, diare og HIV, men ingen leukocyter, dvs 0 i leucocyter. Så der var stor grund til at være påpasselig med ham. Der bliv givet vædske og inotropica, således at han fik diurese igen, dvs har urinproduktion. Han rettede sig hurtigt på intensiv, men i dag skal jeg så organisere hans repatriering hjem til Zambia med UN så jo igen en opgave for mig. Så var der så de sidste ting at forberede for i morgen, medicinliste, evt ekstrating osv. og så et hurtig kursus i anæstesi og brug af respirator og intubation med mere. Jo så tiden var hurtigt gået. Så kl. 13.00 skulle jeg til den finske independence day, med ceremoni og mad, og det var jo godt og lækkert. Tilbage igen kl. 15.00 på hospitalet for jeg har fået en thoraxkirurgisk patient, som var blevet opereret for et år siden for pericardiecyste, og som postoperativt har været døden nær, nu klager hun over smerter en time morgen og en time aften. Hun har lige fået barn for 2 måneder siden. Nå jeg undersøgte hende, røntgen og untralyd, alt var pærenormalt! Så jeg måtte skuffe hende og fortælle at det ikke var noget vi kunne forklare og at det var OK at tage en panodil ved smerter. Så var der lidt tid til hyggesnak og så aftenstuegang, hvor vores afghanske unge mand med elektriske brandsår har det rigtigt godt og hudtransplantationen er slået godt an, så er ISAF mandeteltet næsten fyldt op med et komminut tibiafractur, en astma bronkitis, en efter appendicitisoperation, en med gastroenteritis, en med absces på læggen.
Jo så har vi to på intensiv, den ene en afghaner med åben bug, og det går ham rigitgt godt, og så ham med HIV. Jo man må nu sige vi dækker bredt her på sygehuset!!!
Her tio aften igen dari ingen sport, fordi intern medicinerne tog lige fat på mig, fordi han syntes jeg så syg ud, men ingen feber, men som han siger en god bronkitis, så jeg er sat på antibiotika, så jeg ikke får lungebetændelse.
Til gengæld har jeg så haft tid til at pakke og skal tidligt i seng for jeg skal tidligt op, allerede 04.00.
Fik ikke fat på Thomas men snakkede med Joachim på messenger!
Sov godt derhjemme!

Så var det igen tid til en søndag men nu en anden end sædvanligt. Jeg skal tidligt op, nemlig kl 7.30 for at være klar til at mødes med NK for at aftale nærmere omkring eftermiddagen, nemlig hvornår jeg skal være tilbage fra præsidentpaladset, for at være tids nok tilbage til mindehøjtidligheden for vores døde soldat.
Så skulle jeg også inden RECCE-turen til paladset sørge for at UN-medarbejderen der ligge i vores "pato-container" bliver udleveret til afkørsel hjem til sit land.
Så morgenmad, hvor CH og NK og præsten og mig mødes for at aftale de sidste ting til eftermiddagen.
Kl. 9.15 være klar til afgang, hvor jeg så blev hentet og vi kørte ud til præsidentpaladset, så rummet, som også kaldes tronsalen, fik set sommerpaladset, som er kongens, hvor vi har fået et rum til at oprette vores "medical-point", samt snakket med de afghanske læger som jeg skal samarbejde med, fået set huset- som er megaflot, men tomt! OK! Så efter jeg har fået en del telefon numre, blandt andet for at afklare sikkerheden, for hvis der sker noget uventet ubehageligt går min sikkerhed frem for alt, således at jeg kan gennemføre min triage af de sårede uden at bekymre mig om min sikkerhed. Til det får jeg 50 soldater fra den amerikanske MARINES, så det behøver jeg da ikke være nervøs for! Efter afklaring af alle mine spørgsmål, blev der så gennemført en lille mascaløvelse for os, og jeg skal gennemføre triage sammen med en afghansk læge, det gik faktisk OK, men jeg dømmer noget hårdere end ham, blandt andet siger han rød hvor jeg så har sagt sort og så har de der står for transporten af de sårede taget gule og grønne før de røde, så det lærte de noget af!- Men indtrykket er at de tager det meget seriøs og alvorligt! Det skal nok gå!
Nu må tiden vise om vores forberedelser er nødvendige men jeg håber det ikke.
Tilbage igen 5 min før 13.00, hvor jeg havde aftalt at være her for at være med i ceremonien omkring vores døde soldat.
Mindehøjtidligeheden er i den tyske feltkirke, og CHefen holdt en kort tale om den afdøde, så sang vi en salme, så en kort bibeltekst, derefter en kort prædiken, så en salme-altid frejdigt når du går, så gik vi i procession efter kisten. Hele lejren stod æresparade på begge sider af vejen, ca 1000 mand. Jeg fældede tårer hele vejen ud til helikopteren. Jeg skulle flyve med til Bagram, for hvis amerikanerne ville have yderligere dokumeter kunne jeg udfylde dem, da jeg også var den der har udfærdiget den første dødsattest og i det hele taget taget mig af den afdøde.
Så fløj vi afsted, turen var lige så smuk som sidst, men man oplevede det ikke på samme måde, stemningen var trykket, og støjen gjorde det umuligt at tale sammen. Det var godt at jeg tog med , da amerikanerne ville have en dødsattest på deres egen formular, så det fik vi ordnet med det samme, så nu er han på vej hjem! Med en kammarat, som har været tættest på ham.
Tilbage igen var der halvdødt i lejren og briefingen var gjort. Aftensmaden havde jeg taget inden så nu var der lidt tid før camp warehouses julemarket åbner. Det var meget hyggeligt og koldt. Vi fik dansk æbleskiver, fransk crepe, spansk sangria, tysk varm chokolade med wiskey, så jo der var lidt for ganen.
Nu rinegt hjem og skriver og så gæt engang-
rigtigt i seng.

Fredag:
Normal opstart. Formiddagen går med at hjælpe UN, da deres døde medarbejder i dag skal flyves til Paris, men da liget er frossen i en stilling, således at den ikke passer ind i kisten, bliver hele arrangementet aflyst til han er tøet så meget op at kan passe kisten. Meget underligt at være med til sådan noget. Det var så mærkligt at man kun kunne smile af det og så tage den derfra! Ok, han skal tøes op! Tingene blev aftalt. Så var der planlagt MASCAL-øvelse til senere, så jeg tog over for at vaske tøj, men nu lige da jeg var færdig og lagde mig et øjeblik ringer tetrapolen med melding om at delegation svenskere vil besøge og se hospitalet. Nå over at gøre det! Lige da jeg var færdig blev der meldt en skadet amerikaner med thoraxtraume, jeg har vgaten, så alt passer, dog samtigig med det udløses mascaløvelsen.Forventet skadede 25 styk med figuranter. En kontroløvelse af klinikken om vores orginasation virker efter hensigten. SÅ den reelle patient blev en del af mascaløvelsen. ALt gik bare skidegodt og ledelsen er ikke bare tilfreds men meget tilfreds. Der var nogle enkelte små detaljer uden for klinikken, som ikke fungerede så godt, men ingen grundlæggende fejl fra vores side, så jeg var bare pærestolt. OK, afsluttende var der så udmøntningen af øvelsen, så jeg var først færdig kl. 18.02. Tilbage igen i lejren, skal vi til at spise, men så bliver der kaldt på en læge, jeg hører det og løber! En mand, faldet, bløder. På vejen dertil får jeg forskelligartet informationer. Men jeg finder en egen død soldat! Helt uvirklig! Men OK, vi får hentet MP og kører tingene efter bogen! Undersøgelse af findestedet, dokumentation osv. Ligsyn efter de er færdige. Papirarbejde med udfærdigelse af dødsattest- på tysk. Ligesynet osv. SÅ kontakten til HOK, vagthavende stabslæge. Ingen umiddelbar kontakt! Så lægge besked. Tale med chefen og næstkommanderende. I seng ca 1.00. Blev vækket flere gang med informationer af NK, kl. 03.og 04 telefon fra Danmark til mig. Endelig ro derefter. Glad for at min forvagt ikke er belastet!!
Lørdag: Op kl. 05.45, gøre klar til at arrangere møde imellem NK og RCC mht arrangere transport hjemad for soldaten. Kl. 7.15 afkørsel til Bagram, medical meeting. Vi skal flyve derop. Godt møde og ja ikke særlig godt amerikansk mad. Nå lidt tid til PX, så jeg fik købt lidt som jeg manglede. Tilbage igen kl. 17.02. Straks hen for at stuegang. Der har i løbet af dagen ikke været noget videre, så dr. Bode, som har taget min bagvagt har haft det fredeligt. Jeg blev sat ind i dagens hændelser og der har ikke været nogle problemer. Lige få snakket af med folk, så tilbage igen for at skrive og lægge sidste hånd på dokumenterne. Til aftensmaden opdateret med dagens aftaler omkring vore afdøde. Ringe HOK mht evt prøver der skal tages! Ingen.OK. Så kan kisten forsegles, klar til afhentning. Ligpasset skal så oversættes til engelsk, osv. Ja, mange ting, som bare ikke er godt på tysk. Tilbage og får sikret at alle papirer nu er som de skal være. Endeligt færdigt. I dag er jeg ikke så gal som igår. I går først bare neutral, men så hen i mod sengetid blev jeg bare så gal på ham, hvorfor, er et sprøgsmål ikke kun jeg har stillet mig, men mange. Efter at min rolle nu er færdig, kan jeg gå til koncert. En dansk band er kommet, som egentligt skaulle have spillet i går men ikke gjorde det pga hændelsen i går. Så i dag spillede kopibandet U2 musik og det ganske godt efter sigende. Efter 20 gik jeg igen, for jeg er bare helt smædret her til aften. Nu har jeg pakket til i morgen, for det bliver igen meget specielt. Men det vil jeg fortælle om i morgen!
Sov godt!

Noprmal dag. MOrgenkonferance, morgenmad sammen, stuegang, som sædvanligt. I dag planlagt en operation nemlig hudtransplantation af drengen med elektrisk brandsår af bl. a. penis. For mig var der meget stille, i NFA var der meget stille og jeg var stadig træt, så jeg lagde mig lidt. Jeg blev vækket af Sannie, som spurgte hvornar vi skal være klar til aftalen med amerikanerne, hvor vi er inviteret til frokost og skydning. Det fik mig vækket og jeg var så frisk igen. En hurtig runde og så tilbage til dansk lejr for at være klar til afgang. Monty, den amerikaner jeg primær har kontakt til, kom til aftalt tid. Lejren hedder Camp Watan, lige overfor ved siden af ANA campen, som er lige på den anden side af camp Warehouse. Så vi spiste dejlig mad, kylling i sur sød sauce og gode ris til ikke som tyskernes, sammenkogte men med ukogt kerne uden smag. Jo helt absolut en god middag. SÅ ud at skyde, vi havde vores pistoler med og egen ammunition. Så vi fik skudt en hel del efter en god instruktion af skydeinstruktøren. Min træfning var den bedste af alle, indtil skydeinstruktøren kom i gang, mine var indenfor et mandarin størrelse hans inden for et ægs størrelse. Men jeg fik dog respekt af alle de andre samt amerikanerne for jeg var den bedste skytte. Lidt stolt var jeg nu!! Tilbage igen kørte jeg kort ud med franskmændene, for vi var inviteret til te hos Nazir og kone, hvor det tøj som var bestilt hos skrædderen var blevt afhentet. Og det var flot, men det må I se når jeg kommer hjem! Tilbage igen i lejren var det tid til stuegang, og en operation afventer aftenstiden, en engelsk soldat, som har spillet football, og brækket albuen ved overarmen, olekranion. Til stuegangen havde jeg taget farmors peberkager med , som er kommet i dag, og de vakte stor glæde hos såvel kollegaer og patienter. Så ville jeg tage tilbage til den danske lejr men bliver lige fanget af klinikchefen, som fortæller mig om hvad der skal ske på tirsdag, hvor president Kasai skal insættes i sit embede. Nå jeg får en helt bestemt central rolle, men mere om det til dagbogen når det er sket. Så gik jeg over for at spie en lille smule og bliver der fanget af G3SAN, som vil have møde med mig, så vi spiser først og så går vi op på stabsbygningen og holder møde, og det drejer sig om præcis det samme, nemlig hvad der skal ske den 7. 12. Ok, ingen nyhed men flere detaljer. Nå det bliver nogle travle dage for os også indenfor den medicinske sektor. Endelig fri, over at træne, det blev til 2x3km løb, for midtvejs fik jeg diarre, men kun en gang, så videre, derefter roning og ryg- og mave bøjninger, 80/75 styk. og afslutningsvis 35 armstrækkere. Så et dejligt bad for derefter skrive, ringe og seng!

Alt ved det normale. I dag har jeg brugt dagen på samtaler med forskellige folk, mest af alt med UN- medarbejdere, som har et lig liggende hos os, for at aftale hvordan det kommer videre. Masser af regler, dokumenter og betaling osv, som jeg ikke ved noget om, men det måtte jeg så finde en løsning på! Så har jeg i dag inviteret spanierne over til os til dansk frokostmad, som takket Thomas nu er kommet. Så jeg gik på jagt for at skffe noget piskefløde, men tyskerne er definitivt løbet tør for det, så jeg gik over til spaniolerne og fik det der. Så jeg fik serveret rugbrød, sønderjysk spegepølse, røget makrel, røget ål, currysild, marineret sild, og gravad laks. Til dessert lagkage og så julekonfekt med marcipan, nugat og nødder eller ckololade. Stor sucess. De havde så lidt tapas med, dvs lomo og jambo samt spnsk rødvin. Jo det var hyggeligt og lækkert!! Jeg inviterede så også Henrik og Sannie med til det. Desværre kunne hverken Pia eller Gunhild, Pia pga arbejdet og Gunhild fordi hun er indlagt. Tilbage igen på arbejdet efter at have taget opvasken, og så var der tid til de sidste samtaler omkring vores egen mascal-plan, således at også den nye kompagnichef kender lægernes organisation og har samme billede af organisationen som mig! Nu skulle vi være klar til den store MASCALøvelse på fredag! Så var det tid til stuegang og det var hurtigt klaret. Så tale det sidste med folk og folk med mig med at give informationer! Tilbage igen i den danske lejr tidligt! men ingen briefing, først senere, så jeg tog over for at spise, men det var nu ikke så spændende, så jeg blev hurtig færdig. Lige før briefing tid blev jeg så kaldt på arbejdet, en kroatisk delegation vil gerne se hospitalet, da de skal afgive en medic sektion til det tyske felthospital engang næste år. Nå det var da hurtigt overstået at vise ham rundt og give ham de nødvendige informationer. Igen tilbage fandt jeg Waheed, så vi aftalte at mødes 21.30. Det gav mig god tid til at terpe, så det gjorde jeg, men da tiden oprandt kom han ikke. ØV! Nå i stedet fik jeg hyggesnakket med de andre. Nu er det ringe hjem/ Thomas og skrive tid og så i seng. Fik fat i Thomas som er på vej til Tennesee, tro jeg nok. Han har lige været i Alabama. JA, han morer sig!
OK det var så historien for i dag!