Op som sædvanligt og alt rutine. Firmiddagen gik med de sædvanlige ting, morgenkonferance, stuegang og derefter en del papirarbejde, revidering af MASCALplanen efter feedbacken på sammensætningen af teamene. Og så kl. 11.30 skulle jeg have taget afsted med Dr. Cathelin i byen til middag, men han var først 1 time efter færdig, så jeg måtte ringe og melde det. I ventetiden på at han blev færdig med at operere tog jeg mig en lille lur og meget lidt at spise. Så blev det tid til at tage afsted, for dr. Cathelin var det første gang at komme ud at spise privat hos dem. Konen havde været i byen for at købe stoffer, nok til forskellige kjoler, stof her til en kjole koster ca 400 afghani (= divideret med 50-55), og at få det syet hos skrædder igen ca 400 afghani, så det fik vi også arrangeret. Dr. cathelin får også syet en lokal dragt. Vi fik noget god mad, meget smagfuld og masser af grøn te. Jo meget hyggeligt. Jeg får godt nok talt lidt dari, iblandet engelsk, når jeg ikke ved ordene, men stakkels dr. Cathelin bliver hægtet helt af når jeg gør det!! Så jeg gjorde det med måde. Tilbage igen var der patient til mig, barnet jeg havde set med brandsår af den ene arm, han hylede mere af skræk end af smerte. Jeg ved simpelthen ikke hvad forældrene siger til deres børn, men han var bare helt hysterisk! Jeg gjorde forbindskiftet hurtigt og kontant, så vi ingen kunne få ørenlyd. Efter jeg var færdig var stuegangen allerede gået, så jeg fik samlet mine stumper efter de sidste havde fået snakket færdig med mig om de sidste informationer, så jeg gik over, hentede mad og stillede i køkkenet. Motionstid! I dag løb 5 km 9.0 km/h på sort løbebånd, 10 roning, 80 rygbøjninger, 75 mave, 35 armstrækkere, så i bad, derefter spise og nu skrive og ringe, fik fat i Joachim som fortalte om sin karakterbog, og sin fysiktime. Nå nu vil jeg læse/terpe lidt dari!
Sov godt derhejmme!

Op til en regnvejrsdag, koldt, vådt og mørkt, som om vi er i Danmark. Men det klarede op ved middagstid og blev en anelse varmere. Her kan jorden, som er sten undergrund ikke tage væden, så alt bliver til mudder ovenpå stenene. I dag har jeg lavet alt muligt forskelligt, så som justere MASCALplanen efter de forslag der er kommet ind, at tale med forskellige vigtige personer, personale om forskellige problemer og andre småsager, men sådan at det rykker ved noget. Det eneste er at kvinden med de mange brandsår er blevet meget dårligt og vi har lagt behandlingsloft på hendes behandling. Hun har nu sepistisk chok og dermed er hun stærk i fare for at gå til.
Så blev det tid til at tage afsted til ALiabad hospitalet og vi, juniordr. kirurg og mig så 10 patienter og fik afgivet CT-scanningstider til dr. Pirzad. Tilbage igen i lejren var frokosten for længst overstået, så jeg spiste en bolle og fik en orangensaft.
I den tid hvor jeg har været væk var der sket følgende ting, et) kvinden på intensiv døde, 2) en død UN-medarbejder var blevet fundet, mistanke forgiftning, men han kunne også fejle helt banale ting. Nu flyves han til obduktion i Tyskland. Vi har taget noget urin og noget blod fra til undersøgelse. Så var det igen en UN-medarbejder som også var med ved gidslerne, og i dag har jeg fået papirer der omhandlede dem, så det var jo heldigt, så kunne jeg aflevere dem til ham.
Til aftensmad gav det så kogte pølser, sauerkraut og kartoffler. Det var vi flere om at synes at det ikke lige var sgaen, så vi gik over at bestille pizza, og DET havde flere end os også fundet på!!!! Kæmpekø foran pizzaskranken!! Nå det tog 2 timer at få vores pizza, men godt smagte de nu alligevel! SÅ blev der tid til darilæsning, så jeg fik terpet en del, så jeg regner med at kunne komme videre i morgen. Nu har jeg snakket med Thomas i USA og efter skrivning tror jeg det hedder seng!
Tidligt men dejligt. Nå ja, i dag har vi hængt pakkekalenderen op i messeteltet og det er blevet til mange gaver!!

Sove længe, men 7.50 så kunne jeg ikke sove mere. OP. Fælles morgenmad, hygeligt som altid. Gudstjenesten, i dag afholdt af vores sædvanlige præst, Flemming, med en tekst som normal høres til palmesøndag og med tilhørende prædiken. Så var det jo rengøringens dag, men også tid til den store nedbrydning af lejren, fordi vi skal snart flytte i containere i stedet for at bo i skimmelbefængte telte. Så der skal jo ryddes pladsen for de nye containere, og det er hårdt slid og en masse skidt og snavs og støv. Men jeg glæder mig til at bo i de nye containere. Så blev det tid til katholsk messe og derefter var der lidt tid til at rydde op og igen at hjælpe til ved den store oprydning. Kl. 13.00 alm arbejdstid. Dagen bød på en del administrativt så som at lægge vagtplaner for kirurgerne og for almen medicinerne. Stuegangen kl. 17.00 tog en del tid da det er den eneste i dag. Desuden er der også nogle sprogproblemer med stationslægen, dvs den læge der har ansvaret for plejen, for hun forstår ikke så godt engelsk og er meget usikker i sin lægegerneing, så for at afhjælpe de fejl det forårsager har plejepersonalet foreslået nogle forbedringer og ændringer i ordinationspraksisen. Nu må vi se om det hjælper. Så blev der igen en rundvisning af hopsitalet, som jeg skulle forestå, da vores nye militære klinikchef ikke er helt inde i alt på hospitalet endnu. Derefter blev der lidt tid til dari, hvor vi fik gennemgået de sidste øvelser og jeg blev hørt i ordlisten. Nå det gik sådan nogenlunde! Ikke så godt som jeg havde troet! Det må jeg se at få gjort bedre. Tilbage igen i den danske lejr efter at have hentet aftensmaden, skifte og så blev det tid til sport: Efter 3 km slog lynet ned i mig, for der skulle vist være et møde kl. 19.00! Jeg fik ringet og ja det var der, shit! nå over til stabsbygningen med sveden løbende ned ad panden i sporttøjet, men det blev taget med ophøjet ro, og mødet var hurtigt overstået! Tilbage igen, ikke mere løb, som var hele 3 km til en hastighed på 9,2 km/h, men roning, 10 min, styrke 10 så det blev til 1,87 km. Så mave- og rygtræning hhv 75/60. Til sidst armstrækkere 25 styk, dog stadig på knæ. Så i bad, dejligt. Hurtigt tilbage og spise aftensmad og læse dari, så være klar kl. 21.30, hvor jeg har aftalt at mødes med Waheed, men han dukkede ikke op. Til gengæld hørte jeg så at en af vores er kommet til skade, faldet og slået tanden ud og fået hjernerystelse. Kl. er blevet mange her, så jeg venter med at besøge vedkomne i morgen, når vi nu alligevel går stuegang, så kan jeg jo tidsnok høre historien! Nu efter at skrive vil jeg ringe hjem for at høre hvordan ungerne har forbragt 1. advent. Jeg håber I alle derhjemme får fejret efter alle kunstens regler, her har vi haft juleklip, juletræ, æbleskiver og gløgg.
:-) Om aftenen blev der så vist et afsnit af Matador. Jo vi er nu meget danske hernede!!!

Hej allesammen, ved I at der nu kun er to måneder tilbage før jeg er hjemme igen!! Tiden er bare gået hurtigt!!!!
I dag startede dagen som altid. Jeg skiftede forbindingen på den brandsårspatient, kvinden. Det så væsentligt bedre ud end sidst! Så var det tid til at køre afsted til medical meeting i dag på KIA, hos den franske role 1. Der var emner, så som tuberculose tilfældet portugiserne havde, KIA´s mascalplan, ascaris- en parasit/en orm, som mange lokale har, og så var der tid til at se den spanske medevac helikopter. Derefter var der fransk mad, i dag en bøf med brasede kartoffler, og så salat og dertil vand, dessert en ckokodessert. Ganske OK. Tilbage igen var der fredeligt og jeg tog mig en lille lur på en 3/4. Jeg sov ikke helt dybt, men nok til være frisk i aften. Så kom en fra UN, som afhentede de sidste blodprøveresultater fra de frigivne gidlser. Jeg fik mig en hyggesnak og vi drak en kop kaffe! Så tilbage igen på sygehuset var der tid til stuegang. Der er kommet en ekstra patient, en ven fra kongen, som tidligere var opereret for nekrotiserende panceatitis, som nu har abces i huden samt to fistler, som producerer fæces. Vi planlægger at operere ham i ro og mag på ondsdag, så indtil da vil vi få ham optimeret så godt som muligt. I dag blev der atter ikke tid til dari, ærgeligt. Nå så havde jeg en aftale med spanskmændende om flamenco, som der bliver undervist i hver lørdag lkl. 18.00, men i dag var det aflyst pga fest hos dem selv, så i stedet skulle jeg komme dertil. Nå så blev der jo god tid til at gå til messe kl. 19.00. Inden fik jeg givet 1 kg slik til adventstiden, samt pakkekalendergave til vores fælles gavekalender. Jo efter messen gik jeg så over til spaniolerne, hvor jeg så mødte amerikanerne fra campen overfor camp warehouse, fik mødt flamencolæreren, og fik mødt Dr. Wachter. Jo- så der var mange at snakke med, så senere så jeg så Nacho også. Der blev danset meget, og hvor er det dejligt at finde en der kan føre!! Jo så jeg var på, og vi ryddede gulvet, når jeg dansede med flamencolæreren. Det var bare kanonsjovt!
Nu er kl. mange, og jeg har bagvagten, så jeg håber der er ro i nat!
I dag fik jeg snakket med Jacob, og han har stadigvæk ikke fået sit kørekort, meget mærkligt!!! For han har ikke fået tid til selve køreprøven! Nå Thomas er afsted til USA, så ungerne klarer sig selv med hjælp fra farmor. De er ved godt mod, så det er jo dejligt at høre.
Kan I nu allesammen sove godt!

Torsdag, faktisk en meget travl dag, specielt for mig. Dagen gik med specielt introducering af vores egen mascalplan, både når den kører som bluelight charlie og som egentlig maskal. Ikke kun for den militære leder, dr. Wachter men også snak og møde med LSO, dr. Diller (:-)) Ja han hedder på den måde, og første gang jeg hørte hans navn faldt jeg om af grin! Nå, først skulle jeg som sædvanli afholde morgenkonferancen, hvor vi også havde nye i blandt os. Efter morgenfordboldt og et godt grin, over at spise morgenmad for derefter at gå stuegang. Lige derefter skiftning af kvinden med forbrændingerne. Så gennemdiskutere mascalplanen med ænæstesiens chef. Senere samme eftermiddag fremlæggelse af planen for alle læger. Det skabte store diskussioner, så det må jeg kigge lidt nærmere på. Så kom dagens store begivenhed, fire af os damer skal til afghansk bryllup, og det var både specielt og meget hyggeligt. For det første var der ca 500 mennesker, fordelt mellem mænd og  så kvinder/børn, opdelt, så kvinderne er for sig og mændene for sig, men ikke helt, da nogle enkelte mænd var hos damerne. Der var nogle enkelte udenlandske med, og der var enhel del afghnske kvinder og børn der kunne engelsk. Efter en time kom bruden, men gik efter ca 30 min, for at spise i en mindre kreds, imens fik alle en god middag bestående af ris, kylling, spinat og så nudler og brød og fårekød.Til efterret en meget sød mælkebudding. Meget delikat. Dertil cola eller også vand fra hanen.Derefter blev der spillet op til dans med afghansk østerlandsk musik. Først dansede herrerne siden damerne, men uden at blande kønnene. Sent kom bruden igen og man kunne så tage billeder af en selv med brudeparret. Han var ca 30-35 og hun 24 år gammel. De kom fra en uddannet familie og efter afghanske forhold rig familie. Jeg fik taget en masse billeder og småvideoer. Så blev vi hentet kl. 22.00 og vi var i egen seng ved 23.00.
Fredag: Igen en travl dag. I løbet af aftenen igår havde vi fået to afghanske drenge, den ene 80% forbrændt med 2.+3. grads forbeænding og den anden med 20 % 2. grads forbrænding. Fader er langvejs fra og fattig. I dag måtte jeg så arrangere at få vores intensiv kapacitet fri igen, og det blev en større snak med både G3SAN, LSO og intensiv samt mig. For at have besat vores , godt nok opvågningen, som behandles intensiv med afghanere, så holder intensiv ikke til det i længden. Beslutningen blev at overflytte i dag til civil sygehus for børn. Vel vidende at den sværforbrændte højst sandsynligt ikke har de store overlevelseschancer, men man kan ikke kun overflytte ham uden den der reel har en chance, da faderen skal kunne pleje begge, og det kan han ikke ved at være to steder. Men jeg ved at de kan også hjælpe ham med de mindre forbrændninger på børnehospitalet, også med de små midler de har. Derefter havde jeg også andre patienter, hvoraf den ene var dreng med forbrændning af den ene arm, kun 1b-2 grads forbrænding, så han bliver behandlet som outpatient. Så så jeg min blindtarmsbetændelsemand, som er NL. Han havde det vældigt godt. Så der gik en glad mand. Så havde vi medical meeting, hvor vi hørte om food hyjeine og så var LSO der og talte om nogle forskellige punkter som var vigtige for ham, til sidst havde jeg et punkt, nemlig behandlingstrategi og startegi for hvilke patienttyper vi optager ved maingaten, så jeg var meget glad for at vi havde MEDEVAC talstærk repræsenteret. Jeg fik fortalte sammen med LSO, hvad der er vores opgave og i hvilken omfang vi kan behandle aghanske patienter, og nogle af kirurgerne er ikke helt enige men accepterer dog argumenterne for optag af patienter, og hvis vi optager nogle, som vi gør den første operation på, men ikke færdigbehandler, for så binder vi hele vore kapacitet, så at vi overflytter dem til civile hospitaler. Jeg tror det hjælper mig meget i min ubehagelige rolle som "overflytter". Nu håber jeg at sådan en dreng som igår slet ikke kommer ind til os. Men det med afstemning af patientindtaget er ikke færiddiskuteret, jeg skal nu også tale med RCC omkring hvilke patientkategorier der er mulige for at behandle. For at de læger der kører frem til maingate har en mulighed for at spørge os på hospitalet skal jeg så have en ekstra tetrapol og for at alle fra hopstalet kan få fat i mig har jeg nu min egen motorola, så nu er det fro alle de froskellige vigtige personer muligt at få fat på mig, når sådanne hændelser som i går, hvor jeg var til bryllup, at kunne få fat på mig, og spørge til råds. Nu får vi se om det afhjælper usikkerheden for de vagthavende.
Så efter aftenstuegangen var der nogle afsluttende samtaler med nogle enkelte og så gik jeg tilbage til den danske lejre for at smide min taske og gå til den franske lejr at spise fondue, dog synes det ikke var så vellykket, godt nok ostesauce, men en var brændt på, og det der skulle bruges var kun kartoffler og brød! Hmm, det kunne have været et bedre valg at have spist hos os selv for det var lasagne og tærte. Ja sådan kan det gå, men man kan jo ikke have held hver gang. Nu har jeg ringet og snart skrevet og så vil jeg drøne i seng.

Op som sædvanligt. Alt normalt, dog ved morgenappellen ser jeg en masse nye ansigter, alle dem der er kommet i går. Det er dejligt, så kan det jo være at vi får noget til at køre på sygehuset. Jeg får hilst på efterfølgerne af fru Kæmmere, som hedder Dr. Wachter. Han er tandlæge som grunduddannelse, og han virkede umiddelbar meget sympatisk og imødekommende. Det var dejligt. Så var sunshinebaren lukket, så vi holdt morgenkonferancen udenfor, og det var skidekoldt, så det var hurtigt overstået. På vej til morgenmaden, kom så Dr. Wachter og snakkede med mig og ville meget gerne være med ved stuegangen, og naturligvis fik han da lov til at være med. Efter morgenmaden og stuegangen viste jeg ham så igennem hospitalet, da han endnu ikke havde set det!!!! Jo så opstarten er gået rigtigt fint med ham. Så har jeg vagten 1 i dag. Og helt fra morgenstunden var der gang i den, så ambulatoriet som jo også er min opgave blev gjort af de andre. Først gennemgik jeg MASCAL-planen for de nye i NFA. Så kom en afghansk dame, som for 1½ uge blev forbrændt ved en gasulykke på halsen, nakken, maven og begge arme, uden at være opereret med fjernelse af al det døde forkullede hud!!! Hun var knastør, smertepåvirket og lugtede af infektion. Lige lidt efter kom en mand som var igår kommet ud for en arbejdsulykke, da han reparerede på en bil med en maskine, hvor den så faldt over ham og en roterende maskine flængede hans ansigt. Han var allerede blevt behandlet for sine sår på et andet hospital, hvor han var blevet syet. Han havde subcutan emfysem og røntgen viste medistinal emfysem, så han blev sendt på et andet sygehus til videre behandling på en chesthospital, da vores intensiv allerede er belagt med en amerikanerinde og skal huse den afghanske kvinde med forbrændingerne, når amerikaneren kan udskrives til sengeafdelingen.
Så gik vi igang med at fortage nekrektomia af kvinden, dvs først vaske hende i badekarret og så fjerne al den forkullede og døde hud. Det viste sig at være 25% forbrænding af 2.-3. grad. Færdig med det gik jeg over til den danske lejr og skrive rapport og mødeplan for næste uge, samt fordele det til bestilling af køretøjer for det.Så var det aftensstuegangstid og lige efter kom en 9 årig dreng, som var somnolent efter et fald hvor han kun slog hovedet. CT-scan viste ingen skade af storhjernen, men hjernestammen viser den ikke særlig tydeligt, og vi tror at der må være en læseion i denne region for hans reaktioner / opførsel og reflekser tyder på det. Men noget af de reflekser han har tyder på at han har en rimelig chance for at komme sig. hvis han får den rette pleje. Vi lod ham blive overflyttet til børnehospitalet til sondeernæring og iv. væske. Så jeg var først færdig kl. 19.00, så jeg gik over for at spise og så tilbage til den danske lejrefter at drengen var blevet hentet. Tilbage igen fik vi lige snakket om morgendages hændelse,men det vil jeg fortælle om i morgen. Så fik jeg terpe en lille smule dari og fik repeteret lektion 1 sammen med Waheed.Så et bad og nu vil jeg snart ringe hjem, så snart jeg er færdig med det her.
OK!
Sov godt!

Alt rutine og normalt indtil 1 min inden morgenappellen, hvor jeg pludselig bliver kaldt hutigt til NFA. Jeg ved ikke hvorfor. Da jeg kommer ind ad sidedøren spørger Helge, en af de meget rutinerede sygehjælper mig om, hvem de folk er der står ved indgangen, antyder at det muligvis kunne være UN og måske de frigivne gidsler. OK, jeg går hen til dem og JA det er dem! Hvor blev jeg glad, kun vidste jeg ikke hvilken af dem der var de frgivne, men alle tre af dem kunne gå, stå og tale. Alene det gjorde mig glad. OK, så var det jo "bare" at få arrangeret det vi tidligere havde planlagt, gøre et rum fri for patienter så de kunne få ro, få noget at spise og samle sig. Derefter samle det team af læger som skulle undersøge dem, så det gjorde jeg derefter. Så informerede jeg de to andre hvordan vi tidligere havde aftalt, da de nye læger jo ikke kender hele baggrundshistorien, så de blev indsat i den. Derefter blev de tre lægeundersøgt og fik konstanteret at ingen af dem krævede indlæggelse eller nogen form for kirurgi. Dog var de alle tre præget af deres lange tilfangetagelse og det psykiske pres de har været under. Et par timer kunne de gå herfra til et andet sikkert sted borte fra pressen. Jo det var dejligt at kunne give dem hjælp, også hvis det ikke krævede kirurgi.
Så var klokken blevet mange og jeg skal afsted til Aliabad hospital. Vi var der til tiden, for gangs skyld ikke for sent. Vi fik set på mange forskellige slags patienter og man mærker at ramandanen er over, for hospitalet var fyldt igen, så folk lå på gangen. Jeg fik set den unge mand efter udrømningen af det store subdurale hæmatom, han havde det godt og skal snart udskrives.
Tilbage igen væltede problemer sig op foran mig, som alle krævede indsat i dag: 1) ingen varmt vand til patienterne i deres badekontainer, og det skulle have været sådan i den sidste uge!!!- Nå over at tale med de rette folk og slå i bordet, for vores patienter skal bade i koldt vand og det er for dårligt, men det problem blev løst!! Så det var godt!
2) Dr. pellek, som var vagthavende igår blev sendt ud for at se til en af president Kaseis venner, som var blevet skudt i hovedet og benet. Først kunne de ikke finde ham, hvor han skulle befinde sig, så han kørte første gang forgæves, og da han var ved militaryhospiatl, de afghanske soldater fægtede lige lovligt meget rundt med deres våben, så han følte sig utryg. Næste gang han blev kaldt til samme hospital var det bedre organiseret, der var en til at vise ham fra porten til patienten, nu hvor patienten var kommet. Han var allerede blevet opereret, og det var "kun" en overfladisk hovedsår og et muskelsår i låret, som var gået udenom knogle og karrene. Skideheldigt! Det var så ikke nødvandigt at forflyttet ham til os. SÅ fik han tilset to andre som også var blevt skudt på ved samme overfald, og begge to var også sluppet heldigt og var allerede opereret og stabile. Men jeg skulle lige få det på det rne med G3SAN, den officer, som har udsendt lægen, for jeg mener at det skal være sikkert for at tage ud! Og det skal der sørges for. I dag var så den gamle og den nye G3SAN der så de fik begge hørt om problemet, samt at RCC jo ikke mere er bemandet med en læge mere!! Det kan nemlig også give problemer.
3) Så var der en del patienter, hvor der ikke var handlet effektivt i dag, så det gjorde jeg ind imellem, fik udskrevet babyen med diare, som nu var frisk og pludrede og grinede og så er der ingen grund til at de er hos os mere. Så vores norske soldatin, som nu var belvet endnu bedre og ikke så ondt i ryggen mere, så hun belv også udskrevet til kærlig pleje hos sig selv og sine kammarater og så til ambulant behandling hos fysioterapeuten.
Midt i det hele var jeg bare så træt at der blev lige en 30 min tid på øjet, og jeg sov!!!
Jo efter aftensstuegangen blev der lige tid til 15 min dari, så jeg fik gennemgået mine øvelser, dog mangeler jeg stadig 3 øvelser og så terpe ordene fra lektion 13.
I dag havde jeg så planlagt at marchere med Hanne, men hun kunne ikke i dag pga et møde. Så jeg gik over at spise aftensmad og så kunne jeg tale med Gunhild, som har store problemer med at blive anerkendt for sin kunnen af den tyske leder af laboratoriet. Det må jeg så tage fat på i morgen!
Nu har jeg så skrevet et brev ´for Dr. Mirwais, for at hjælpe ham til et scholarship i England. Det må jeg så få sendt i morgen.
Nu har jeg chekket mailen og nu skrevet, så jeg kan bruge resten af aftenen på at terpe dari, så jeg kan komme videre i morgen.
Kan I have det godt og hygge jer i aften, jeg vil terpe og lytte til lidt musik, min egen.

Op kl. 6.15, ikke helt udsovet da jeg først kom i seng kl. 24.30, efter jeg havde pakket min taske for i morgen og ryddet lidt op på i min buf. Jeg var også faldet i snak med Henrik, den nye anæstesilæge, jo og så var kl. pludselig bare mange. Nå jeg kunne godt mærke at jeg ikke var kommet i tide i seng. I dag er der kommet rigtig mange nye til felthospitalet. Så kom ærkebispoppen, den evangeliske forbi. Kl. 9.30 var der afgang til  militaryhospitalet. Jeg prøvede at komme i kontakt med dr. Mirwais, men han svarede ikke, så jeg troede at han allerede var på ferie i Indien. I dag havde jeg så dr. Cathelin med mig, og han fik hilst på de læger som jeg nu har samarbejde med, ved slutningen af konsultationen kom dr. Mirwais så, og dr Cathelin blev rigtig glad for se ham igen.
Tilbage igen gik jeg entur igennem hospitalet. Kongen var hos intern medicineren til et chek op. Ham fik jeg lige hilst på. Så det var nu meget hyggeligt. Så over at spise, og så være klar til møde med vores egen chef og en afghansk læge, som vil opbygge en mobil medical care unit i Nordafghanistan. Et godt forslag som kræver de rigtige kontakter og de rigtige penge, så vi vil sørge for at skaffe kontakten. Mit under dette møde blev jeg så forstyrret, for præsidents ven er blevet skudt i benet og formentligt i hovedet, så jeg fik sendt dr. Pellek afsted for at se ham og vurdere om der er noget at gøre for os.
Tids nok tilbage til stuegangen. Patienterne har det godt, og der lægges plan for at den norske soldat kan udskrives. Min blindtarmsbetændelsesmand har endnu ikke haft funktion af maven, så vi må give ham lidt hjælp. Pigen med det hængende øjenlåg, som nu er blevet korrigeret,  kan også udskrives snart. Så blev der lidt tid til dari, men lige kommet i gang, et nyt problem: der er ingen AvD, dvs almen læge von Dienst, så jeg måtte finde en af de læger der deles om den vagt. Den læge der skulle have den er nemlig først i dag kommet ind, noget senere end planlagt, så først fandt jeg øre-næse-halslægen, men kan blev temmelig sur over at jeg ville have ham til at atge vagten, så jeg fandt dermatologen og hun havde intet i mod at tage vagten. Nu får vi se hvem det så endte med at blive!
Tilbage i den danske camp smide tasken og så går over for at hente mad. Stille i vore egen køkken og så over at dyrke sport: det blev til løb i en time, kun 8 km på det sorte løbebånd på en hastighed på 8,6km/t og en del gåpauser. Så ro i 5 min, og 75/75 mave+rygbøjninger, 30 armstrækkere, dog på knæ. Så ringede jeg til Waheed for at høre om han har tid i dag, men han skal sige farvel til en ven, så vi hopper over i aften, til gengæld kunne jeg så komme i bad og spise aftensmad. Derefter sad jeg lidt og småsnakkede med chefen.
Nu efter at have ringet og skrevet vil jeg udnytte tiden til at kigge meget lidt på dari og så se at komme i seng, hvis man ellers kan sove for larmende irere, som står foran messen, da det er ikke-rygerdag i dag.
Hyg Jer!

Søndag - sove længe dag, helt til kl. 8.00, men et kvarter før vågnede jeg og kunne dog ikke sove mere. Ok, op og være klar til morgenmad. Derefter gøre rent og så til gudstjenesten, i dag igen vikarpræsten, som talte om at finde værdien i hvert menneske, så det ikke blev lige meget. Hm, respekt for den enkelte, det er noget jeg jo altid prøver at gøre, og jeg bliver irriteret og gal på dem der ikke har den samme indstilling til deres medmennesker. Jeg kan kun prøve at være et godt forbillede. Så troede jeg at der var tysk messe kl. 11.00, men nej det var rykket til kl. 20.00, da den tyske evangeliske miltær ærkebiskop kommer, men på det tidspunkt har jeg en anden aftale. Så tilbage igen til den danske lejr, for i dag kommer der en skrædder, som tager mål til jakkesæt til drengene, men vi piger har nu også bestilt et pænt sæt tøj, og jeg har fået ham til at sy min flamencokjole ind. Det bliver spændende at se hvordan den så sidder. Alle andre så så kjolen og de var vildt begejstret og bad om et flamenconummer til jul, så nu kan jeg ikke længere sige nej! ØV, for så god er jeg nu ikke til at jeg selv kan koerografere et nummer, men jeg må lade mig et eller andet falde ind. Kl.. 13.00 er så tysk appel og derefter middagskonferance. Da jeg selv har jhaft vagten og der kun var den ene mand med blindtarmsbetændelse, så var der jo ikke så meget at fortælle. De andre havde lige så lidt at gøre/lave. Så gik jeg en lille runde på sygehuset for at chekke om alle patienter havde det godt, og det havde de. Kl. 14.00 havde så spanskerne inviteret til takkemiddag med paella og tappas dertil spansk rødvin. Igen blev dr. Grell og jeg takket for vores indsats. Og så var der god mad, og jeg havde sparet sulten til denne middag. HMM.Jeg følte mig tilbage til Spanien på ferien. Solen skinnede og det var behageligt varmt, i hvert fald til kl. 15.00, hvor det så blev overdiset/skyet og dermed hurtigere koldt. Derefter tilbage igen på sygehuset, hvor jeg for dem der skal rejse i morgen har bagt en dansk lagkage, som blev rost meget, for den var simpel: lagkagebunde, vanillekagecrem og flødeskum uden sukker med hakket chokolade over. Jo den kom godt an hos mine kollegaer. Så var der igen en med diskusprolaps med neurologisk udfald, nu en ung tysk soldat, 25 år gammel, men lidt overvægtig og muskuløs. Det betyder at jeg igen arragerede repartiering. Stuegang kl. 17.00 tog lidt tid, vores norske soldatin med rygsmerter havde nu fået konstateret en blødning i den ene rygnmuskel, som årsag til blødningen. Vores amerikanske mand havde det godt efter brokoperationen, min blindtarmsmand, belgier havde det rigtigt fint, så vores afghanske drengs sår går også bedre og i dag fik jeg snakket med psykiateren om ham så han måske kan komme lidt videre med ham. Så var der kommet den lille pige med ptose, et hængende øjenblåg, som øjenlægen har operet for et stykke tid siden, som nu var ophelet, men korrektionen har været lidt for meget, så hun sov med lidt åbent øje. Planen er at korrigere lidt tilbage, så hun kan lukke sit øje helt. Så skal der komme en afghansk mand i morgen med en fedtknude, stor, ved nakken til operation i morgen. Nu får vi se om han kommer. Efter stuegangen gik jeg så sammen med neurolgen op til RCC for at arrangere detaljerne omkring repatrieringen af tyskeren.Så tilbage igen til den danske lejr, hvor jeg havde aftalt med Hanne at gå 10 med 5 kg oppakning, for at træne til DANCON marchen, men hun havde dobbeltbooket sig selv, så hun kunne ikke. Nå så ville jeg spise min reste tappas, men fordi der i dag i den tyske køkken er knödel med sålelæder, så har der været raid i vores eget køkken med det resultat at min mad var blevet spist og resterne smidt ud, da jeg havde glemt at skrive mit navn på maden. STORT ØV-ØV! Nå så har jeg da lært det!!!! Altså at skrive navn på den mad jeg forventer selv at spise!!! I stedet for blev det til en nutellamad. Så blev der tid til at terpe dari, og det blev der til cd-man musik med Celine Dion og Safriduo. Det var enormt dejligt at høre min egen musik for som regel kører der altid musik i lejren, men sjældent det jeg kan lide. Nå så alt var glemt om den messe kl. 20.00, til gengæld fik jeg læst meget og dermed klar til at blive hørt kl. 21.00 med Waheed, og det helt til kl. 23.00. Så nu efter at have snakket med Thomas og skrevet er jeg grydeklar til sengen. Kan I sove godt for det gør jeg!!!!

Morgenen som sædvanligt. Jeg har vagt, CvD 1, så lige inden stuegangen kl. 8.20 fik jeg en patient, som har været udsat for en trafikulykke igår, havde været på Aliabad hospital, hvor de havde forsørget sårene han havde, det meste overfladisk, men han havde været bevidstløs ad to gange, først nogle timer så vågnede op og kastede op og så bevidstløs igen. Her til morgen var han vågen og havde stærk hovedpine og syntes ikke han fik den rette behandling, hvorfor han kom til os. Det med sårene så ikke så pænt ud, de var ikke vakset så godt, så det fik vi gjort og vaccineret ham for tetanus, men da han havde været bevidstløs så længe vurderede jeg, at en CT af hjernen ville være på sin plads, og det viste et kæmpestort subduralt hæmatom, som trykkede så meget at den forskubbede hjernen mod den modsatte side. Så jeg ringede til dr. Pirzad og berettede om ham, og fik ham overtalt til at tage tilbage til ALiabad hospitalet for at blive opereret. Venne der var med ringede senere samme dag og takkede for min hjælp, da hans ven nu havde det godt igen. Så var det tid at se til de patienter som jeg ikke havde set til stuegangen til morgen og jeg fik snakket lidt med vores norske soldat, som havde det meget bedre. Pludselig var kl. mange og jeg skal til surgical theatre meeting, i dag på KIA hos spanierne, men de havde bedt beligierne om hjælp til lokalet. Mødet omhandlede forskellige emner, erfaringer fra Ungarn i mascal situationer, og andre emner af samme karakter. Bagefter var der spisning på KIA, hvis kantine bliver drevet af supreme, et udmærket udvalg og det smager godt!!!!
Så var der tid til en lille tur i deres PX (lille skop, drevet af militæret) og en cappucino og en is før turen gik hjemad. Tilbage igen blev jeg straks bedt om stille operationsindikation på en belgisk soldat med mavesmerter, men det var meget nemt, han havde alle kliniske tegn på blindtarmsbetændelse, så det var gjort på 4 min. En halv time senere lå han på operationsbordet og jeg (:-) operede. Det var godt igen at have opereret. Og hans blindtarm var syg, inflammeret, ødematøs og med begyndende pudsansamling omkring, men ikke perforeret. Godt at have "magiske" hænder. Færdige i tide til aftenstuegangen, som var rimeligt hurtigt, men der skulle gennemdiskuteres lidt ved den ene patient om den videre behandling. Jo og så har der ikke været tid til dari hele dagen, så Safi gav mig fri. Hurtigt tilbage og smide frag-vesten og hjelm og alt det andet grej på sengen og så over at hente mad i cafeteriaet og stille det i vores egen køkken til senere. Så klæde om, for efter briefingen at gå over for at motionere. I dag blev det så til 30 min, hvor jeg løb 3 km til en hastighed på 9,3km/h med elevation på 0,4% og roede 1 km ved styrke 10 og under 2,4 min/500m. Så tilbage igen, klæde om og gå over til "den feuchte Patron", til Mahnud for at læse den nye bog med ham, og vi fik læst kapitel 1+2, så det var godt jeg tidligere havde gennemgået det med Waheed, for jeg blev hørt i ordene samt fik diktat. Nu skal han afsted på ferie de næste to uger, så hjemmeopgave er lektion 1-5, inklusiv. Nå det er i hvert rigeligt at tage sig af indtil han kommer tilbage. Så kl. 21.00 havde jeg aftalt at mødes med Waheed, men han dukkede ikke op, så jeg gik i bad og spiste aftensmad. Nu har jeg lige ringet hjem, men Thomas tager ikke telefonen, så jeg skirver og så må vi se om jeg har overskud til at læse mere elller om jeg går i seng. Trods alt har jeg vagten.
Sov godt.

Torsdag: nu hvor jeg skriver det fredag, føler jeg at det allerede er lang tid siden, og man har en fornemmelse at man allerede har glemt meget af det der er sket i går. Nå jeg forsøger at rekonstruere dagen i går.
Der er larm i teltet tidligt for Peter skal hjem i dag. Han har også 40 års fødselsdag, så der blev sunget fødeslesdagsamg til morgen. Men jeg er ikke frivilligt et morgenmenneske, men står dog så tidligt op at jeg kan nå at sige farvel. Så over at arbejde. Dagen er en meget underlig dag, med masser af forskellige ting/beslutninger og småsager. Den dag kom så også den nye læge Henrik, anæstesilæge. Sød noget stille fyr, men jeg håber han liver lidt op når han har været her lidt. Så er der en masse bøvl på sygehuset pga ombygningen som nu har taget godt fat. Den dag kom en portugiser med åben lungetuberkulose, en af egen række, men det betød så igen desinfiektion af de steder hvor han var. Så er der kommet nogle få der skal overtage efter det tyske hold nu, men rent mandmæssig var der en trdjedel styrke ved morgenappellen. Meget mærkligt. Så kom der en hel del småskader ind i skadestuen. Det der berørte mig mest var, at da nu vores operationskapacitet er 0 =ingenting, ikke muligt, da det hele er ved at blive bygget om, så da vi fik en afghaner ind efter traffikuheld og ved CT-scanningen set at han har milt- og eller leverskade, så kunne vi redde ham her, men måtte gøre hvad vi kunne, give blod og væske og så overflytte ham til nærmeste sygehus der kunne!! Øv det ville have været så nemt at gøre det selv! Nå - jeg håber at vi ikke kommer ud for sådan en igen, hvor vi er tvunget at sende videre. Senere på dagen blev der lidt tid til dari, og Safi fik set den bog Mahmud har fundet til mig, men han vil dog helst fortsætte med den bog jeg har, så vi repetrede lektion 13. Til i morgen, dvs i dag så ordlisten og alle øvelser! Efter aftenstuegangen var der lidt administrative småsager men da der ikke var noget briefing til tiden, gik jeg over for at motionere. I dag blev det så til 3 km til en hastighed på 9,2 km/h, ro 1,5 km på styrke 10, 75 mavebøjninger og 60 ryghævninger. Så var tiden gået for kl. 19.30 havde røntgenlægen inviteret til pizza. Jeg kom kun 2 min for sent, men pizzaerne var heller ikke færdige endnu. De kom 15 min efter og hvor smager de godt. Kl. 21.00 havde jeg aftalt at mødes med Waheed, til darilektion, og jeg viste bogen til ham, den nye og han var vildt begejstret, så fluks blev lektion 1+2 gennemgået og skal kunne alle dialoger til i morgen. Nu er jeg i hvert fald på skideren, for så mange lektier ved jeg, jeg ikke kan gøre til een dag. Nå men vi må jo se hvad jeg kan nå, og så må det jo bare være det. Så et hurtigt bad og på hovedet i seng.
Fredag. Træt her til morgen, men alt ved det gamle. Der er kommet nye tyske læger, så vi hilste på 4 nye og så Henrik. Jo en større udskiftning. Så fik vi spillet lidt fodboldt og mit hold tabte, men pyt vi fik grinet og allerede for en af de nye brudt isen. Stuegangen var egentligt hurtigt overstået: 4 patienter: en med elektrisk forbrænding, vores formentlige toturoffer, to ISAF damer, en med wiplash, en med diarre. Så en tyrisk mand , som skal hjem i dag efter perforeret mavesår. Men så blev jeg opdateret hvad der bliver gjort i dag i ombygningens tegn, ingen funktionsdueligt operationsgang, delvis amputeret plejeafsnit og så delvis intensiv, hvor vi stadigvæk har den lille dreng efter fald fra taget med ARDS og duodenumperforation. Han var stabil skidt dårlig. Efter stuegangen blev jeg tilbage for at gennemgå patienten og lægge behandlingsplan sammen med anæstesisterne. Det er tyskerne ikke så vant til, så de synes det er godt jeg gør det. I dag skal han så til CT, for at finde ud af hvorfor han lungemæssig er så dårlig. I løbet af formiddagen kom så en norsk soldat ind med ondt i ryggen, men intet farligt, ingen diskusprolaps eller frakturer, så det er godt. Nu prøver vi med ro og sengeleje og ordentligt smertestillende. Desværre er vores kiropraktor taget hjem. Formiddagen gik så med at skrive næste uges møder og bestille køretøjer, samt sørge for undervisningslokale for eftermiddagens undervisning. Jeg fik kun siddet ned i 5-10 min og startet på mine lektier. Så kom svenskerne, som havde haft ansat en afghaner, som fik konstateret åben lungetuberkulose, så han spurgte om råd til hvordan folk skal undersøges og hvordan og med hvad der skal desinficeres, så det var jo dejligt at kunne give ham fuldt afprøvet rapport og henvise ham til de rigtige mennesker. Tilbage igen efter det fik jeg den næste nyhedsbombe: vores lille dreng på intensiv har åben tuberkulose, dermed faldt mange prikker på plads for mig, for hvorfor var han så dårlig. Men det giver en masse oprørthed og diskussion, for hvad skal vi gøre, at forlægge ham til civil sygehus, kan vi gøre men så dør han for ingen har børnerespiratorer. QAt behandle ham på sygehuset spærrer intensiv for så kan vi ikke behandle nogen anden ved siden af! Så noget rigtigt møj!!!! Vi tog en diskussion af LSO og intensiv og mig, og vi kom til det resultat at den bedste beslutning er at stoppe behandlingen og lade ham få en værdig stille død i sine faders arme. Efter beslutningen var accepteret af alle, gik jeg tilden næste møde. Det var hos RCC, hvor jeg fik opdateret deres sygehusliste over de afghanske sygehuse efter min sidst RECCE. Derefter var der uddannelsesmøde, hvor vi hørte om veterinæren i indsatsområde, hans opgaver. Det var meget spændende. Da vi kom tilbage fra det hørte jeg så at den lille dreng havde indhentet os og døde uden at vi havde stoppet nogetsomhelst 5 min efter at jeg var gået og lige inden faderen var kommet. Jeg havde håbet på en bedre måde, hvor faderen ligesom var med i processen, men nu er det sket på anden vis. Så fik vi desinficeret hele intensiv og alle de andre steder hvor han har været behandlet, og det udover vores ombygning og overdragelsesforretning til det nye hold. Stuegangen forløb uden ophidsende tildragelser. Aftenen gik med fælles god mad i den danske lejr og så måtte jeg så læse lektier, men jeg nåede hverken fugl eller fisk, men nok til at Waheed og mig kunne føre begyndende samtaler. Og det er positivt.
Nå ja så blev der ved aftensbriefingen oplæst et takkebrev fra spanierne for min indsats for den spanske sergant, som har det godt. Det var meget dejligt for mig og i det røde lys kunne man ikke se at jeg blev højrød i hovedet af glæde. Mange kom og roste mig for mit rygte ude i lejren er åbenbart meget godt. Folk er stolte over mig, det føles meget underligt at de siger det, men hvis jeg kan gøre det lige så godt for alle der under mine vinger er det det vigtigeste for mig. Men tak fra vores patienter derhjemme er jo sjældent set, så derfor er det ekstra skønt at man her værdsætter det vi gør på sygehuset.
OK det var så to meget forskellige dage fulde af op'per og ned'er i føleserne.
Sov godt!

I dag skal jeg ud at RECCE, dvs at jeg kører ud med CIMIC (civil-military cooperation) for at besøge diverse sygehuse af interesse. Skabe kontakt, tale med chefen om sygehusets kapacitet, så som sengepladser, lægebemandingen, specialiteter, kvinder/mænd/børn, intensiv kapacitet, skadestuevirksomhed =emergencyrooms. Det overraskende er at alle jeg har talt med af sygehuscheferne kunne tale engelsk, meget positivt og gør samtalen meget nemmere. Kun engang imellem blev tolken nødt til at præcisere på dari. Når man så er sammen med CIMIC, så kan man allerede opstarte oplysningsindsamlingen på den front også, så at de kan starte med at skaffe de ting de mangler på sygehuset. Så dobbelt positivt for de forskellige chefer.
Tilbage igen ved halv fire tiden og så tog jeg en runde for at høre hvad de andre har oplevet.
Specielt dem der ahr været på KIA og besøgt den spanske role 2 sygehus havde noget at berette. De havde set en lille pige med 50% grad 2-3 forbrænding, som lå på deres intensiv meget dårligt. Det der oprørte mest er at de slet ikke havde fjernet hendes nekroser men bare havde duppet hendes hud med noget desinficerende. frygteligt at se billederne. Nu kan jeg bedre forstå hvorfor de ikke er kommet videre med hende. Vi gør nu det at vi tilbyder vores assistance til hende, da vi har de nødvendige værktøjer for at afhøvle den døde nekrotiske hud af hende, således at hun kan blive mindre septisk. Nu får vi se.
Her til aften gav Peter så afskedsøl, da han skal hjem. Meget øv, for jeg synes han lige er kommet! Ligeså tager Dagmar og Sabine hjem, og det er med tungt hjerte. Til gengæld bliver der nogen nye at hilse velkommen i morgen. Ved samtalen kom det frem at Peter har et videoklip af mig fra mandag aften hvor jeg er helt opløst af grin, med andre ord tårerne løber ned ad kinden, præcis som I kender mig derhjemme. Som de andre siger: hvor er det herligt at se den kliniske direktor være mennesklig, som om jeg ikke er det til dagligt! Men de mener det bare som et kompliment. :-D
Og så har jeg kvajet mig i går, men først fundet ud af det i dag. Jeg har dobbeltbooket mig. Meget uheldigt at brænde en aftale. Det er ikke så godt, og jeg er sur på mig selv! Jeg må til at lære at huske at se i min kalender før jeg siger ja til noget andet. Alt andet er bare skidepinligt!!!
Nå i morgen må jeg hellere give en kvajebajer eller vin til den jeg har brændt af. Det var Mahmud, som har været så sød til at finde en alternativ daribog. En ældre distingveret herre, som er generalens landesagkyndige tolk. Så ekstra pinligt!
Nu efter jeg har skrevet færdig vil jeg lige ringe hjem.
Så sov godt!

Morgenen som sædvanligt. Pga ombygningen er operationsgangen lukket og intensiv samt plejen bliver nerørt af det også. Så vi burde slet ikke få andet ind end ISAF, men sådan er det ikke. Det betyder at jeg er indvolveret ved samtlige patienter vi får ind for at få dem overflyttet til andre sygehuse og til andre ISAF role 2 sygehuse. Selv egne kan vi kun operere, hvis vi har ryggen mod muren, for vi kan ikke sterilisere bakkerne igen bagefter, andre sterilisationapparater må ikke bruges da det ikke er tysk "standard". Det er bare til at brække sig over! Så vi står 7 kirurger uden arbejde, vi kan diagnosticere men ikke udføre arbejdet, og er tvungen til at lade andre gøre vores arbejde og selv klø os et vist sted. Dødsygt! Jeg håber at det er til alles bedste til sidst men lige nu er det bare for kedeligt. Specielt for mine kollegaer, for mig er der nok at tage fat på.
Lige pludseligt kommer Nacho, min spanske sygeplejerskeven, som kan tale engelsk og oversætter for sin læge. Hvis jeg har tid nu at komme til møde i stedet for i morgen til han øverstkommanderende. OK. Jeg har tid og tager med ham til hans øverstkommanderende, oberst. Der er også Oberstarzt Dr. Grell. Anledningen er at sige tak for min andel i repatrieringen af den spanske soldat med diskusprolaps. OK jeg havde det afgørende ord i den sag, men den måde de siger tak på er overvældende. De mener det fra hjertet og jeg får et våbenskjold og et krus med deres våbentegn og med påskriften: til tak. Jeg var dybt rørt. Desuden en officiel skrivelse der går til min chef som tak og anerkendelse af min indsat. Det sidste var så at blive inviteret til en middag med 40 andre efter vores valg til paella og tappas. Det skal ske på søndag. Igen en meget beægende dag. eftermiddagen gik meget fredeligere, og Pia har bagt kage, så jeg fik lige et styk med. Det var hyggeligt. Bagefter var jeg noget færdig, så jeg tog mig 40 min. på øjet.AFtensstuegangen var hurtigt gået. Så var der lidt tid til briefing og hyggesnak til en sodavand, inden vi skulle til franskmændene som havde inviteret til lækker aftensmad: tornado og ris med flåede store tomater_HMMM! Så tumlede jeg i seng veltilpas, glad og mæt.
Tirsdag: Op som altid, alt ved det gamle. Fredeligt. Også i dag er der rigeligt brug for mig, så jeg parkere mig i NFA, så jeg er tilgængeligt og i nærheden, og hver gang jeg var et sted har flere spurgt efter mig. Sådan er det bare. Igen en hel del patienter, som slet burde være kommet, men vi gør hvad vi kan. Vi har ingen instrumenter, der er sterile til at sy sår, så dem må vi gøre rene og lægge i sprit, derefter genbruge dem. Men OK hvis det er på den måde en dag mere, går det nok! Så var der ellers tid til at læse dari og en anden bog. Så jeg fik repeteret. Eftermiddagen gik med at terpe sammen med Safi, og så har Mahmod fundet en anden efter hans smag en bedre daribog:tysk-dari, så nu vil jeg kigge lidt på den, men den ser OK ud. Her i eftermiddag inviterede så Peter til pizza kl. 19.00. Så jeg skyndte mig efter arbejdet hurtigt over at lave noget sport, så det blev til 6 km løb og 1 km roning, 40 mavebøjninger og 10 ryg, før jeg blev nødt til skynde mig i bad for at være klar til pizza kl. 19.00. Jeg tog en af de gode flasker rødvin med som er tempereret, og det smagte bare dejligt. Jo, nu har jeg fået ringet hjem, men fik ikke fat i Thomas, men ved skrivningen af dagbogen loggede jeg på messenger og fik snakket med ham der. Godt der findes forskellige systemer. Ungerne fik jeg også ringet til og snakket med , så alt er vel derhjemme, sådan lidt kedeligt, men de har det godt. Nu efter at være fædig her vil jeg drikke en sodavnad og senerer kikke min mail igennem. SES.

Sove længe og stå op til fælles morgenmad, hyggeligt som altid. Rengøring med vaske tøj, støvsuge og vaske gulv samt tørre af. Jo også det skal jo gøres. Gudstjeneste med vores vikarpærst, som i dag talte over skabelsesberetningens betydning for os, at gud skabte himmelhvælvingen for at skabe rum til kærligheden, og at vores opgave er at give andre mulighed for at bruge deres hvælvning uden at indskrænke denne på deres bekostning for at vi selv kan have større rum. Jo en aldeles god tale.  Kl. 11.30 var vi så inviteret ud til amerikanerne som underviser ANA(afghanistans national army) i grundlæggende militære færdigheder, dvs deres rekrutter. De viste os rundt i deres lejr, som hedder Camp Watan, og vi fik frokost der, alt er bedre så længe det ikke er det tyske køkken. Vi blev så inviteret ud til at skyde sammen med dem på deres våben, og der er typer i blandt dem der vil være sjove for os at have prøvet. Nå vi ser om det er muligt at gøre i løbet af ugen. tilbage igen i den danske lejr gik jeg kort over på hopsitalet for at finde ud af hvad der er sket og om der har været nogle problemer, og alt var roligt og drengen er stabil dårlig, leversvigt, lungesvigt, sepsis, begyndende nyresvigt, nyopereret abdominalt. Jo ikke nogen gode kort på hånden, men lever uden inotropika (læs= ingen hjertesvigt). Så vi piger fra SANELM satte os sammen for at slkrive "blå bog", dvs at skrive sjove ting om hverandre til minde om vores mission. Det bliver samlet i en blå bog. Så vi hyggede os vældigt og fik grinet så meget så mine tårer løb. Kl. 17.00 tilbage igen for at gå stuegang, kun småproblemer, drengen uændret stabil dårlig. Behandlingsloftet er fastlagt, ingen genoplivning ved hjertestop. Tilbage igen i den danske lejr, hurtigt klæde om og lige lytte til aftensbriefingen, for lige bagefter at gå over til sportteltet. I dag løbe 3 km til hastighed 9,2 km/h, så ro 1.5 km til en styrke 10 og hastighed på 2.3min/500m. Og så være klar til fonduemiddag hos tyskerne kl. 19.30. Men lige først et bad. Middagen var bare dejligt og enormt hyggeligt. Jeg fik snakket svensk, tysk, engelsk og lyttet til spansk. Til afsked fik jeg en lille gave: tysk lægebaretmærke, tysk lægedistinktion og to små lægeslangemærker. Jeg var bare helt overvældet. Man har bare lyst at kunne give en gave tilbage,, men jeg har ingen lægemærker at give bort! Så jeg har bare brug for sådant til det fårmål. Nå så hvis I har sådant liggende, så må I gerne hjælpe mig! Jo en dejlig dag, hvor hyggen og det at gøre noget andet end arbejde var i højsædet. Dejligt!
Desuden fik jeg fat i Thomas og givet min udvidet bestillingsliste for den næste pakke. Jo nu vil jeg med god samvittighed gå i seng.

I dag har jeg vagten. Men der er også surgical meeting i Camp Invicta hos role 1 italjerne. Mødets indhold gik kun på Mascal planer, som er blevet justeret, så det spanske role 2 sygehus på KIA er med og flere af de forskellige interessenter er nu koblet på, så ingen glemmes i de store sammenhæng. Meget kedeligt men vigtigt. Bagefter mad i det italjenske køkken, OK mad, anderledes end det tyske, så det er velkommen, specielt når man tænker på at der i dag er EPAR(0tysk feltrationsdag)-dag. Tilbage igen hører jeg så at den lille dreng med "knæet" var blevet yderligere dårlig, så dårlig, og vi tror det er maven, den er gal med, at man har opereret ham idag, og man har fundet et hul i tolvfingertarmen. Meget mærkligt sted, da man ikke forventer at finde sådan noget hos en der kun er 9 eller 10 år gammel. Ved flytningen til transportbåren fik han hjertestop! Genoplivet og på intensiv så igen. Jeg tror at det må dreje sig om amssiv sepsis, dvs ægte blodforgiftning pga af tre ting: 1 lungebetændelse, 2 stærkt hævet knæ, 3 manipulation af en meget dilateret tarm, med overgang af tarmtoxiner i blodet. Så ved Echo så vi så også triscuspidalinsufficiens. Så vi ser om han overlever natten.
Så er det jo også tyskerens afskedspartyaften. Jeg holdt en lille tale, som alle syntes var rigtig god. Det blev jeg meget glad for.
Aftenen var så også den store trøste aften, da en fra NFA har lige fået at vide at hendes mor han brystkræft med metastaser, så hun var fuldtsændig knust over det. SÅ vores internistin Dagmar føler sig også frusteret fordi de tilstedeværende kirurger ikke har tacklet barnet godt nok og så bebrejdet hende for at genoplive drengen, da han jo "kun" er afghaner! Vores lille assistentlæge slog til igen med en uoverlagt kommentar. Hun er bare så vred, for hun synes at han bare ikke er egnet som menneske til at være læge, når han på den måde tager afstand fraog disrespekterer børns liv og retten til en god behandling. Jeg må jo give hende ret at det var ikke så godt. Jo igen en heftig dag. Men nu ser vi hvad natten bringer, jeg har vagten og man forsøger jo fortsat på at finde gidslerne.
Sov godt derhjemme. Jeg håber bare på at vores varmeanlæg holder til hele natten, da den ikke fungerede i nat, med det resultat at det bare var skidekoldt her til morgen!!!! SÅ ".." koldt! Thomas ville sige SÅ"........................." koldt. :-))

Lidt anderledes fredag, fordi tyskerne ikke har feltrationsdag i dag, den har de skubbet til i morgen, fordi i morgen er tyskernes store medaljedag og afskedsfestdag. Det bliver med blødende hjerte at skulle sige farvel til så mange på en gang. Så mange der har vundet min respekt og endnu flere der har en plads i mit hjerte. Men jeg glæder mig også til at hilse på nye ansigter med måske gå på mod og som ikke er udbrændte som nogen af dem. Formiddagen gik med de sædvanlige rutiner, men det er stadigvæk ramadan og fredag og hospitalet er under ombygning, tre grunde til en meget stille dag, så jeg blev så træt af at kede mig, at jeg tog min middagslur hen ad sen formiddag, så over at spise frokost. Til gengæld skete der så en del om eftermiddagen. Vi fik en afghaner ind, som har amerikansk pas med nekrotiserende pancreatitis, svær syg, som blev stabiliseret og fløjet til Bragram til amerikanerne.Det er jo en opgave jeg har taget mig af. Hans sandsynlighed for at overleve denne sygdom er meget lille. Så kom en dreng med underarmsbrud af begge underarmsknogler. Det blev sat på plads ved manipulation i en kort narkose og så gibset. Så var han ud af vagten igen. Så blev vores lille dreng på plejen dårlig, han havde fået en allergisk reation på penicillin, så vi skiftede antibiotika, så blev han også noget fjern, så vi foretog en CT scanning af hjernen af ham. Så vil vi koble den danske sygeplejerske på ham, for hun er frisk og vil sørge bedre for ham end tyskerne som mentalt allerede er hjemme. Så var klokken blevet fire, og det var undervisning: i dag var det orthopædkirurgen, den franske, som ville have en diskussion omkring vores behandling af lårbensbrud, strategi, komplikation, infektionsrisiko osv. osv. Mere så vi måske behandler mere ens, uanset om vi er franskmænd, litauer, ungarer, tysker eller dansker. Det var faktisk rigtigt godt at få gjort det. Så var der kort tid til stuegang, hvor vi har en ISAF med bihulebetændelse, en mandlige afghanere med lårbensbrud og så drengen fra igår med toturskaderne. I kvindeteltet har vi den lille afghanske dreng med knæskade efter fald fra taget. Så jo lidt men godt.
I dag har jeg fået to gaver: en fra spanierne, som bare var så glæde for min hjælp i går og forgårs, så de kom med 12 flasker rigtig god spansk vin. Så kom Therri La Fay, franskmanden med en æske småkager og slik fra Frankrig og hans baret med mærke til mig. Jeg var helt overvældet!
Aftenen var så afsat til sport, fælles aftensmad med forsvarschefen og hans følge. Og så har jeg en aftale med Michael, fra MEDEVAK, til at drikke et glas vin sammen. Sporten blev så til 2 km roning og 8 km løb ved en hastighed på mellem 8,4 og 8.8 km/h. Men så var klokken også så fremskreden at jeg skulle tilbage for at spise aftensmad. Maden var i dag: oksemørbradsbøf med flødekartoffler, til dessert ckokoladeis med frugtcocktail. Løber jeres tænder i vand, mine gjorde. Så var klokken mange nok til at jeg kunne tage over at bade, tids nok tilbage for at møde Michael. Det blev så en rundvisning i den danske lejr og så en cappy hhv. en øl. Vi aftalte at spise ude en aften sammen. Nu får vi se. Så kom i en god snak med Milde og kun fordi jeg skulle på det lille hus, kom jeg til også snakke med en fra MEDEVAK, som så spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme med ud på patrulje igen og evt også med ud at skyde, altså med de store "kanoner". Kan man sige nej, jeg ikke! Nå det må vi få organiseret i morgen.
Nu er klokken sengetid og at ringe hjem er gjort, fik fat i Joachim i dag, og fik en god snak med ham idag, som ikke kun bestod af : jeg har det fint, godt osv. Så nu må I have det godt for der er ved at formere sig en længere kø til computeren.

Intet er sket i løbet af skæbnensnatten. Der har bare været stille. I går nat festede leaveholdet til langt over 24.00, så jeg var bare smadret da jeg skulle tidligt op pga afgangen af den spanske soldat. Så jeg var allerede på hospitalet 6.40. Alt fungerede, tolken kom med, vores anæstesilæge kom med, så alt gik planmæssigt. Siden har jeg hørt at alt fungerede ved lufthavnen her i Kabul, med at transporten herfra til KIA ankom kun 5 min før flyet landede og de fløj med det samme igen. Det var en meget glædelig oplevelse. Så har der ellers været de almindelige morgenrutiner, kun med et morsomt islæt fra tysk tradition, da de i dag har "fshiondag" en slags fastelavn, så alle bar ved morgenappellen en røde plastiknæse. Så vores EO kunne heller ikke bevare masken og måtte grine sammen med os. SÅ lidt humor kan tyskerne nu godt have! Formiddagen gik hurtigt for vi havde en del patienter, en efter fald fra et tag, et barn, som så havde meget ondt i det ene ben, mistanke lårbensbrud over knæet, men ingen brud på røntgen, han har så et meget hævet knæ, men det han har er fnat, så han har fået behandling for det!!! Så en soldat der har brændt hånden, en mindre sag. Så kom dagens værste oplevelse, en 16 årig dreng med angiveligt el-ulykke for "9 måneder" siden af begge hænder, begge fødder og så penis!!!!!!- For det første tror alle ikke på den historie, det er et toturoffer, det er ikke 9 måneder siden med for nogle dage siden, behandlet på et eller andet sygehus eller klinik med forbindinger. Frygteligt!!! Det gør ondt helt ind i sjælen når man ser sådan noget. Hænderne var næsten helet, fødderne på dybe bløddelsdefekter helt op til og imellem fodknoglerne, og måske har han derudover også knoglebetændelse, men det må røntgen vise, det der var værst var hans penis!! Al hud var væk helt til svulmelegmerne. Urinrøret fungere endnu. Nu må heleingsprocessen vise om der er noget at redde, men måske kan vi ved hjælp af god hygjene og senere hudtransplantation skabe noget der ligner det det engang var. Og det mod en 16 årig dreng!!! Hvilken rædsel! Kort tid efter kom forsvarschefen General Helsø med flere for at se og få et indtryk af sygehuset. Så jeg havde ved morgenkonferancen meddelt det til vores "Spies", da fru Kæmmere ikke var tilstede. Og sikken en ballade!! Oh der skulle jo mindst være oberstlægen Dr. Grell, vores LSO vise rundt og det hele var jo politisk osv. Hun var godt nok sur!! Hold da helt op hvor er tyskere nogengange bare for meget, men efter jeg udtrykkeligt har sagt at jeg gør rundtvisningen på dansk og det måtte kun tage 15 min, indvilligede LSO i at møde op men ellers lade mig føre ordet. SÅ det viste sig at være en glimrende aftale, for det betød at generalen (4 store gule stjerner) kunne få svar på alle spørgsmål. Og han stillede gode interesserede spørgsmål til vores virke hernede og vores samarbejdspartnere i Kabul. Rundvisningen gik gnidningsfrit og jeg indtrog stort set alle os danskere på felthospitalet til det, så alle fik lejligheden til at føre ordet! Efter han var gået blev der stille på hospitalet igen og så var frokosten lige for døren, generalen spiste også i det tyske køkken og fik en smagsprøve på vores hårdt prøvede gane samt fik set en gigastor kø til maden. Så tilbage igen var der fredeligt og jeg fik indhentet lidt søvn fra i nat. Eftermiddagen  var fortsat fredeligt og jeg fik læst dari og fik læst højt fra min førsteklasses bog. Jeg fik set en af mine kvindelige patienter, som nu efter behandling nu kan være sammen med sin mand uden smerter, så hun var ovenud lykkelig og inviterede mig ud til middag hos dem. Nu skal jeg undersøge om det overhovedet er en mulighed for mig. Stuegangen bærer præg af vores neddroslede aktivitet. Det tyske byggeteam er ankommet og fra i morgen begynder ombygningen af op og stericentralen. Det hele skal ende med større intensivkapacitet med fire intensivsenge i containere og det er en fordobbling. Så tilbage i den danske lejr igen til briefingen for hurtigt derefter at gå til tysk Sankt Martinsfest med messe og fakkeloptag efter. Der var også indbudt til mad bagefter men jeg skulle være tilbage til foredrag med forsvarschefen. Det var OK, vi fik hørt hans status over de forskellige missioner, over forsvarsforliget og fik til sidst lov til at spørge frit fra leveren. Så var det egentligt meningen at jeg ville lave sport, men klokken var over 21, så jeg droppede det, fik spist aftensmad og så gået i bad, så jeg ikke igen kommer så sent i seng. Nu efter skrivningen ringe hjem og så evt. hyggesankke lidt. Nu får vi se.

Igen en stille opstart på dagen. Morgendagens fodboldspil var med Josse og mig mod franskmændene, og vi vandt. Spændende kamp. Så efter morgenmad stuegang, som hurtigt var overstået. Formiddagen gik meget stille, så jeg tog mig en god middagslur. Eftermiddagen tilgengæld bød på en spændende opgave: at finde ud af hvorfor en af spansk soldat har ondt i ryggen, så nærmest al smertestillende ingen effekt har på ham. Der skulle en CT scanning til at finde ud af det. Han har en spinalstenose og derudover fået diskusprolaps, med lammeles af venstre ben og meget stærke smerter til følge. Men han har endnu ikke cauda equinasyndrom. Så jeg var primus motor for at få ham repratrieret, dvs få ham føljet ud med henblik på operation, og det med spanierne som jo ikke er vandt til at skulle handle så hurtigt som der kræves, så jeg har talt de vægtige ord overfor de overordnede spanioler. Så alt flaskede sig og de tager så det tyske evakuationssystem, således at han er på operationsbordet i løbet af de næste 20 timer i Tyskland. Så jeg har gjort spaniolerne glade i dag, og jeg har glædet mig over den tyske effektivitet, når den nu kræves! Så jo selv jeg blev glad over det, at vide at systemet virker, hvis nogen af os skulle få brug for det! Nu vil jeg hurtigt ringe hjem og så gå og sove, for i nat er "destiny night" for muslimerne, dvs alt de gør denne nat giver 1000 gange mere gavn end ellers. Så hvis nigen prøver noget mod ISAF kan det være i nat, for så tæller det bedre for dem overfor ALLAH! Nu får vi se! Vi er jo altid klar til at modtage sårede med yderst kort varsel, dvs den tid det tager at tage tøj på og gå de få meter til hospitalet. OK! SOV godt derhjemme!

I dag skulle jeg have været til møde på military hospital, men pga sikkerhedsituationen skal vi overholde vehiclecode, som gør at der skal flere køretøjer ud og ledsage, og det var ikke til rådighed i dag. Derfor måtte jeg aflyse. Jeg havde ellers en hel del materiale til børnehospitalet, som ligger overfor militaryhospitalet. Nå så dagen blev brugt på at gå lidt rundt og snakke med folk på hosptalet og på at terpe dari, så i dag startede vi så med lektion 13. Her til aften har jeg så dyrket sport, løb 3 km til en hastighed på 9,1 og så gik 200m for derefter at løbe 2 km til 8,8km/h. Så gå 1 km med en elevation på 10%. Så 5x15 mave og 5x15 ryg bøjninger/hævninger, og 30 armstrækkere på knæ. Så hurtigt tilbage for darilektion med Waheed, hvor vi repeterede ordene fra lektion 8 til 12. Så aftalte vi til i morgen at gøre sætninger, da han var meget træt i dag pga arbejde hele natten og han kunne ikke falde i søvn i løbet af dagen. Efter det over at bade, så varme aftensmaden og hyggesnakke lidt i messen med de andre. Men NU efter at prøve at ringe til Thomas, ingen kontakt i dag, så skrive og så-GÆT En Gang!
Sov godt!

Mandag, tidligt op, dog som sædvanligt kl. 6.15.
Jeg går over 7.10-7.15 og spiser cornflakes sammen med folkene fra NFA, hvor også en del andre læger spiser med. Så appel kl. 7.30, og i dag efter morgenkonfrancen spillede jeg så mod dr.Cathelin i bordfodboldt, jeg vandt :-)).
Dagens operation er en dame med en tumor ved øjet, og øjenlægen skal operere. De andre patienter ved stuegangen er en med lårbensfraktur, som jeg jo har opereret, en med Parkinson, som skal hjem i dag. I dag var der få i ambulatoriet, så jeg blandede mig udenom, da der var rigeligt med læger dér. Så jeg gik over til NFA og læste lidt. Så kom RCC (rescue coodination centre) over for at informere mig om at de gidsler måske kom til os. Ja det ved vi jo godt, men TYSKERNE laver bare en OPSTAND og GÅR VILDT OP I det! UH HA, fri blodkapacitet, fri sengekapacitet, fri intensivkapacitet og jeg skal komme efter dig. Hvor åndsvagt. Vi er hle tiden parat til at kunne modtage tre svært tilskadekomne, men nej nu er der kommet ekstra fokus på vores felthospital, fordi hele verden kigger over mod Afghanistan. Det er bare fuldstændigt sygt overdrevet. Nå ellers gik tiden med at organisere nok folk til at komme til Bruderklinik, leishmanioseklinik. Det gik også uden at jeg blev nødt til at tage med. Så blev der ro og jeg kunne sove lidt, så jeg tog mig en lille middagslur og spiste frokost derefter. Eftermiddagen gik med at læse, men igen kom der en hel del samtaler og møder omkring hele vores beredskab. Til sidst blev det bare for meget og jeg gik til Fru Kæmmere, og hun havde INTET hørt. Blev hun lige gal. Så vi fortalte hende at vi havde formeret "damagecontrol-team" bestående af anæstesien, intern medicin, kirurg og psykiater. Og jeg tog desuden kontakten udadtil. Det kommer I nok til at høre nærmere om. Vi føler os parate til alle de udkom der kan tænkes. Så for mig er dagen bare fløjet med møder. Tilbage i den danske lejr, ville jeg gennemgå noget dari med Wahed og havde aftalt at mødes klokken otte, men blev igen kaldt til sygehuset, da nu FN udsendte er kommet og ville have informationer omkring vores kapacitet. Nå de fik de svar vi kunne give dem og det blev de glade for. Tilbage igen i den danske lejr var det blevet for sent til at have darilektion, så i stedet for at trepe dari, spillede jeg et terningspil med Peter, Sanni, vores nye sygeplejerske, vikarpræsten Andreas, Freitag, som er tysker fra anæstesien, og Gunhild, laboranten. Så det var bare kanonhyggeligt og vi fik grinet meget. Nu er kl. fremskeden så jeg har ringet til Thomas og fik fat i ham, og fik gode nyheder, at der er post på vej!! Så det glæder jeg mig bare rigtigt meget til. Nu når jeg færdig med at skrive hedder det på hovedet i seng.
Det bliver bare rigtigt koldt om natten, omkring frysepunktet og lidt under. Om dagen er det stadig omkring 20 grader og solskinsvejr. Så det er dejligt behageligt at sidde i solen, men luften er kold så man kan ikke længere smide tøjet. Men jeg er ikke til så meget solbaderi, men jeg nok aldrig været så brun som her.
Nå kan I sove godt.

Sove længe dag, men ved ottetiden havde alle andres vækure ringet op til flere gange! Nå op og gå over til felthus 8 for at tisse, børste tænder og vaske sig, da der nu er så koldt at vandet er frossen i vandhanen og der er is i vaskekummen og dermed for koldt at vaske sig ude. Men det tør så op i løbet af dagen.
Så er der fælles morgenmad, også det nu rykket indenfor pga kulden, trods det at det i løbet af formiddagen bliver varmere. Messen på sædvanlig tid men med afløserpræst på, som holdt en kort kontant prædiken om at guds rige eksisterer efter døden, at vi skal leve videre efter døden. Så fik jeg gjort rent, vasket gulv, vasket tøj og hængt op således at dagsvarmen kan tørre det. SÅ katolsk messe. Lige efter halvdelen kommer der en patient med lårbensbrud. En yngre mand, men min bagvagt kiggede på billederne således at jeg kunne forblive i kirketeltet. Så over at se hvad det er for en mand og hvad form for brud han har. Midtskaftsbrud, eneklt at gøre med extern fixatør. Så jeg bestemte at det skulle gøres efter kl. 13.30, dvs efter appellen og middagskonferancen, og ja det passede fint med at så havde alle spist frokost. Jeg aftalte med min forvagt, som i dag er dr.Pellek, og jeg er bagvagt, om at få lov til at operere under hans supervision, så HJERTEKIRURGEN har i dag opereret en EXTERN FIXATION AF ET LÅRBENSKNOGLEBRUD!!!!!!!! Skideskægt, men jeg skal da i hvert flad passe på når jeg kommer til hjertekirurgien, for her skal man da godt nok bruge kræfter!!! Det skal man i hvert fald ikke ved hjertet!!! Resultatet blev rigtigt godt!! Så jeg er bare riogtigt glad og det gav jeg så også udtryk for, så alle havde smil på læben når jeg lægger ud med at være glad! I dag kom så det nye team af franskmændene, inklusiv dr. Cathelin!! Jeg blev bare rigtig glad for at se ham igen! Så jo det har været en rigtig god dag på hospitalet. Så var der fredeligt indtil stuegangen, så jeg fik gennemgået og rettet mine øvelser til lektion 12, og dermed er den lektion færdigt. Nu skal jeg repetere min darilæsehæfte fra første klasse så jeg ikke glemmer skriftsproget. Tilbage i lejren tidligt, så jeg havde tid til både at hente mad og klæde om til sport før briefingen. Lige efter vil Waheed straks høre mig i lektion 1-7 og øve at formulere sætninger, og det tog 1½ time, meget længe, men jeg må nok sige at tiden gik hurtigt og det gik rigtigt godt!! Jeg fik i hvert fald temmelig meget ros. Nu skal jeg så repetere lektion 8-12 til æste gang og så skal vi for sætning der skal formuleres skrive det på dari og engelsk eller dansk. Så var det sportstid, og i dag havde jeg fastsat at jeg i hvert fald skal løbe 7,5 km, men jeg løb hele 8 km på en hastighed på 8,8km/h, så gå 500m med en elevation på 10%, derefter ro 1 km ved styrke 10 og en hastighed på under 2,5 min per 500m. Så 5x15 rygløft og 5x15 mavebøjninger, samt 30 armstrækkere på knæ. Så i bad og spise aftensmad, noget sent men så er det også hurtigt i seng efter jeg er færdig her.
God nat!

Fredagen morgen ganske sædvanligt. Vores afghanske dreng som har infektionen ved anklen lader vi dag går til CT-scanning, for vi har set har røntgen billede af hans lunger i går, som viste infiltrat som ved en lungebetændelse samt nogle andre forandringer, som ikke er typisk for tuberkulose. Men vi er stadig på jagt efter at finde ud af hvorfor han er så tynd og ser sygeligt ud. Hans ophost/spyt og hans urin er negativ for tuberkulose. Starks efter CT en får jeg nyheden: åben lungetuberkulose, dvs åbne kaverner. Stor var overraskelsen: det betyder rigtig meget for hospitalets virke. Han har været alle steder, han har været hos os i 2½ uge og dvs at nu skal vi udskrive ham hurtigst muligt til behandling for tuberkulose samt hans krirugiske lidelse og så blev hospitalet lukket for at kunne desinficere hele hospitalet: ALT ALT skal vaskes af i formaldehydopløsning, som er virksom mod tuberkulose. Med andre ord alle, og det var næsten alle, kun enkelte læger trykkede sig samt nattevagten var ikke med ved rengøringen, også mig som tog mit gedigne tørn i røntgenafdelingen og fælles gangen. Alle mærkede bevirkningerne ved denne rengøring, med svie af øjene, svie i næsen og kradsen i halsen af opløsningen. Alle arbejdede ved siden af hinanden, for at afvaske samtlige falder, alle hylder alle apparater han har været i samme rum med er nemlig ikke så lidt efter 2½ uge. Det var mere et spørgsmål hvor han ikke har været. De steder hjalp personalet med hos os. Det tog 4½ at gøre rent og så 6 timers indvirkningstid for rengøringsmidlet. Alle stank bagefter af formaldehyd og os læger vi kom til at tænke på vores dissektionskursus, og vi grinede lidt af det. Hele plejen, hele operationsafdelingen, hele gangarealet, hele røntgen og CT afdelingen var herefter mærket af lugten. Den store rengøringsdag!! Nå så hospitalet kunne først åbnes igen ved 20.00 tiden.
Aftenen var præget af vore fælles aftensspisning, men forinden tog jeg mig en løbetur på 5 km. Jeg var stadig stiv af min sidste løbetur på 7,5 km. Hurtigt bad så spise god mad i den danske lejr. SÅ desuden var jeg inviteret hos spaniolerne til tapas, men jeg skulle også medbribnge mine fotos på CD, og det havde jeg endnu ikke fået brændt, så det skulle også lige gøres. Så det resulterede at jeg kom for sent, men det var der bare ikke noget at gøre noget ved. Men hjerteligt blev jeg modtaget, da jeg endeligt havde brændt billederne for dem. Jeg fik en udsøgt tre menus middag, dog jeg spiste kun megalidt! for jeg var jo mæt af det jeg havde fået hos danskerne. Det smagte nu himelsk. Igen en meget hyggelig og vidunderlig aften.
Lørdag
stille dag på hopsitalet for jeg har udskrevet og forflyttet tre af patienterne. Nu ligger der kun to patienter: en med "tilstand efter "frikadelle"", dvs ondt i maven og diare, samt en med Parkinson, til regulering af hans medicin.
Jeg har primærvagetn, så jeg var i ambulatoriet, go måtte  "nærmest slås " for at få en patient, så jeg så Janana, den pige, som havde fået brændt og amputeret sine fingre på hø. hånd. Hendes fader sagde i dag at han ikke længere havde råd til at forblive her i byen da han ikke havde flere penge, så han blev nødt til at komme hjem med hende. Det betyder for os at vi ikke ser hende mere, for de lever nær den kinesiske grænse. Derfor skulle Janana vise mig at hun selv kunne tage hånd om sine forbindsskift og det klarede hun fint. Det var meget bevægende og med tungt hjerte at skulle sige farvel til en så dejlig og varm og intelligent pige!! Hendes sår er ikke helt lukket til og jeg håber at den lokale klinik vil hjælpe hende med at skifte hendes sår!
Eftermiddagen gik med at trepe dari og siden at blive hørt.
Så kom en enkel patient, som mens han skovlede sand op på en lastbil, væltede læsset ned mod ham og slog mod hans ansigt, så han havde foruden en masse sand to flænger, et ved øjet og et ved kinden. Han har været ved bevidsthed hele tiden, men ikke destomindre begyndte han at kaste op så jeg indlagde ham til observation for hjernerystelse i nat. Desuden gjorde vi røntgen af hans nakkehvirvelsøjle og hans ryg, da han angav smerter ved palpation. Derudover havde han overfladiske sår ved skulder og albue. Intet dramatisk. Det der overraskede mig lidt var, at han var vaccineret! Nå det er jo godt at nogle er.
Aftenen var så til fri disposition: så i aften valgte jeg at gå med til tøseaften med spisning af pizza hos kroaterne og der efter at gå over til fest i Sunshine Bar, sanitetskompagniets bar, hvor en fra kompagniet også havde fødslesdag, og gav en øl. Så det var jo rigtigt hyggeligt. Nu er klokken langt over ti og jeg har ribnget hjem og fik fat i Jacob og fik en god snak. Thomas fik jeg ikke fat på. Nu vil jeg straks gå i seng.

Også i dag en meget stille dag. Vi har kun seks patienter, 5 afghanske mæd og en ISAF soldat. I dag i ambulatoriet har vi igen set enafghansk mand som prøver på alle mulige måder, også ved hjælp af løgne at komme til Tyskalnd, men da jeg er her så længe kender jeg ham og det er ikke til hans fordel, da jeg nu flere gange har været ude for hans forsøg, som hver ny læge bliver udsat for! Så i dag har jeg kontaktet G3SAN for at stoppe hans gentagne manipulationer ved at få accept for at give ham det røde kort, dvs at han er uønsket som patient på hospitalet. Så i dag blev han definitivt afsluttet. Hans sag var en osteomyelitis som nu er ophelet, og hvor der forfindes en lukket fistel uden produktion længe. Røntgenbilledet viser også standset progression af betændelsetilstanden, blodprøver er normale osv. Jeg har fået det indtryk at han selv har vedligeholdt sin fistel for derigennem at komme til Tyskland. Nå men nu er det blevt stoppet. Dagen har jeg så ellers brugt på læsning, og lektier in dari og er blevet hørt. Nu er lektion 12 påbegyndt. I dag er så mange kommet tilbage fra leave inklusiv Wahed så i dag lægde vi hårdt ud med en fuld lektions repetion. Det var helt dejligt at bevæge sig på kendt grund. Ikke alt var glemt af lektion 7. Nu må jeg tage mig sammen og for alvor komme igang med at terpe.
Nu vil jeg gå over til messeteltet for at snakke med de andre. :-)) og drikke en øl. Ingen vagt i dag!

Op som sædvanlig, jeg føler mig næsten udsovet! Men jeg var faktisk først i seng kl 23.00, og i løbet af natten vågnede jeg flere gange, bl.a. af morgenbønnens kald og sådan noget. Nå op og vaske mig, men den ene vandhane er frossen til og først efter jeg åbnede en anden af vandhanerne og fik vandet derigennem til løbe, tøede den første op. Med andre ord vandet er ikke bare koldt , det er skidekoldt og fingrene bliver hurtig følesesløse af vandet. Der var også is i vaskekummen. Men i løbet af dagen bliver det stadigvæk ca 18-19 grader, så det er jo dejligt. Luften føles dog koldere end det. I dag er det meget stille på hospitalet, få patienter også til ambulatoriet, så jeg bruger tiden på at terpe dari, få det gennemgået af Safi, så igen terpe dari, bliver hørt og til sidst lave alle øvelserne til lektion 11 og få dem rettet. Så i morgen hedder det så lektion 12, men jeg skal lige have kigget endnu engang på ordlisten til lektion 11. Aftensstuegang uden de store overraskleser. Vores neurolog har for tiden en ældre afghaner liggende med Pakinson, som skal reguleres i medicinen så han ikke er kataton eller det modsatte, og det ser ud til at være noget vanskeligt. I dag har jeg så haft en bosnisk ´kvinde, gravid i 6 uge med lidt blødning, som var meget bekymret, så igen var det mig der lavede GU (gynækologisk Undersøgelse) og fik snakket med hende. Det føles meget godt at jeg kan bruge mine evner på forskellig vis.
Aftenen bød på en overraskelse, Bjarne er her hos os igen. Aftenen står også i sportens tegn, for i dag har jeg ingen aftaler, egentligt skulle en fra MEDEVAC komme men det gjorde han ikke. Så i dag løb jeg 7,5 km til en hastighed på 8,9 km/h, derefter gå 500m ved en elevation på 10%. Så 75 gange ryg og 75 gange mave, 30 armstrækkere på knæ, så 20 gange liggende mave oppe og nede, dvs først op med overkroppen, og så løfte benene over gulvet og så bevæge dem horisontalt over gulvet. Så i bad og tilbage til lejren.
Maden varmet op og så gå i messeteltet og spise, hvor jeg så satte mig sammen med Bjarne, som også har sin oversættere med, så vi tre snakkede sammen over maden og senere en øl.
Nu ringe og skrive, men jeg vil gå tilbage og se om jeg kan snakke med ham alene.

Normal morgen. I dag har jeg igen bagvagten. Ved tolvtiden skal jeg afsted ttil Aliabadhospital, men pga trafikken, med trafikulykke med kun bilskade og deraf opstået kø, megakø, kommer vi 25 min for sent. Men dr. Pirzad var optaget af en vanskelig operation, så vi i sidste ende kom til at vente på ham. Dagens bud var fire patienter, en med bakke og rygsmerter, en med hovedpine, en med føleforstyrrelser i begge arme. Ham med hovedpinen havde desuden forhøjet blodtryk, som vi bad ham om at behandle først før vi igen ser ham. Tilbage igen ved to tiden, så der blev lidt tid til en middagslur. Om eftermiddagen til gengæld var der en del at lave for mig, specielt med transport og overflytning af patienter. Så kom der en 13 årig pige i florende psykose efter at være blevet behandlet med et gammeldags malariamedicin, og hun havde ikke engang malaria! Så hun blev medicineret og overflyttet til et psykatrisk afdeling. Her til aften var der arrangeret spontant fælles aftensmad med oksemørbrad, grillet med krokketer og gulerødder og hollondæsesauce. Dertil rødvin. Så havde Pia og Sanne bagt kage. Lige da jeg ahvde spist færdig kom der en patient, som var meldt som underbensbrud, så lårbensbrud, men det var kun en "for" som var blvet kørt over af en bil, ingen brud kun bløddelsskade, så han kom ud af vagten igen. Nu har jeg snakket med sønnerne, da Thomas har kursus, så nu skrive og så i seng.

Mandga en hel uge foran. Det var en god weekend, så jeg håber det bliver en god uge. Opstart som sædvanligt. Ikke så træt som sædvanligt for jeg har egentlæigt sovet meget godt! I dag ved appellen har vi begge nye litauer med. så det var dejligt at møde dem begge to. De andre to skal først hjem i morgen, så de er en helt uge forsinket!! Ærgeligt for dem. I dag har vi ikke så mange ved stuegnagen kun 1 dame ISAF og 4 afghanske mænd! To operationer, hvor det er de andre der skal gøre det. Så jeg er lidt i ambulatoriet, ´men  der er ikke meget for mig så jeg sætter mig og læser dari.Det mest ophidsende i dag var en kok der havde skåret sig i sin tommelfinger. Kl. 12.00 går jeg over for at spise, spagetti med ketchupsauce og kogt pølse. SÅ over at hvile mig lidt i solen, det blev til hele 1½time i solen, så det er OK. Tilbage for at arbejde, men igen meget stille og kun to patienter, som jeg så hjalp med til. Derefter kom G3SAN med patienter der søger at komme ind til os, som så fik tider i ambulatoriet. Derefter blev jeg så hørt i dari og vi gik videre med lektion elleve. Aftenen stod så på at høre den danske briefing, så allerhelgen messe og derefter sport, en 3/4 til at løbe og gå i bad, så jeg havde travlt, så det blev til 3 km til en hastighed på 8.6-8.8 på det sorte løbebaånd, so føles meget hårdere at løbe på, så jeg avr godt nok forpustet! over at bade for at være klar til Tappas hos spaniolernes medics. Kanonfedt, jeg følte mig bare hensat til at være på ferie i Spanien. Dejlig tapas og spnaks rødvin, champagne og ost. HMM. Jeg fik esuden en lille gave en barret med spansk mærke på, helt uventet!! Det forpligter, så jeg skal jo nok servere en dansk middag for dem hvis jeg kan få arrangeret det! Så hjælp mig derhjemme med at sende danske madvarer til mig, nu kan de nemlig holde sig hele vejen til mig!! Og hvis I har lidt julebag så også gerne det! En fantastisk aften sammen med meget hyggelige spanioler, med spansk musik, rødvin og tapas. Det er ikke lige det man forbinder med Afghanistan, så jeg har lige haft en rigtig god aften!!!!!
Nu trænger jeg til at komme i seng! Fik fat i Thomas og fortalt om min dejlige aften.

Sove længe, helt til kl. 8.30! Jeg blev lige vækket af mit mobilvækkeur kl 6.45 men sov videre. Peter kom ind og vækkede os kl. 8.30, hvor jeg var faldet i dyb søvn igen. Nå op og til fælles morgenmad. I dag er vi ikke så mange som i fredags hvor vi flere gæster end danskere. Så i dag fyldte vi ikke så meget, og dermed blev det meget mere hyggeligt. Så gøre rent og stryge tøj. Ingen messe i den danske lejr i dag da vores præst er på leave, og den nye afløser først kommer i næste uge. Så jeg gik op på sygehuset for arrangere overflyttelsen af vores thoraxkirurgiske patient. Derefter kom der to patienter, en som havde fået en stor gryde over tommelfingeren, som var meget hævet, men ikke brækket, samt en amerikansk kvinde som var blevet overfaldet af afghanske mænd og ved tumulten fået sin skulder afled, men den var i mellemtiden smuttet ind igen så hun blev udskrevet igen. Så var klokken blevet elleve og dermed tysk messe, somi dag er katolsk. I går skulle jeg egentligt også være til messe men havde glemt det pga jeg var til sport! Derefter tilbage igen til hopsitalet og se om der var kommet mere til mig. Derefter frokost. tykke små pandekager med æblemos eller fisk. Jeg prøvede de der pandekager, og så dårlige var de nu ikke. I dag skal vi først møde kl. 13.45, så derfor blev der tid til lidt solbadning! Og det blev nydt i fulde drag! Dejligt behageligt ikke for varmt, så jeg var fladet i søvn, og vågnede 10 min før jeg skulle møde, så jeg fik bare megatravlt med at klæde mig på og komme til appel. Lige i tide, troede jeg, for fru Kæmmere var begyndt før tid!!!! Kl. 14.00 var så fødselsdagsappel for vores LSO, dr. Grell, som efter appelen gav sekt eller sodavand. tilbage på hospitalet var der fredeligt så jeg fik gennemgået mine lektier med Safi og bagefter var der også tid til at gøre øvelserne fra 4-7 færdige. Ind imellem havde jeg så lidt patienter, blandt andet den tyske kvinde, som jeg genundersøgte i dga, hun var blevet betydeligt bedre, men fik forlænget sin kur og suppleret med lokalbehandling foruden tabletterne. Tilbage til dari fik jeg så rettet de sidste lektioner, 5 fejl, så jeg er meget tilfreds. Stuegang kl. 17.00 som altid, og vores "børnestue" er blevet helt tomt! Kun 4 afghanske mænd og to ISAF soldater, og så en på intensiv, en 9 årig dreng med svær hjeneskade, hvor vi endnu ikke ved om det overhovedet går! Kl. 18.00 igen appel, for vores franske team bestående af 6 personer, som snart har værether i 2 måneder og derfor skal hjem, så de fik deres medaljer. Jeg havde ikke særlig meget tykt tøj på, så jeg hundefrøs! For det bliver bare rigtigt hurtigt koldt om aftenen, så snart solen er gået ned. Så over at spise: i aften består menyen af knödel, Hirschragout og broccoli. Nå uden knödel gik nu ned. Tilbage i lejren igen fik jeg kopieret dagbogen til NK og så mor og T.Babs. Fik skrevet HOK avisen. Læst darilektier til i morgen. Og så set lidt Olsens banden, men noget kedeligt, så i stedet har jeg ringet og skrevet. Så nu vil jeg se om Tvét er frit! Ellers læser jeg i en bog eller går i seng.
Kan I nu alle have en god nat!