Sove længe, helt til kl. 8.30! Jeg blev lige vækket af mit mobilvækkeur kl 6.45 men sov videre. Peter kom ind og vækkede os kl. 8.30, hvor jeg var faldet i dyb søvn igen. Nå op og til fælles morgenmad. I dag er vi ikke så mange som i fredags hvor vi flere gæster end danskere. Så i dag fyldte vi ikke så meget, og dermed blev det meget mere hyggeligt. Så gøre rent og stryge tøj. Ingen messe i den danske lejr i dag da vores præst er på leave, og den nye afløser først kommer i næste uge. Så jeg gik op på sygehuset for arrangere overflyttelsen af vores thoraxkirurgiske patient. Derefter kom der to patienter, en som havde fået en stor gryde over tommelfingeren, som var meget hævet, men ikke brækket, samt en amerikansk kvinde som var blevet overfaldet af afghanske mænd og ved tumulten fået sin skulder afled, men den var i mellemtiden smuttet ind igen så hun blev udskrevet igen. Så var klokken blevet elleve og dermed tysk messe, somi dag er katolsk. I går skulle jeg egentligt også være til messe men havde glemt det pga jeg var til sport! Derefter tilbage igen til hopsitalet og se om der var kommet mere til mig. Derefter frokost. tykke små pandekager med æblemos eller fisk. Jeg prøvede de der pandekager, og så dårlige var de nu ikke. I dag skal vi først møde kl. 13.45, så derfor blev der tid til lidt solbadning! Og det blev nydt i fulde drag! Dejligt behageligt ikke for varmt, så jeg var fladet i søvn, og vågnede 10 min før jeg skulle møde, så jeg fik bare megatravlt med at klæde mig på og komme til appel. Lige i tide, troede jeg, for fru Kæmmere var begyndt før tid!!!! Kl. 14.00 var så fødselsdagsappel for vores LSO, dr. Grell, som efter appelen gav sekt eller sodavand. tilbage på hospitalet var der fredeligt så jeg fik gennemgået mine lektier med Safi og bagefter var der også tid til at gøre øvelserne fra 4-7 færdige. Ind imellem havde jeg så lidt patienter, blandt andet den tyske kvinde, som jeg genundersøgte i dga, hun var blevet betydeligt bedre, men fik forlænget sin kur og suppleret med lokalbehandling foruden tabletterne. Tilbage til dari fik jeg så rettet de sidste lektioner, 5 fejl, så jeg er meget tilfreds. Stuegang kl. 17.00 som altid, og vores "børnestue" er blevet helt tomt! Kun 4 afghanske mænd og to ISAF soldater, og så en på intensiv, en 9 årig dreng med svær hjeneskade, hvor vi endnu ikke ved om det overhovedet går! Kl. 18.00 igen appel, for vores franske team bestående af 6 personer, som snart har værether i 2 måneder og derfor skal hjem, så de fik deres medaljer. Jeg havde ikke særlig meget tykt tøj på, så jeg hundefrøs! For det bliver bare rigtigt hurtigt koldt om aftenen, så snart solen er gået ned. Så over at spise: i aften består menyen af knödel, Hirschragout og broccoli. Nå uden knödel gik nu ned. Tilbage i lejren igen fik jeg kopieret dagbogen til NK og så mor og T.Babs. Fik skrevet HOK avisen. Læst darilektier til i morgen. Og så set lidt Olsens banden, men noget kedeligt, så i stedet har jeg ringet og skrevet. Så nu vil jeg se om Tvét er frit! Ellers læser jeg i en bog eller går i seng.
Kan I nu alle have en god nat!

Normal arbejdsdag, appel, morgenkonferance og et spil bordfordboldt, i dag med ungarerne. Det var skægt! Så morgenmad. Til morgenstuegangen er så den nye lithauiske stationslæge tilstede, en kvinde. De har endnu ikke fået deres bagage, så derfor har hun ikke sin uniform. Det er koldt!!! Nå vi må håbe det kommer i dag så de kan være ordentligt påklædt. Ved stuegangen bliver en del udskrevet og vores thoraxkirurgiske kvinde gør fremskridt. Dagens røntgenbillede må så vise om det også er rigtigt. Så skal jeg til møde i den japanske ambassade, til medical meeting, i dag med emner om canadiernes nursing capacity i deres role 1 i Camp Julien. Derefter vores kemiker, der blandt andet står for kontrollen af køkkenet, vandmålinger osv. besøg ved Fasiabad, hvor han kontrollerede deres køkkenfaciliteter, og det står meget skidt til der, må man sige, i hvert fald når man så billederne, hvor de trækker brugsvandet fra en MØGBEKIDT bæk og må oprense det! FØJ!! Nå men det var spændende at se og høre, så tyskerne har da en opgave at gøre det bedre inden vinter hvor den bæk fryser til, for ellers har de ingen vand overhovedet til deres 150 mand!! Hjemme igen først såpise frokost, for japanerne havde ikke haft mulighed for at lave japansk mad for os-ØV! Så gå en runde igennem hospitalet, og blandt andet lægge plan for vores patient, da røntgenbilledet ikke var forværret. SÅ jeg og dr. Pellek lagde følgende plan for hende, tilbage til militaryhospitalet med antibiotika behandlingen og nyt CT om 1 måned og så evt decortikatio, afhængig af vores situation her hos os, med besøg af hende i forbindelse med mine besøg på military hver 14 dag. Her til morgen fik så en UN- medarbejder ind som var blevet skudt på vej til arbejdet af en gerningsmand, som vi ikke ved hvem er endnu. Han var ramt i siden af maven, to rifter i colon  og to i tyndtarmen, uden om de store kar, urinlederen på højre side og udenom nyren. Skideheldigt!
Så fik vi besøg af NATO´s øverste general, general Sacoeur, en firstjernet general, som ville besøge den skudte amerikanske soldat, han belv ramt over anklen, som gik fri, som er meget heldigt for patienten. SÅ fik vi alle hilst, og jeg fik fortalt om vores fælles arbejde til gllæde for afghanerne, og vores solstrålehistorier. Fotos fik jeg også af siuationen. Ved afskede fik jeg en "coint" for mit arbejde her!! :-))) Meget overraskende at hilse på den øverste befalende for hele NATO, men OK han er jo "bare" også et menneske, varm og med humor.
Så var der ro i lejren og jeg tog mig en lille lur i NFA, for i dag føler jeg jeg har været træt hele dagen, men ikke subfebril som i går. Så det går fremaf, hosten er også blevet bedre. Så blev det hurtigt aftenstuegangstid. Vi blev hurtigt færdige, så over at smide tasken i den danske lejr, hente maden i det tyske køkken, stille det i eget køkken og så over og motionere. I dag tager Hanne med, som er PSYOPS.Desuden kommer Sabine, den tyske psykiater også. Et helt tøseteam! Nå vi fik gået til den alle tre. Jeg fik løbet 6.5 km hstighed 8.9km/h, og så 75 ryghævninger, 60 mavebøjninger, 25 armhævninger på knæ (:-/)ro 1.5 km styrke 10 og hastighed 2.5min per 500 m, også step/skimaskine i 6 min dog med lav belastning kun 65 Watt. Så jeg var godt brugt. Vi gik tilbage og tog os en organgensaft og så et bad. Tilbage igen aftensmad og så læste jeg en 3/4 dari, lavede øvelserne, som jeg har for i lektier siden i forgårs, som jeg ikke haft tid til at kigge på endnu. Nu har jeg ringet og så efter skrivningen her vil jeg drøne i seng! Husk at stille jeres ure en time tilbage! DVS at jeg vil være 3½ time foran jer!!  Kan I alle have en stille nat!
Sov godt!

OP til normal tid. Jeg føler mig mat og sløv i kroppen. Jeg har ondt i halsen og hoster. Jeg føler lidt som om jeg har feber men ikke nok til at jeg gider tage den. Let hovedpine og tæt i lyden af talen men ikke forkølet. Mærkligt!
Nå jeg kommer igennem formiddagens rutiner. Får gået stuegang på patienterne. Vores patients røntgenbillede ser nu værre ud, og det bekymrer mig, men ikke min anden thoraxkollega. Nu ser vi til i morgen. Jeg får lidt tid til arrangere den næste RECCE tur til forskellige sygehuse og sætte væsketøjet i blød, derefter sover jeg en time. Kl. 13.00 skal jeg være klar til en tur ud med den tyske CIMIC og besøge en civil hjælpeorganisation, IOM, som hjælper AFghanere tilbage til deres land og hjælper dem til at få et sted at bo m.m. Det var meget hyggeligt og vi fik lidt godt mad, som jo er velkommen på vores feltrationsdag! Tilbage igen, over og lave vagtplan for almen lægerne. Så "hjem" til den danske lejr og få god aftensmad, køkkenholdet har grillet kalkun og nakkefilet, med flødegranerede kartoffler og brokkolisalat med bacon og nødder. Desseren æblekanelkage! HMM. Nu ringe og skrive og så pleje min matte krop! men at komme hurtigt i seng.

I dag er store papirkrigsdag. Normal opstart, vores patient gør sig godt. Nu får vi se om det forsætter godt. I dag skal der gøres rettelser til vagtplanen, laves mødeplan og bestilles køretøjer til det, skrives rapporter fra Aliabad hospitalet og Military hopsitalet. Så aflevere til de forskellige. Så hører jeg lidt på plejepersonalets chef omkring de forestående ombygninger og hvilken konsekvens det har for vores lægelige virksomhed. Jo så vi kan kun have omkring 10 patienter i denne fase, dvs vi skal tænke os godt om hvem vi vil operere og viderebehandle. Og så går arbejdet i gang med at bygge det nye hopsital, og det har også betydning for personalet for alle frivagter og beredskabsvagter vil blive inddraget i den periode, så det bliver ikke sjovt at være tysker i sanitetskompagniet!!!:-(
Eftermiddagen gik så med tre patienter, en dreng der ankom fra børnehospitalet vi ingen samarbejde har med, vi ikke kender! og som ønsker CT-scanning, det fik vi så arrangeret, så en dreng på 10 år som blev bragt ind af temmelige gamle forældre efter trafikulykke, med svære hjeneskade/contusion! Igen et sådant barn, men han ser meget værre ud end det sidste. Nu er han på ICU, men vi gør os ingen forhåbninger, da han allerede efter få min efter ulykken fik kramper, som betyder at hjenen er svulmet meget op og det kan ende med at han indeklemmer sin hjernestam, dvs bliver hjernedød. Men vi kan give ham den eneste chance han har her i Afghanistan. Så en belgisk soldat der var faldet uheldigt ca 1 m på sin venstre ankel og har brækket den, således at han skal opereres og dermed kommer til at blive sendt hjem, som han absolut ikke vil, så han blev meget ked af det da det blev klart for ham, hvad det her var. Så på sidelinien kom en UNICEF-afghansk medarbejder med formentligt blødnede tumor i mavesækken, som så elendig ud, og UN-medarbejderen der ledsagede ham skulle så have papir på at han vil være bedst tjent med at komme til udlandet for operation, så jeg henviste ham til Truppenartzt for papirarbejdet, da vi var fuldt beskæftigede med de andre tre. Så var kl. pludseligt blevet fem og så stuegang. Der var intet nyt under solen, så det var hurtigt overstået. Tilbage i den danske lejr . Hurtigt klæde om efter jeg har hentet mad i køkkenet. Være klar til aftensbriefingen, hvor den danske delegation fra DANILOG var kommet, og jeg skulle så også her til aften holde møde med dem. Nå men først senere, så jeg gik over for at gøre sport, og det blev til roning 1.5km og løbe 4,5 km ved en hastigehd på 9km/h. Så ville jeg egentligt tage et bad, men det er herretid i damebadet fra 19.00-20.00, så jeg gik tilbage for at spise aftensmad. Så klar til mødet og jeg fortalte at jeg ingen logiske problemer havde. Men lidt erfaringer med de forskellige sygeplejersker og sproget hernede samt at den forberedende uddannelse er blot info og at man slet ikke lærer noget og at man faktisk ikke kan bruge det til så meget. Så fortalte jeg lidt om mit arbejde som klinisk direktor. Jeg tror de synes det var spændende. Nå så efter det lidt hyggesnak og så et bad for nu at ringe hjem og skrive dagbog. Men nu er klokken også blevet mange, 22.45. Så i må alle derhjemme sove godt og jeg tænker på jer! :-)

Normal dag. Ingen møder. I dag skal jeg assistere Krischunas, orthopædkirurg ved en enchondrom, en knogletumor, i venstre 2. finger mellemstykket, og udfylde den med knogletransplantat fra hoftekammen. Det var meget spændende. Så krævede vores thoraxkirurgiske dame noget opmærksomhed, men det går fortsat godt. Hun blev noget nærmere udredt for sin feber, men ingen malaria eller denguefeber. Så viste thoraxrøntgen lidt mere infiltrat basalt højre, så hun har en lungebetændelse, men klinisk har hun det rigitgt godt. Så idag har vi fjernet det ene dræn, som lå apikalt. Nu får vi se. Derefter skulle jeg se på en amerikansk kvinde med lavtsiddende mavesmerter, efter GU var det helt klart endometritis og salpingitis, dvs underlivsbetændelse. SÅ hun blev sat på antibiotisk behandling. Så arrangerede jeg kæge og kaffe/ sect for alle dem som endnu ikke har haft lejlighed til at smage min forfremmelse. De kom så i NFA(NotFallAufnahme=emergency) hvor jeg har serveret. Samtidig kom den tyske kvinde jeg har behandlet for nogel dage siden, men en NDO, dvs en frivillig hjælper i projekter til hjælp for Afghanistan, som var forulykket ved et trafikulykke, men kravebens brud og contusion af sine knæ. Hun blev glad for at jeg kunne hjælpe. Men det var sket for 2 uger siden, og hun er helet godt efter afghanske læger har opereret hende. Så var jeg færdig og gik til vores egen briefing. Derefter gik Sine, Gunhild, Peter og en der hedder Martin, en tysker fra ICU (intensiv care unit) og spiste mad i DropZone, hvor tyskerne har deres "Imbis", dvs et godt alternativ til det tyske feltkøkken, hvor vi så fik Rinderbraten- et godt stykke let kødt kød af okse, og dertil pommes frites med skysauce. Det var dejligt. Nu skrive, så vil jeg se en film og så ringe og hvis jeg har lyst går i seng før kl. 23.00.
Så hyg derhjemme!- for det gør jeg her!

I dag skal jeg til Aliabad hospitalet, og i dag vil Sabine med, som nu godt tør køre med mig. Vehiclekode er 1, dvs i dagtid behøves kun et køretøj. Så vi tog afsted og hun fik set et af de mere ydmyge hospitaler og fik et godt indtryk af den læge vi samarbejder med. Bagefter var jeg inviteret til te lige ved siden af hos en kvinde jeg har haft som patient, og dermed igen skabt mulighed for kontakt til ALiabad hospitalet og dr. Pirzad, som nu leder en reseachklinik, som skal udstyres, men ingen penge har til udstyr! Jo så lidt diplomati er altid på sin plads. Så tilbage igen. Ekstra fælles stuegang på vores thoraxkirurgiske patient, som i øvrigt gør sig i en god retning, men ballade over at hun kræver mere pleje, så plejepersonalet synes hun er en intensiv patient osv, så vi måtte holde møde med dem, for at få dem til at forstå at hun ikke er døende, at hun kræver nu engang lidt mere end de selvhjulpne patienter, men stadigvæk er hun ikke i nærheden af at være en intensivpatient, bare fordi hun er tværsnitslammet, kan godt selv spise og sige til eller fra. Rent thoraxkirurgisk går det rigtigt godt. Så der er en god chance for at hun ikke behøver en operation (decorticatio), for vi kan kalre det på anden vis med intrathorakal desinfection med betaisadonaopløsning som skylledrænage, så dertil knyttet sug, så hun holdes udfoldet. På det er hun blevet tydligt bedre. Nu behandler vi hendes feber med antibiotika, som hedder taxobac. Alt i alt en fremgang. Men de andre læger der ikke kender den slags problemer, tror hun er døende, septisk osv. Skideirriterende! Og så blander de sig i behandlingen og derfor har jeg måtte sige fra over for alle ikke thoraxkirurger, at det klarer vi som er thoraxkirurger og evt i kombination med anæstesien, og det hjalp. Aftenstuegangen gik også hurtigere og med meget mindre palaver end her til morgen. Nu vil jeg tage plejepersonalets manglende lyst til at pleje vores patient op med fru Kæmmere, da de bruger meget tid på at se TV, DVD osv. Det kunne nemlig være at jeg skal anmode om at de fjerne det, hvis de ikke synes de har tid til at se til deres patienter, som de helst vil have skal gå og passe sig selv, selv hente maden osv. Det eneste som for os kan blive et problem er at de flest ikke er uddannet som plejer eller som  sygeplejrske, men det kan vi jo ikke tage som om hun bliver intensivpatient!!!
Nå noget at gå videre med!
Her til aften igen sport, løbe 6.5km ved en hastighed på 8.8km/h og ro 1 km ved stryke 10 og hastighed 2.5-3. 70 ryghævninger og 60 mavebøjninger samt 25 armstrækkere, dog stadig på knæ. Så aftensmad og de sædvanlige rutiner som ringe og skrive.

Op til sædvanlig morgentid. 06.15. Morgenmad, appel og morgenkonferance som sædvanligt, afsluttet med en mach med bordfodboldt, og i dag tabte vi med et mål. ØV. Morgenmad og så stuegang. Vi fik udskrevet en del og overflytter to til militærsygehuset. Til gengæld skal vi have en thoraxkirurgisk patient fra militærsygehuset, som er blevet skudt ved et "uheld" to gane ved en fest, hvor også hendes barn blev såret. Hun blev skudt igennem højre lung og ud gennem rygsøjlen, således at hun er tværsnitslammet fra TH 5-6. Dvs hun kan bruge sine arme, men mærker intet i benene og kan ikke bruge dem. Vi har tibudt vors hjælp mht lungen, som er recidivernede gang faldet sammen, pga insufficient sug ved drænbehandlingen, således at hun nu også formentligt har empyem. Nu fik vi kontrolleret drænen, de virker, vi hatr fået lavet CT og set en masse væske/empyem i hø. thoraxhalvdel, og vi har tilkoblet skyllevæske med betaisadonna og sug for de næste 24 timer, så det bliver spændende at se hvordan hun responderer på det. Hun har feber på 38.8 her til aften, dog ikke mere end hvad hun plejer at få. Ellers har jeg været ude på militærsygehuset for konsultaioner og fik set 7 patienter med lumbago, neckpain og føleforstyrrelser, hjerte kar sygdom, earpain, vertigo (svimmelhed), tinnitus. Altså forskellige ting, men hvor vi ved halvdelen sikkert heller ikke kan gøre noget. Så fik jeg snakket hyggeligt med dem.Derefter tog jeg lige overfor for at aflevere en gave af tøjdyr til børenehospitalets intensiv afdeling, et rum med ca 10 senge, to børn mere eller mindre bevidstløse og det mest avancerede er en blodtransfusion. Dertil alle mødre siddende på sengekanten. Meget indtryksfyldt. Det intensive består i tre hvidkittlede mænd, om de er læger ved jeg ikke.
Tilbage igen fik jeg spist lidt mad, men ikke rigtigt da kantinen er lukket. Så var der lidt fred til darilæsning og en lille lektion i verber i datid. Så kom den patient med thoraxskaden endeligt og aftenen blev brugt på hende og så stuegang. Kl. 19.00 gav jeg så en omgang til mine arbejdskollegaer i vores messe, så nu har alle haft muligheden for at smage min forfremmesle. Efter det var jeg kort opppe på hospitalet og følge op på kvinden. Nu ringe og skrive  og så sengetid.

Sove længe, men ikke helt for jeg har køkkentjansen i dag. Så op kl. 7.00 og hjælpe med at lave morgenmad. Jeg stod for frugten, en stor skål med æbler i vand med appeslinsaft og citronsaft, så det der ikke blev spist til morgenmad blev spist som sundt slik i løbet af dagen. Formiddagen blev brugt til at gøre rent, vise Peter og Hanne hvordan vores varmeanlæg fungerer og sådanne småting. Messe med feltræsten som sædvanligt og kl. 11.00 katolsk messe. I dag har jeg stadig ondt i nakkemusklerne, muskulus trapezius, og jeg ved ikke hvorfor! Måske pga kulde, træk fra vinduet i teltet eller fordig jeg blev kold efter at være løbet og så kaldt til de tre ISAF sårede, men ingen diarre i dag. Jeg spiste lidt müsli til frokost. Kl. 13.00 appel og middagskonferance, holdt udenfor i en stor cirkel, da Sunshine Bar er lukket. Og så prøvede jeg at få diskuteret kvinden med pneumothorax i dag fra militærhospitalet og fik en konsensusbeslutning om hvad vi vil gøre og hvad ikke, og hvordan. Så det er godt, endeligt noget for mig som thoraxkirurg. Så var der andre småting at diskutere og så hang jeg noget efter i koderne pga igår, og da jeg havde taget en muskelafslappende tablet, som påvirkede mig med øget træthed så tog det på viljen at forblive vågen. Allerhelst ville jeg ahve noget massage af min nakke, men det blev ikke til noget. Hen imod aftenen blev jeg mere vågen, så i nat skal jeg i hvert fald ikke tage en tetrazepam!!!! Jeg var fakstisk så frisk at jeg planlægger for at motionere i aften. Om eftermiddagen går jeg også og chekker min fiin mail, og får melding om at jeg er blevet udnævnt til stabslæge-2, dvs oberstleutnant. HEHE! Jeg er bare skippeglad!!! :-))))
Til aftenbriefingen bliver det så frigivet og jeg har fået en ekstra stjerne på. Smilet kunne nå to gange rundt i mit ansigt! Så i aften gav jeg blå blink, dvs en omgang til alle.
Så var det tid til sport, maden står i køkkenet. Det blev til 6.5 km ved en hastighed på 8,7 km/h og ro i 5 min og 60 mave og 60 ryg og 20 armstrækkere. Det blev til i alt 1½time sport. Og mine smerter i nakken er nu negligable.
Så bad og aftensmad, ringe hjem og skrive, og bagefter vil jeg tage en øl.
SOV GODT og fryd jer med mig! I kan se billeder når jeg kommer hjem.

Op som sædvanlig, men noget træt og ondt i nakkemusklerne. I dag skal vi møde kl. 07.20 for at være færdige med appellen og så stå espalier for de to døde franske kammarater, som skal flyves hjem i dag. Det var meget bevægende at se det franske kamopagnie, som de to hørte til, køre med de to lig. Alle ansigter var mere eller mindre forstenede og nogle havde tårer løbende ned ad kinden eller i øjenkrogene. Hele lejrens soldater omkring 2000 stod langs vejen. Ja dermed har vi givet dem den sidste ære, og det føltes godt!
Dagen bød på fælles frokost og så stuegang, hvorefter jeg med apotekeren kørte til surgical medical meeting, i dag med øjenlægestof som emner, GAAAAB. Men OK. Derefter skulle vi have spist fælles frokost, men jeg skulle så lige køre til militærsygehuset for at se på en kvinde der ved en ulykke er blevet skudt igennem den ene lunge og ud igennem ryggraden, dermed lam men kan bevæge sine arme. Hun har ligget 21 dage med intermitterende sug, hvofor hendes lunge ikke er udfoldet. Så jeg fik undersøgt hende og set røntgenbilleder, men før jeg kan acceptere hende til behandling skal jeg checke baglandet, for en sufficient drænbehandling er ikke et problem for ao men skal hun decortikeres pga empyem, så er det en hel anden snak med intensivplads og blod til operationen. Nu skal jeg i morgen gennemdiskutere det med de andre specialer, således vi træffer en fælles beslutning.
"Hjemme" igen var der lidt stille så jeg fik Krischunas ti at se på mig for min nakkesmerter var blevet værre, så han lavede lidt knæk og bræk, så nu her til aften er det faktisk blevet lidt bedre. Men jeg har nu også taget lidt smertestillende. For ikke det skal være løgn har jeg også fået diarre igen. Der var stadig stille, hvorfor jeg lagde mig lidt. En halv time senere var der "alarm"- bluelight charlie", flere eksplosioner i "chicken street", hvor en har smidt håndgranater i menneskemængden, deriblandt 3 ISAF, som blev skadet. Fire afghanere, deriblandt to børn blev dræbt, inklusiv gerningsmanden. Vi fik så soldaterne, alle tre med lettere skader, hvoraf den ene har fået skadet sit scrotum og begge testis, de andre kun fragmenter på arme og ben. De bar alle fragmentationsvesten, til deres fordel.
Vores børnestue har det ikke godt, Den ene pige med forbrænding af armen og delvis amputation af hø. hånds fingre, blev solgt til en 17 årig, som vi også har liggende med infektion af foden. Hun er en meget intelligent pige og utrolig køn, så det er ekstra hårdt at være vidende om sådan noget. Vores lille dreng med hovedskaden, fik vi den bagvedliggende historie, nemlig at faderen har skubbet ham ned fra køretøjet mhp at dræbe ham, da han ikke er normalt udviklet. Han skreg helt hysterisk da vi igen skulle udlevere ham til hans fader. Det værste ved det er at vi tror at faderen har bedre held næste gang! Så de sidste to tøser vi har liggende har lus, så de har fået lussekur!! Nå jeg kan kun håbe på at livet vil være de to børn nådigt, at den 17-årige dreng bliver en god mand for hende og at den anden dreng kan blive nok beskyttet af sin 12-årige broder, som pgså var ham der havde bragt sin lillebror til os og var gået over 4,5 km og bar ham på sin ryg.
Her til aften hopper jeg træningen over og passer lidt på mig selv.
Jeg har rinegt hjem, Thomas er i USA og besøger John Cox, ungerne derhjemme har haft farmor på besøg, og hun ahr lavet mad til dem. De har det alle godt og det er jo dejligt at vide.
I øvrigt er køjesækken med mit vintertøj ankommet, så nu kan jeg få lidt varmere tøj på.

Stille opstart på dagen. Sædvanlige morgenrutiner og ikke særlig travlt. Jeg har vagten i dag, men de patienter der var i ambulatoriet var specielt bestilt til Krischunas, vores kriropraktor og ortopædkirurg. Så jeg gik til NFA for at læse dari, men jeg var også noget træt så jeg lagde mig og faldt i søvn der. Jeg vågnede 2 timer senere! Ingen havde haft grund til at vække mig! Så er der stille! Kl. 11.00 viste jeg så Peter vores nye anæstesist rundt for at finde ID-kort stedet og lidt forskellige stede i lejren. Kl. 12.15 var jeg inviteret til franskmændene for at spise frokost. På vejen blev jeg så opholdt af fru Kæmmere med lidt informationer, blandt den undervisning jeg er ved at planlægge for alle medicinsk/sanitetsmæssige personale. Det er der nu grønt lys for! Jeg blev meget glad. Frokosten var bare suveræn: Nu må jeres tænder godt løbe i vand: tornados, champingon-kartoffelgratin med peberflødesauce, dertil tomater som forret og jogurtdessert, med rød- og hvidvin til. Var det ikke lækkert!!!!!!
Kl. 14.30 havde jeg så aftalt at løbe en tur med en af de andre læger. Planen var mindst 4 km gerne 6km udenfor. Efter 3km hørte jeg BRTérne med blå blink, så jeg løb lige forbi sygehuset for at chekke ud om det blev til noget for mig! Radioen var udsat for støjsender, hver gang præsidenten er ude at køre bliver alle frekvenser jammet. Så jeg havde ikke fået nogensomhelst melding. Nå det drejede sig om to afganer efter motorcykelulykke med åben femurfraktur, dvs lårbensbrud. Jeg bestemte mig for at yde den første lægelige førstehjælp og når vi har gjort alle undersøgelser så sammen med anæstesien og kirurgerne at bestemme om det er noget for os eller ej. Det viste sig at være for begge højresidigt femurskaftfraktur, lige over, dvs meget enkelt at operere, og den ene havde desuden et lille knæk på radius og den anden på fingerknoglen, metacarp 3. begge disse andre frakturer behøver kun gips. Utrolig heldige, begge to og samme skademekanisme. Efter vi var færdige med diagnostikken blev vi enige om at det her kunne vi lige så godt operere, så dr. Poichotte og mig tog den første operation og dr. Pellek, som har vagten 2, sammen med dr. Krischunas tog den anden operation.
Det bedste i dag er at dr. Poichotte lod mig operere benbruddet med en 10skruer-plade. Mig en hjertekirurg- teknikke er bare helt modsat- hjertekirurgi er meget fin forsigtig, fingerspitsgefühl, lupbriller, men her er det grovt, hårdt, mange kræfter og grove redskaber. Men det var sjovt at operere sådan noget under supervision. :-))))
Jeg er i hvert tilfælde ikke til at skyde igennem!!!
Den anden fik en extern fixatør, dvs man skruer nogle lange skruer ind 6 steder og forbinder dem med en udvendig barre, således at fixeringen er udenfor kroppen, hvorimod min var en invendig fixering med en plade direkte mod knoglen og så 10 skruer. Samme sluteffekt, men to forskellige sårlængder og efterbehandling. Nu får vi se.
Så hed det aftensmad for kl. var efterhånden blevet 21.00 og ICU havde lavet ungarsk mad, og intaljenk mad, danskerne havde lavet en dejlig curryret, så jeg prøvede alle retter en lille smule, og alt smagte dejligt!!!
Igen mæt.
Her til aften gik jeg så i det efterhånden tiltrængte bad og nu aftenens rutiner. Ja og så har vi en gæster i lejren inklusiv Bjarne Møller. Det er jo enormt hyggeligt.
Nå nu må jeg hellere i seng.
Sov godt derhjemme.

Op som sædvanligt. Appel og morgenkonferance uden de store sindsoprivende ting. Fodboldspillet blev spillet uden mig i dag. Så fælles morgenmad. Stuegang er fro øjeblikket meget skønt, da vi har mange børn på kvindestuen, og de gør sig alle godt og det er dejligt at have nogle solstrålehistorier. Så jeg havde planlagt at løbe en tur igen i dag. Jeg fik repeteret lidt dari, da de patienter der var der blev taget hånd om. Så lige inden jeg ville tage tilbage og klæde om for min løbetur kom BJ, den amrikanske livvagt for Kasaj, presidenten og afleverede mit magasin, der var faldet ud af min lomme ved besøget hos dem. Det var dejligt, så vi tog sammen over for at spise frokost og derefter drikke kaffe i den danske lejr.
I dag er så kommet to nye, Peter, anæstesilæge og en sygepljerske, som jeg endnu ikke har hilst på.
Lige da jeg var ved at vise lejren for amerikanerne, blev der meldt flere tilskadekomne, blandt andet thoraxskade, så jeg tog på hospitalet. Franskmænd, tre tilskadekomne, den ene med abdomen og thoraxskade den, anden uklart billede og dent tredje med hovedskade. Så vi gjorde alle klar til at modtage dem. Så kom meldingen at det var efter et færdselsuheld, hvor køretøjet var rullet rundt.
Den første der kom ind havde svær thoraxskade, fik lagt thoaxdrænage, men blev værre, dog ingen fortsat blødning fra lungen, ultralyd viste svær abdomen skade, og så døde han på grund af blødningsshok inden vi kunne nå at gøre nogetsomhelst for ham. Efter 20 min forgæves kamp måtte vi give op. Den anden med uklart billede havde også thoraxskade, fik dræn, CT viste et noget uklart billede, ultralyd frikendte abdomen, men CT viste retroabdominal blødning, symfysen var sprunget op, men ingen fraktur, og da han skulle restabiliseres efter diagnostikken, fik også han hjertestop, vi fik lavet akut thorakotomi og masserede ham internt, men han var forblødt trods det vi pressede blodet ind i ham. Efter en halv time hjertemassage måtte vi så sige stop, da det ingenting bragte. Denne hændelse i dag har gjort alle på sygehuset ked af det, der er en trykket nedstemt stemning, alle er påvirket af hvor meningsløs det færdselsuheld var, som nu har kostet livet af to af vores franske kammarater. Efter vi har gjort dem i stand har franskmændene fået udleveret ligene og de har nu stille æresvagt for dem med levende lys og deres hatte og udmærkelser på alteret. Meget indtryksfuld. Jeg gik over for at vise dem min sidste ære og bede nogle led af rosenkransen. På den måde føler jeg jeg givet dem en værdig afsked, og det har jeg det godt med. I løbet af sen eftermiddag og aftenen har vi så prøvet at debriefe de forskellige involverede. For lægerne del, var de svære at bringe sammen så det vil jeg gøre efter morgenkonferancen. Alle andre har vi samlet og fik givet dem muligheden for at tale. Men jeg vil nu alligevel gøre det en gang til, da flere har udtrykt at når de så at det var fru Kæmmere så har de ikke sgat noget da de frygter at de får ballade bagefter, så jeg vil så prøve imogen, for de vil gerne have mig til at lede det i stedet for for jeg er her altid og de har mere tillid til mig. Det er jo en dejlig ros at få i dag. Indimellem har jeg så også fået spist aftensmad. Tilbage igen i lejren har jeg taget mig en øl og fik snakket med en om eftermiddagens hændelse. Jeg fik også fortalt NK om eftermiddagen, så en evt handling fra vores side er muligt. Allerede til aftensbriefingen er det blevet sagt og fanen har været på halv og der har været et min. stilhed. Så nu hvor jeg har skrevet og jeg har ringet hjem og snakket med Thomas føler jeg at jeg kan sove.
 I dag har været en hård dag, det har været svært at sige stop og dermed vælge døden for en kammarat. Det er ikke nemt, men hvis man er den der har overblikket og ved at nu har hjertet stået stille i en periode over 30 min, hvor cirkulationen ikke har forsynet hjernen med blod, for der var ingen, og dermed er dybt hjerneskadet, så skal èn sige stop og i dag var det mig! :-(
Jeg håber at jeg ikke for ofte skal opleve det jeg har oplevet i dag!

Stille onsdag patientmæssig, men i dag havde vi igen emnet Florant, vores kirurassistent på læberne, for i går gik han igen udenfor sine grænser, samt idag var han igen arrogant overfor anæstesien. Så idag brugte jeg hele formiddagen på at tale med de kirurger han kliner sig op af, for at høre om han rent faktisk superviseres af dem, og begge siger at der er intet at komme efter rent kirurgisk, så det udelukkende er han facon, hans menneskelige egenskaber der halter efter, han manglende indsigt i egen kompetanceområde, manglende respekr for andre fagpersoner, om det så er anæstesien eller sygeplejersker osv. Med andre ord, når folk glæder sig over en operation der er "Florantfri", så skal han have det at vide, for hans bedømmelse ser ikke særlig godt ud, hvis han ikke forbedrer sig markant, med andre ord den kan stoppe hans karriere i forsvaret. Så i dag var han så den sidste jeg tog en åbenhjertig snak med og forklarede ham sagen tilstand, og han blev noget tavs. Nu må vi give ham en chance for at gøre det bedrer, men fortsætter han i sit gamle spor, må selv jeg sige at den kommende bedømmelse er fuldt berettiget.
Efter den omgang var jeg følelsesmæssig og overskudmæssig på den menneskelig front noget brugt, så jeg gjorde ikke så meget lægeligt og i stedet for læste lidt dari, fik talt med Safi og så løbet en tur ude på grusvejen i dagslys. Med modvind og masser af støv var det en blandet fornøjelse, men jeg fik da løbet 4 km. Jeg blev meget forpustet, mærkligt! Nå så var det stuegangstid, og det måtte jeg gøre i sporttøjet da jeg var blevet kaldt før jeg nåede at komme i bad, da der var igen en vanskelig sag, som kræver mindst et halvt års behandling for osteomyelitis. Nå efter det i bad og så har jeg en aftale med Mahmud, generalens landekyndige oversættere, som også synes det vil være sjovt at lære mig dari. Jeg føler mig omgivet af så mange som vil hjælpe mig, så det skal nok blive godt. Så vi terpede sammen i 1½ time. I aften er det så AnneMaries og Jettes sidste dag, så de giver blå blink. Nu hvor jeg har ringet hjem og skrevet vil jeg igen deltage i hyggen.

normal opstart på dagen, kl. 9.00 skal vi til KIA og se Role 2 sygehuset spanierne har opbygget. Det var meget mindre end vores, kan kun gøre stabiliserned behandling for en af ganegn or at evakuere bagud blandt andet til os hvis der skal gøres mere end bare så meget som diagnostik. Alså nærmest ingenting, men de har 4 intensiv senge, dog kun bemanding til 24 timer, dvs ikke noget med behamdling mere end den tidsperiode, nærmest ingen ting hvis vi skal bruge det til noget. Så helt ærligt kun til pynt og så til akut behandling men så heller ikke mere, bedre end ingenting, men nærmest ingnting. Vi fik aftalt at hvis vi har færdigbehandlet nogen og har brug for at tømme vores intensiv akut så at vi kan benytte dem, og at ved MASCAL situationer at de vil informere os i god tid. Så det var helt OK at have set deres "sygehus", som mere eller mindre bare er en lille skadestue med lidt sengekapacitet , hvis vi skal sammenligne med danske forhold.
Eftermiddagen pause blev brugt til hyggesnak ibandt os piger, sende køjesæk og andet egen småting. Kl. 15.00 tilbage på hospitalet for at se hvad der sker, og jeg håbede på der var stille så jeg kunne løbe mig en tur, men NEJ der var en del at tage sig af, bl. a. besøg af delegation af det næste headquaterkontigent, som betsår af tyrkere, 35 mand der skulle vises rundt, dog gjorde det Hr Grell, vores LSO, ledende sanitets officer. Til gengæld viste jeg en af vores lokale samarbejdspartnere rundt, broder Peto, som leder leishmanioseklinikken, som behandler det plus lepra, dvs spedalskhed og hud tuberkulose. Jeg fik vist hospitalet og derefter var der lidt samtaler omkring en hændelse fra vores ledelse som igen har klokket i det, men det nliver en helt sport at få det drejet til alles bedste, og dermed undgået de værste brølere. Problemløseren slår til igen. Jeg morede mig nu vældigt. Her til aften gav Anne Marie  "blå blink", som er en omgang til dem der er tilstede i lejren af det man ønsker, vin øl eller vand til en hvis pengegrænse. Så vi tøser og dem der nu er i lejren fik en del rødvin og en rigtig god snak om alt fra kampsport til standarddans til våbenuddannelse og skydning til hvad folk har gjort før de kom i forsvaret. Samt en hel del "gas" på hinanden. Godt grin. Man kan godt mærke at halvdelen af lejren er på leave, og os dr er tilbage kommer tættere på hinanden. Slet ikke så tosset. Snart skal ANne MArie hjem, og igen vil jeg svane en jeg kommet til at holde af, for en humørbombe som hende skal man da lede længe efter. Jo alt i alt en rigtig hyggelig dag, men jeg savne at gøre sport som jeg er vant til, så i morgen må jeg se at komme ud at løbe, så længe sportsteltet er lukket pga ombygning. Men hvis jeg skal løbe udenfor skal det være i dagslys fordi grusvejen er med mange større sten så man let kan komme til skade. Nu har jeg prøvet at rineg og efter skriving i seng og evt læse lidt, men det bliver koldt i nat da vore varme 40 anlæg er gået i stykker!!!! Så jeg skal låne Anne Marie min ekstra dyne, da hun kun har sommerdynen og det er helt klart for lidt. Så vi snakkes ved i morgen igen. Sov godt!! :-)

O p til sædvanlig tid, men med hovedpine og følelse at jeg i hvert fald ikke har sovet længe nok. Så efter appel og stuegang gik jeg tilbage for at sove lidt videre. Det blev helt til kl. 11.00, hvor jeg så skulle forberede til Aliabad sygehuset kl. 12.00. Så over at spise frokost og stå klar til at komme sfsted, men INGEN køretøj er klar: så finde ud af hvad der er sket! Stadig kl 12.30 var der ingen kører så jeg aflyste mødet i dag, for jeg skulle have været der til den tid. Efterfølgende fandt jeg bikøreren men ingen kører! Jeg fik sagt at det ikke var særligt smart og næste gang skulle køreren stå fremme så man vidste hvem han er. Så jeg havde lige pludseligt masser af tid. Jeg fik samlet materiale til en uddannelse amerikanerne kan give: PHTLS (pre hospital trauma life support), BLS (basic life support) osv. Så fik jeg afleveret papirene til fru Kæmmere. Også andre småting fik jeg ordnet. I dag har det regnet med torden og vand og hagl!! Det blev også temmeligt køligt. Jeg fik terpet og repeteret lektion 9 i dag og kigget igen på det med klokken, og sammen med Safi lavet sætninger på dari.
Her til aften er vi så inviteret til franskmændene, da de fejrer Sankt Lukas, helgen for lægerne og de syge. Det blev fejret med en delikatessemiddag med udsøgte franske madvarer, kokkereret af fransk kok, maden hentet fra Frankrig. Men i dag skal jeg ikke for meget vin, og nu vil jeg skrive færdigt, har allerede ringet hjem og fik fat i Jacob og Joachim. Thomas tog ikke sin telefon. Efter dagbogen et bad og så tidligt i seng.

Søndag-ehhhh! Sove længe helt til kl. 7.30, da jeg har lovet at hjælpe til morgenmaden. Så op og hjælpe til med at varme pølser og stege dem, skralde æbler i vand med appelsinsaft og citronsaft. Resten var ordbnet af de andre. Så morgenmad, derefter rengøring og så messe, dagens tekstat efterfølge Jesus ikke bare at se på, dejlig prædiken af Flemming. Så lidt afslapning og spise rester til frokost, så appel kl 13.00 med konferance, så hurtigt til bage igen da vi i dag har aftalt at gøre en indkøbstur til "chicken street". Så jeg fik købslået et ægte tæppe i de farver jeg gerne ville have til 400 euro i størrrelse 2x3m. Ikke dyrt men heller ikke billigt! De andre fik også handlet. Tilbage igen blev vi budt på en vand af franskmændene, da jeg fik indbudt dem med på turen. Så hedder det aftenstuegangen. Efter det tilbage igen for i aften er vi indbudt hos amerikanerne til aftensmad og hygge, og i dag fik vi " gambo", en ret med store kæmperejer, pølse og kylling i stræk krydret sauce, meget delicat og stærk/hot. Og så den dejlig afslappede atmosfære hos amerikanerne, ingen store diggedarer bare snak og nærvær. Meget afslappende og hyggeligt. Vi blev kørt tilbage så vi kunne holde vores forpigtelse, nemlig to køretøjer to lange våben og tilbage kl. 23.00. Alt til punkt og prikke, således at vi også en anden gang kan tillade os at konmme afsted til en så dejlig aften. Til gengæld kunne jeg så hjælpe en af deres til tandlægen, da han blødte efter en større tandoperation. Så alle var glade, specielt dem jeg kunne få med, præsten, sygeplejerskerne og laboranten. Skønt at de alle syntes at det var en god aften. Nu er jeg godt træt og længes i seng. SOV GODT DERHJEMME!

I dag skal jeg til surgical meeting i Camp Sauter, den engeske camp. Selfølgeligt er hele formiddagen gået som sædvanligt. Mødet havde fire emner: tilretning af den store mascalplan, leishmaniasis med fotos af de tilfælde englænderne havde, som de mest ineressante af dem. Bagefter stående buffet, men mange forskellige småretter/pindemadder. Eftermiddagen har jeg så brugt på at arrangere en ekskursion af 7 forskeliige læger til leishmanioseklinikken her i Kabul, som også behandler lepra og hudtuberculose/ TB. Så det fik jeg ordnet og jeg gjorde rigtig mange glæde, så man selv også bliver glad.:-)) Senere læste jeg Dari, blev hørt i gloserne og så fik vi gennemgået alle øvelserne. Stuegang og efterfølgende tilbage til lejren for at være til briefingen, bagefter hente mad, så katolsk messe, for bagefter at gøre sport: dagens udfordring løbe 6 km til en hastighed på 8,8km/h og så gå 1 km til 4.8 med elevation på 10%, ro 10 min, og så 60 mave og 60 rygbøjninger, 20 armstrækkere. Et vidunderligt bad og nu prøver jeg at komme i kontakt med BJ for at arrangere en "pigeudflugt" til de amerikanere jeg kender. Men lige nu får jeg ikke kontakt, en opgave for i morgen, ringe har jeg også men ingen tager telefonen. Nu efter skrivningen vil jeg så spise aftensmad, for efterhånden er jeg blevet sulten. Kl. er også 23.00, derefter i seng!

Op til sædvanlig tid, men jeg kunne mærke at jeg i hvert fald ikke har sovet nok. Morgenkonferance, bordfordboldt, fælles morgenmad og så stuegang. Ingen operationer planlagt til i dag. Til gengæld lidt administrativt med at skrive næste uges mødeplan, få snakket med alle folk og få løst evt. hængepartier fra i går. En pige med hypothalamuscancer til udredning og derefter arrangere at få hende vurderet af neurokirurgerne i Aliabadhospital. Så ellers se patienter i ambulatoriet, men der var ikke bestilt så mange. I dag er det første dag af afghanernes Rhamadan, dvs deres fastemåned, hvor de ikke må spise, drikke eller ryge fra solopgang til solnedgang. Så vi skal forvente en noget sløvere arbejdstempo fra dem, men nu får vi se hvordan det går. I dag kunne jeg ikke mærke nogen forskel på deres opførsel. I dag måtte jeg sove middagssøvn, og eftermiddagen var lidt stille, således at der blev tid til lidt dari. Jeg har primærvagten så jeg har set på en med noget uklart billede af blindtarmsbetændelse, men har så alligevel operet her til aften, den var ikke syg, og han havde en Meckels divertikel, som ikke var syg, og han havde adenit, som så var forklaringen, ingen fri væske og lidt ødem af slimhinden i appendix. Så hans smerteklager må til dels været betinget af hans herkomst, lidt kulurelt betinget overdrivelse af smerterne, men det ses ved de meget sydlandske folkeslag. Nå nu får vi jo se hvordan det går med hans smerter.
I dag var Fru Kæmmere, den militære ledelse af felthospitalet, meget sur på mig, i hvert fald så sur at hun ikke talte med mig. Så jeg håber hun tør op til i morgen.
Her til aften fællesspisning, hvor vi har inviteret franskmændene over at spise, det var meget hyggeligt, vi fik roastbeef, bearnaisesauce, krebinetter, dvs stegte kartoffelmoskugler, og grøntsager, dvs en god gedigen middagsmad.Til forret skinke og melon og til dessert is med friske frugter. Dertil sydafrikansk rødvin. Ikke så meget fordi jeg har vagten, men lidt.
Nu ringe, skrive og har lige chattet med Joachim. Så nu hedder det seng igen.
Dagene går bare utrolig hurtige!!

FED dag i dag. Kl. 07.35 skulle jeg møde hos MEDEVAC til patrulje til det sydlige ISAFområde, Elisyt. Opgaven var at lægge grundsten til en ny politistation, overgive nøgle til en ny sundhedsklinik, åbne en ny skole og klippe snoren, hvorefter der var middagsmad kl. 15.00. På det tidpunkt var jeg i hvert fald sulten. Det var pragtfuld mad, spist i det fri med fingrene, men der fandtes også ske og gaffel, men det brugte jeg kun hvis det var nødvanedigt. Jeg sad ved siden af en afghansk general og fik snakket engelsk med ham. Naturen er også her præget af tørke, men der hvor der flyder vand dyrkes der alt muligt forskellig mad. Så alle er meget flittige, og det eneste de ønsker sig efter 25 års krig er sikkerhed igennem os så de kan opbygget et fredeligt Afghanistan. Da der ikke kom en kvindelig minister, fik jeg den gave der var tiltænkt hende, så jeg følte mig meget beæret og så er det også optaget på video og kommer formentligt i tysk og afghansk TV. Nu må vi se. Da vi kom tilbage til hospitalet grinede alle af mig fordi jeg bare var helt støvet til, de kaldte mig pensionist, fordi jeg var helt gråhåret af støv, og så i øvrigt meget grå over det hele pga det. Så badet i dag efter sport var ikke bare dejligt men i allerhøjeste grad nødvendigt. Så var jeg også over at dyrke sport i dag, 2 km roning modstand 10, hstighed 2,5-3,0, derefter løb 5 km til en hastighed på 8,8km/h, efterfulgt af gå 1 km med 10% elevation, hvorefter 60 mave- og 60 rygbøjniger, samt 20 armstrækkere, men på knæ.
Nu har jeg spist min frokost jeg havde smurt mig, ringet hjem og er snart færdig med at skrive.
Min forkølelse er lidt bedre end i går.
Nå ja, Fru Kæmmere var sur på mig i dag fordi jeg tog afsted alligevel, men jeg må håbe hun er for længe sur på mig.
Kan I alle sove godt, jeg er nemlig godt træt efter den begivenhedsrig dag, :-)))).

Stille dag rent patientmæssigt, kun lidt småterier. Til gengæld en del organisatorisk at tage sig af. I dag kom 3 afganske læger til uddannelse hos os. Vi vidste ikke de kom i dag, men tidligere har der været tale om at vi skulle gøre det. Så var der en masse ballade fra Fru Kæmmere som absolut ikke ønsker at det overhovedet skal forgå, men jeg synse det er helt OK, at give dem uddannelse i de apparater vi har, da de har fået doneret dem fra USA, men ved ikke hvordan de funktionere. Så vores opgave er at undervise dem i mekanikken og ikke starte en grunduddannelse i at være en læge. Vores krav til dem er at de skal kunne tale engelsk, men en ud af de tre kan ikke, så vi må se om det kan gå. Så var der en masse ballade om ID, adgang osv. men det må vi få ordnet. Jeg fik førstehåndsindtryk fra de tre afdelingschefer: X-ray, laboratoriet og anæstesien, og de vil godt prøve. Så vil jeg jo gerne afsted og tage med på en patrulje ud og se landet omkring Kabul, men i dag stillede Fru Kæmmere sig i vejen for det, så vi var noget uenige om jeg kunne få lov til det, så jeg gik til LSO, som overhovedet ikke kunne se et problem i det, så det var skippeskønt! I morgen har jeg mulighed for at tage afsted, og ingen andre læger skal ud, så heller ikke det kan være en hindring. Så fik jeg arrangeret en tur til KIA, da det nye ROLE2 sygehus er blevet åbnet. Så vi skal se hvad de kan, hvor meget de kan og vide hvordan deres kapacitet og kunnen er. Det skal vi så i næste uge. Senere på dagen fik jeg så læst lidt dari, og i dag var det store tema: at lære klokken. Så nu kan jeg sige alt det der kan siges om det. Så aftensstuegangen og så tilbage til bøgerne for en ministund.På vej ud blev jeg så stoppet af en oversætter og fik talt om et problem, så først kl. 18.10 var jeg tilbage i lejren, men briefingen var allerede overstået. Nå så spise aftensmad. Kl. 19.00 var der så tillidsmands arrangeret møde og jeg var overså indbudt til at være med. Vi fik drøftet nogle ledelsesmæssige problemer der har været i lejren. Kl. 20.00 var der så arrangeret fælles underholdning af MPérne (militærpolitiet) og Pia sammen med en fransk sygeplejerske havde bagt kage. HMMMM. Underholdningen var et gæt og grimmasseleg, med temaerne: syng en sang, kendte personer, sportsgren og beskæftigelse. Det var meget sjovt. Så skal en masse på leave de føgende dage, så mange glæder sig til at komme hjem. Nu vil jeg forberede turen i morgen. Nu har jeg ringet og skrevet.

I dag er det stille. Jeg skal til konsultation i militærhospitalet kl. 12.00. Så til morgen fik jeg snakket lidt med Fru Kæmmere om Florans brokkeri og bagefter tog jeg tilbage til os selv, og Pia og mig gik over for at købe en fleecetrøje. Snakkede lidt og så tog mig en time på øjet, for jeg er noget mat i kroppen pga forkølelsen. På militærhospitalet ser vi, Floran og mig kun 8 patienter af forskellig karakter, blandt andet en med mitralstenose, som jeg så desværre ikke kan operere, fordi vi ikke har grejet til det her eller i hele Afghanistan. Tilbage igen var der heller ikke sket det store, en med en brækket fibula, en med en overfladisk snitsår, som skulle syes i let narkose, da det er et barn. Så jeg fik tid til at læse dari og vi fortsatte i lektionen 9. Før stuegangen om eftermidagen kom dr. Krischunas og spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at gå sammen med ham til Spanierne til deres nationaldagsfest her i aften, og det ville jeg gerne, men jeg havde lige forinden sagt ja til at læse dari med Wahed kl. 18.00 og ja til at gøre sprot sammen med Sabine kl. 20.00. Jeg tog over til Spanierne for at starte på tappas, paraden var allerede overstået, samtidig med vores stuegang.Jeg tog kortvarigt tilbage til vores egen lejr for briefingen og så tilbage igen til Spanierne efter en kort drink af Pia, for at spise Paella, hmmm. Dertil spansk rødvin og senere sangria. Kl. 20.00 tog jeg over for at gøre sport, men det er altid hårdt at træne efter man har spist, så i dag løb jeg noget langsommere 8.6 km/h de første 3 km uden pause og så 200 gang for hver km ialt 6 km og 1 km gang med en stigning på 10%. Så ro og så mave og rygbøjninger efterfulgt af 15 armhævninger på knæ. Så i bad, ringe og skrive. Og min pude har kaldt hele dagen trods formiddagslur, så nu vil jeg smutte i seng.

Igen i dag stor tyskerne på hovedet, da Bundeskansler Gerhard Schröder skal komme på besøg i Camp Warehouse og specielt skal besøge vores felthospital. Han skulle komme 10.20, dvs vi havde sat sving i operationerne for i dag, havde gået stuegang, men main gate blev lukket for lokals til ambulatoriet. Kansleren kom kl 10.40, og vi, også mig fik hantryk og en kort davs fra ham. 10 min efter var han ude af døren igen. Det der var mest irriterende ved et sådan besøg er at det bliver nærmest ødelagt af alle de sensationshungrende journalister, som var meget påtrængende og nærmest løb og skubbede en over ende. Nå et billede fik jeg af ham , men ikke sammen med mig. Det der forbavsede mig mest ved ham er at han er mindre i højden end mig! Men en venlig men fast personlig udstråling. Resten af dagen gik hurtigt over, for alle patienter til ambulatoriet kom så efter kl. 14.00, så vi havde travlt med at arbejde denne pukkel af. Der blev tid til en lur før kl. 14.00, som er tiltrængt idag for jeg er blevet mere forkølet og dermed noget mat i kroppen. Ved 16.oo tiden var vi så færdige med patienterne og jeg fik terpet lidt dari og fra kl. 16.30 sammen med Safi. Kl. 17.00 stuegang som sædvanligt, en patient md gastroenteritis, en med byld i visdamstanden, dvs en tandlægesag, en med betændelse lednært ved finger, som skal opereres i morgen, en med en byld ved anus. Alle ISAF soldater. Så tre afganere efter den skudsår og to nye til i morgen,en med fjernelse af metal efter brud og en med testis, som ikke er kommet ned i pungen. Her til aften har jeg bare hygget mig med at lave øvelserne til lektion 9, og nu er jeg kaldet til intensiv, så jeg vil løbe.

En søndag, men os fra hospitalet skal møde alligevel kl 7.30, hvorfor ved jeg stadig ikke. Efter moregappel, vores bordfodboldspil, morgenmad og stuegang blev vi læger enige om at vi der havde vagt kunne kaldes og alle andre kunne gøre de ting de plejer om søndagen, og hvis der skulle ske noget ville vi få hentet dem vu har brug for. Så selv jeg, som har vagt to, gik tilbage til egen lejr. SAN ELM har rengøringen af fællesområderne i denne uge, så jeg kastede mig over det ene af teltene, messeteltet, sammen med Pia vores operationssygeplejerske, og gjorde det rent før messen. Så messe, idag om Vinstokken og os der er grenene. En god prædiken blev holdt af Flemming. Derefter rengøring af eget område og så katolsk messe kl. 11.00, derefter vaske mit tøj og hænge op, således at jeg måske har noget tørt at tage på i aften til sport. Så spise frokost og så en tur forbi sygehuset og lige får snakket med de forskellige grupper: intensiv, pleje og FUII og NFA. "min gode ven"Florant kom og brokkede sig igen over for mig, men i stedet for at diskutere det igen fik jeg fortalt ham at jeg vil prøve næste gang måske at tildele det team han befinder sig en mere lærerig operation end sidst, men at jeg ikke ville love ham noget. Så gik fortrøstningsfuld igen. Så fik jeg læst dari til den store guldmedalje, og startet på næste lektion sammen med Safi. Da han i dag ved aftenstuegangen brugte nogen af de ord jeg kunne, forstod jeg dem, JUBI. Stille og roligt forstå jeg flere og flere ord, dejligt. Så tilbage i egen lejr til aftensbriefingen, og bagefter hente mad og over til sportsteltet sammen med Sabine. Jeg fik løbet 5,5 km, de første fem på 8.7km/h de sidste 500m til 8.4km/h, så ro 1km på hastigehd på 2.5 på styrke 10, 60 mavebøjninger, 60 ryghævninger og 15 armstrækkere, disse dog stadig på knæ. Så blev sportsteltet lukket pga at vi skal gå med farg-vest og hjelm fra kl. 20.00 og vi ingen alkohol må drikke, helt til kl 5.30 i morgen. Nå vi gik i bad og så varmede jeg min mad og vi hyggesnakkede til kl. 22.00. Så hed det skrivning af HOK-telefonavis, stryge tøj til i morgen og så ringe og skrive. Men nu hedder det også seng, for min forkølelse er der stadigvæk.

Valgdag. Intet var sket i løbet af natten. I dag har jeg primærvagten, så hvis der sker noget vil jeg være den første der får det at vide. alt som sædvanligt, men 5 min før stuegang får vi meldingen om at fire sårede vil komme ind, senere fik vi at vide at der var 4 afganere plus en død. De sårede kom ind kl. 10.00. Det var fire afganere, tre af dem viste sig at være almindelige afganere og en taliban, dvs en fjende. De tre af dem lettere skadet ag taliban middelsvær skadet. Et håndskud, et fodskud, et balleskud og så den sidste med sinnebenssår, hælbrud og to bløddelsskud, som viste sig at være strejfskud. Taliban blev overflyttet til amerikanerne for behandling og senere afhøring og internering, og de andre blev opereret her. Vi var færdige kort før tolv med hele behandlingen, så jeg følte igen at det gik hurtigt og smidigt og planen fungerede. I dag måtte jeg så sætte vores unge kirurgassistent på plads fordi han mente han skulle være med der hvor det var mest spændende for ham uddannelsesmæssigt og ikke der hvor han var placeret i følge den store plan, så jeg måtte beordre ham til at høre efter. Jeg var ikke populær hos ham, men til gengæld hos alle andre, som som mig også mente at den lagte plan skulle holdes og at det her ikke drjer som egen profilering men et teamwork, hvor hver har sin plads. Det blev jeg så meget glad for. Men de grinte alle lidt af mig fordi mit temperament boblede frem som en tordensky, der lynede. Jeg tror alle fik med at jeg var gal i skralden. Trods det fik jeg respekt. Vores lille Want to be kirurg fik trukket grænsen, men senere kunne trods alt smile til mig igen. Alle de ældre erfarne kirurgmænd gav ham også "et godt råd"- nemlig at høre efter, og at det ikke drejede sig "om en skide kvinde, der bare skulle have ret", så jeg har det efter alt temmelig godt med at jeg tog konflikten og holdt på at den store plan skulle holdes.
Resten af dagen skete kun småting, som en lille byld på maven og en med mistanke om blindtramsbetændelse, men forløbig ikke knivmoden.
I dag er første dag hvor vi på intet tidspunkt har set solen. Det har været disig/luften flyldt med støv og så skidekoldt. I dag er vi stort set alle rendt rundt med fiberpelse på. Desuden er mange blevet forkølet, også mig. Så jeg er glad for at varmen er blevet tændt i vores telt, men velfærdsteltet er uden varme, så jeg får rigtig kolde fingre at skrive her! Og så er det rigtigt koldt at børste tænder ude ved vores store vask i det fri. Jeg er glad for at der er kommet varme på felthospitalet, så der bliver man ikke til en frysepind. Her til aften var jeg så til katolsk messe, kort. I morgen er normal arbejdsdag med appel kl. 7.30, så ingen søndag for os. Nu vil jeg krybe under dynen og få varmen igen.
Sov godt derhjemme.

Igen en stille dag. Vi fik en endnu en livvagt af Kasaj ind som var blevet skudt igennem foden ved et uheld, men der var ikke sket det store. Ellers kun vores afganske redaktør på den ISAF avis vi laver her, som havde ondt i maven. Ellers har jeg læst dari, snakket med folk, specielt ham der reagerede på den døde pige, spist sammen med vores tolke, hvor Safi har kokkereret, en stegt leverret med afgansk brød til. Det smagte dejligt. Så var der tid til en lille lur, og så kl. 15.00 havde Dorotea, vores nye intern mediciner inviteret til fødselsdagskage. Kl. 16.00 var så uddannelse, hvor ANneMarie og mig fik gennemført nogle cases, hvor vores kollegaer skulle tænke selv og udføre triage og lægge behandlingsplan. Dem der var der fik en masse ud af det og syntes det var skægt. Så kl. 17.00 stuegang og så blev jeg hørt i dari af Safi, og i dag gik det en hel del bedre end i går med ordene. Så i morgen skal jeg så høres i ordlisten for lektion 8 og så starte på lektion 9. Her til aften hed det så igen sport og Sabine og mig aftalte kl 18.30, men hun kom for sent og jeg var taget af sted. Jeg fik løbet 5 km til en hastigehd på 8.7 km/h, så det tog under 35 min. Så ro 1km til en hastighed på 2.3-2.5 min/500m og en modstand på 9. Så 60 mavebøjninger, 60 ryghævninger og 10 armhævninger. Så hurtigt tilbage igen til fælles aftensmad, grillet okse og kyllingkød med salat og brød til. Igen i aften var der underholdning af de to stand up komiker, som egentligt skulle have været afsted, men ingen flyer overhovedet! Så de har lige reddet sig nogle ekstra dage her hos os. Så det var igen en blandet samling af vittigheder, men alle faldt ikke i min smag. Specielt da han svinede paven til, syntes jeg det ikke var sjovt. Nu ringe og skrive og så sove noget for man ved jo ikke hvad Taliban kan finde på.
OK- hav det godt.

Igen en stille opstart på dagen. Til formiddag var der tid til at hygge med personalet i plejeafsnittet, tid til at terpe dari, men så gik jeg over og skrev mødeplanen for næste uge, samt gik op for at bestillekøretøjer til det. Der var behageligt varmt, så jeg lagde mig 30 min i solen og blev lidt lysserød. Tilbage igen var der forsat stille, så jeg prøvede igen at terpe anatomi på dari, men der er stadigvæk ord der bare ikke vil ind i hjernen. Nå så kl. 16 var jeg på vej ud for at hente Safi, da ISAF køretøj bragt et pålørt pige ind. Hun var ca 10 år, med åben kraniebrud, lysstive dilaterede pupiller og uden vejrtækning og hjertelyd, men på EKG med elektrisk impuls. Vi måtte vente 20 min på at der ikke var længere elektrisk impuls. Hun var under alle omstændigheder uden for terapeutisk rækkevidde. Så aftenstuegangen tog de andre, mens jeg snakkede med militærpoliti og pigens fader. Det var ikke lige den oplevelse jeg havde ventet der skulle slutte min arbejdsdag, men jeg var glad for jeg ikke havde det som en af hjælperne, som aldrig før har været udsat for en "død"døende barn før i sit liv, så for ham var det som at være i et mareridt. Jeg fik snakket lidt med ham om det. Nu vil jeg lade ham lige sunde sig og så snakke med ham igen i morgen. Her til aften har vi haft to standup komiker, og før det spiste vi samlet os spanierne pizza. Det var meget hyggeligt. Der var to komikere, hvoraf den første var ikke noget for mig, men nummer to var OK. Samtidig med det skete der et raketnedslag 300 m Nord for camp Warehouse, det raketanslag der har været tættest på, men det har ikke øget sikkerheden internt, andet end på sygehuset hvor de rendte rundt med fragvest og hjelm, fordi de jo ikke går i bunkeren. Men der var ingen bunkeralarm. Men jeg vil nu alligevel holde min fragvest i min nærhed og gå nogenlunde tidligt i seng. Men først vil jeg ringe hjem.
Vi har det nu meget godt. Elsker jer alle derhjemme.

Normal morgen. Meget stille dag igen, kun 4 patienter på plejeafsnittet, så stuegangen var også hurtigt overstået. Derfor har jeg brugt formiddagen på at oversætte noget uddannelsesmateriale til på fredag. Kl. 11.45 gik strømmen over hele camp warehouse! Jeg troede lige at hele mit arbejde var røget, men havde dog gemt engang undervejs, og maskinen havde autogemt siden, og DET var HELDIGT. PYH ha!! Jeg var godt nok nervøs de 20 min vi var uden strøm at hele mit arbejde bare var forsvundet. I ventetiden på strømmen gik jeg over for at spise. Så efter at strømmen var tilbage kunne jeg så færdiggøre oversættelsen og fik drøftet teksten med AnneMarie for at vælge de bedste cases for triage og dermed grundlaget for diskussioner til undervisning, og det hele skal køre efter ATLS proincippet, som tyskerne ikke r så glade for, men de får "tæsk" i det på fredag, så får vi se om de så bedre forstår at dette behandlingsystem bare fungerer. Meget spændende. Nå så skulle jeg have det printet ud, men så ville printeren ikke!! Jeg blev bare skideirriteret, så prøvede jeg mit memostik, og gjorde også knuder!! Først kl 15.00 efter massiv hjælp lykkes det at få et udprint. Tilbage på hospitalet var der stadig stille, der var kommet to ind, en med malaria vivax og en med appendicitis (blindtarmsbetændelse). Altså satte jeg mig og terpede indre organer på dari. I går gik det så nemt at huske den ydre anatomi, som næse mund øre osv., men i dag havde jeg igen problemer med at huske 1/3 af ordene, nogengange tænker jeg at der er en eller anden blokering i min hjerne, jeg bliver bare så irriteret på mig selv! Ikke destomindre gik det nogenlunde ved overhøringen i dag og fik suppleret med de forskellige dele af et sygehus alt fra orthopædkirurgisk afdeling til tandlægen. Til i morgen vil jeg tegne en mand og skrive alle dele på dari, måske bliver det så hængende!!! aftensstuegangen var hurtigt overstået, en tysk soldat med spinal hovedpine efter spinalbedøvelse, hun var stået op to timer efter for at ryge, så hun har bedt om at blive syg!!, og så en med malaria og så den som lå på operationsbordet med appaendicitis. Bagefter lidt dari, men vi var næsten blevet færdige med den nye ordliste. Så igen i dag var jeg tilbage i dansk lejr, tidligt - skønt. Jeg hyggesnakkede igen med dem der sad ved bordet og efter aftensbriefingen gik jeg iver til Sabine, neurologen, som jeg havde aftalt at gå sammen i sportteltet, så vi tog afsted efter at have hentet mad. Også id ag har Wahed ikke tid, da han skal oversætte en masse for chefen. Så vi tog os god tid til at dyrke sport, jeg fik løbet 5 km, roet 1 km og lavet 45 ryghævninger og 60 mavebøjninger og 10 armstrækkere, dog på knæ. Så var jeg også brugt!
Et skønt bad bagefter og så tilbage og varme maden, som jeg så spiste sammen med Sabine. Nu ringe og jubi idag fik jeg fat i Thomas, og det er altid dejligt. Nu skrive, så måske læse lidt og så sove. Nætterne gå nu ned mod 3 grader og dagen holder sig under 20 grader, luften er kølig, men i solen er det OK. Vi har nu fået tændt for varme 40, og sat på 18 grader i teltet, så i morges var jeg ikke ved at fryse halvt ihjel, og det er nemlig godt. I denne uge har fællesområde rengøringen. Så jeg har taget vasken, at gøre den rent dagligt. Shan vore afganske rengøringsmand har fået fri pga valgene, så vi skal gøre alt selv, for normalt gør han det meste af den fælles rengøring. Det er der bare ikke noget at gøre ved.
Nå kan I alle have det godt derhjemme- og sov godt!

Meget stille dag hele vejen igennem.I løbet af formiddagen fik jeg skrevet rapport omkring AliAbad sygehuset konsultationer, således at de andre læger ved at der kommer patienter til dem, for hvad og med hvilken bagtanke. Til formiddag fik vi endelig afrejsen af den italjenske soldat på plads og han fløj til Tyskalnd og videre hjem til Italien. I dag er så planlagt at de sidste fire patienter er klar til udskrivelse i morgen, så er hospitalet forløbigt tømt, og dermed er den fulde kapacitet for evt MASCAL tilstede. Så efter lørdag kan vi så gå op i planlagte operationer til to dagligt og dermed fylde vores senge igen. Men jeg har det godt med at have et "tomt" sygehus op til valgene på lørdag. Jeg håber selvfølgeligt ikke at der sker noget som helst. Eftermiddagen brugte jeg på en lille lur og så dari, hvor jeg nu kan sådan som næse, øre, mund osv alt det ydre og blev hørt i det i dag, og er så gået videre med de indre organer til i morgen. Nå nu får vi se om de hænger fast.
Tidligt tilbage i egen lejr, meget mærkligt at være så tidligt tilbage, men enormt dejligt. Bare hyggesnakke med folk og så være der i god tid til vores briefing. En har kvajet sig , så han gav en kvajebajer til alle, så jeg nød i fulde drag en øl, og det før aftensmaden! Senere gik jeg over for at spise, og bagefter terpe dariord! Wahed kom atter ikke i dag. Så jeg gik ind i vores "kino" og så Shrek, en meget morsom humoristisk film, helt klart noget for alle barnlige sjæle. Nu skrive og ringe hjem og så tidligt i seng.

Morgenen som altid. I dag skal jeg så operere en kvinde med en fistel efter en byld pga træsplint i bagen. Det var hurtigt overstået. Så var der lidt tid til at få talt med dem på anæstesien, da den iltaljenske soldat skal flyves ud så hurtigt som muligt. Men det bliver først i morgen formiddag. Så blev det frokosttid og jeg skal til Aliabadhospital og tager vores anden thoraxkirurg med. Vi ser 9 patienter med forskellige lidelser. Mest hovedpine som hovedsymptom og forskellig form for lammelser og kramper. Alt fra skudskade til tumorer i hjernen. Og så rygsmerter. Nå der blev givet nogle tider til CT-scanning og til neurologen. Tilbage igen var jeg temmelig træt og fik mig en lille lur i NFA. Frisk igen fik jeg fulgt op vores iltaljenske soldat og der var nu mere lys over selv flyet til ham. Dejligt. Så var det tid til stuegang og de fleste af de involverede italjener, der varlet skadede var blevt udskrevet idag til egen enhed og tog så hjem, så nu har vi kun 4 indlagte i alt. Derefter blev der tid til lidt dari og idag tog vi hoveddelene af den menneskelige anatomi, næsten 30 ord, at lære til i morgen. Men jeg tror det letter mit arbejde når jeg forstå hvor patienterne har ondt! Kl. 18.00 over til mig selv. Jeg aftalte kl. 20.00 med Wahed, så jeg gik over for at hente mad. Så vil jeg tage over at løbe/ro/styrketræning og gør det sammen med Sabine, den tyske nye neurolog. Så jeg fik løbet 5 km, de første 4 km ved 8,7km/h og de sidste meter ved 8,4km/h. ro 1,5 km ved modstand 8 og hastighed under 2,5 min/500m. Så lidt ryg, men så gad jeg ikke mere. Kl. 20.00 var jeg tilbage igen, men Wahed kom ikke, så 20.20 gik jeg over for at bade. Kl. 21 havde jeg aftalt at spise aftensmad med Sabine og vise hende vores lejr. Så det gjorde vi. Kl. 22 tog hun tilbage til egen felthus og jeg hyggede lidt ved fællesbordet og fik en lille slurk vin sammen med NK og CH. Nu skrive og ringe så læse min ord til i morgen og så i seng.

I dag en igen en speciel dag. Det er tyskernes genforeningsdag. Så derfor havde det tyske køkken brunch til kl. 10.00, hvorfor vi ikke har nogen fælles morgenmad i dag. Jeg havde en del papir arbejde at gøre, så derfor havde jeg ikke tid til den danske messe. I dag fik jeg så også postet pakkerne hjemad ved postmand Bjarkes hjælp. Kl. 11.00 var der så tysk messe men kun som gudtjeneste uden eukaristi, så for mig meget ØV. tilbage igen for at spise lidt inden parade/appel kl. 12.00, hvor jeg var inviteret, som clinisk director og som dansk repræsentant for den multinationale del af det tyske felthospital. Der var en enstjernet og en trestjernet general tilstede, samt repræsentanter for den afganske regering. Jeg fik hilst på dem ganske kort. Så var der reception og vi fik rigtig god mad. Kl. 13.15 gik jeg så over til hopsitalet, da generalerne ville se det. Så jeg fik advaret folk, sat lidt skik i dem, tage reglementert tøj på osv. Så kom de og fik en kort rundvisning. Hospitalet fik ros for sit arbejde for de lokale afganere, og min rolle blev specielt rost, da uden mit arbejde vi ikke havde de gose relationer, så jeg fik "røde ører", men blev glad for at mit arbejde bliver set og værdsat. Så blev der lidt ro, da vi i dag ikke har åben for ambulatoriepatienter, og jeg fik læst lidt Dari med Safi. Kl. 17.00 stuegang.
Kl. 17.30 fik vi melding om flere tilskadekomne italjenere. Senere fik vi at vide at der var 6, samt ingen melding om alle var svært tilskadekomne, da en af dem var allerede død. Et solo trafikulykke. Nå så blev der udråbt MASCAL, således at alle ville være tilstede hvis der skulle være flere svært tilskadekomne. Og det spillede bare i dag. Alle viste i dag hvor de skulle være, hvad de skulle lave. Jeg fik styret forløbet indefor med hensyn til at de rigtige fok var de rigtige steder og alle irrelevante blev vist bort. Den rigtige hjælp kom til de rigtige. Der var arbejdsro for dem der havde patienter, de andre holdt sig på afstand, fik spist og drukket. Der var en intens og rolig arbejdsstemning, og ikke som sidst panik/kaosstemning. Så jeg må sige at det var en fryd at det i dag fungerede som planlagt. Resultatet blev en middelsvær tilskadekommen, 4 let tilskadekommen.
Nu skal vagtholdet gøre de sidste småting og jeg er gået tilbage til vores lejr. Nu er klokken blevet så mange at jeg ikke gider gå over for at motionere, ej heller at læse dari med Wahed, men i stedet vil nyde en øl i messen. Jeg har allerede ringet hjem og fået fat i Joachim, som absolut bare svarede i enstavelsesord og ikke havde tid til at snakke med mig.
OK- "skål" nu vil jeg nyde en øl.

I dag er det Jacobs fødslesdag. Tillykke min søn.
Natten gik med at atge sig af en afganer med bugspytkirtelbetændelse, akut pancreatitis. Han dårlig og det tog så hele natten at få ham diagniosticeret og sat behandlingen i gang. Hele dagen er så gået med forskellig organisation af transpot af patienter. Først vores afganske mand med pancreatitis, som blev føljet til Bragram, da det viste sig han var bosiddende i USA. Så havde vi to afganer som nu er færdigbehandlet men kræver skiftninger hver anden dag, som så kan forfå på et agfanske hopsital. Så kom en afgansk dreng, som var kørt på mortocykel uden beskyttelse direkte ind i et andet køretøj, han havde svær hjeneskade og ødem, så han var uden for terapeutisk rækkevidde, så han blev flyttet til neurokriurgerne i Aliabad sygehuset. Så kom en afgansk mand efter trafikulykke med brud af overarmen, han bliver her. Så rigeligt for mig at få styr på. Så jeg kom først i seng kl. 12.00 og sov så til kl. 15.00. Eftermiddagen gik med at fortsætte hvor jeg slap, det sidste var så at få sønnen til den afganske kvinde til at forstå at han skal finde sin bror for han har fået visum til Tyskland, så han kan ledsage kvinden til Tyskalnd, men er ikke dukket op. Nå så han kommer ikke med i morgen! Her til aften valgte jeg lektionen i dari væk hos Safi, men har så terpet lidt til aften. Wahed dukkede ikke op, så jeg færdiggjorde nogle øvelser i dari. Men jeg ville egentligt også løbe i dag ford jeg ikke fik det gjort i går, men det orkede jeg nu ikke alligevel. Så det må jeg have gjort i morgen.Nu vil jeg lige skrive så ringe og så se min seng tidligt.

En stille dag med hensyn til afganske patienter, men en travl dag med møder: først medical surgical meeting, afholdt i dag ved headquarter. Det passede fint da vi har EPAR dag, så vi kunne spise frokost der. Foredragene var omkring ambulancetjenesten i Kabul, om medicinsk rapportering til NATO, og en anden småting jeg ikke kan huske lige nu. Så frokost og derefter tog jeg på bazar, som headquater har hver fredag og købte fødselsdagsgaver til Brigitta, mor og farmor. Nu skal jeg bare have sendt det.
Tilbage igen på sygehuset, gik jeg enrunde for at se om alt var som det skulle være, at der ikke har været store ting mens jeg har været væk og fik at vide at der ingenting har været, for jeg har nemlig vagten. Så var der tid til medical meeting her i lejren, som jeg har fået arrangeret. I dag afholdt af røntgenlægen, som er god til MR-scanninger og har havde en hel del spændende billeder med, som han så kunne fortælle om i 40 min, og vi lærte en masse. Meget spændende. Så stuegang, og vi får tømt sygehuset for de tunge tilfælde vi har liggende i morgen, og det giver god pause til vores pejepersonale, samt for tømt intensiv på søndag. Så nu er der plads hvis der skulle ske noget ved valgene i morgen 7 dage.
Til aften en der grill, T-bone steak og salat og chokoladelagkage. HMM. Før det ville jeg så gå og motionere, men blev kaldt lige da jeg skulle sætte fødderne på løbebåndet, til et barn. Der var mistanke om meningitis, problemet var bare at vore intensiv i forvejen har en afganer og den anden plads ikke også kan besættes med en afganer. Plejeafsnittet er ikke rustet til børn med mulig meningitis, så vi måtte afvise barnet, dog ikke uden at have indledt behandling med den nødvendige medicin, og flytte det til børnehospitalet her i byen. Det tog sin tid. Så var der ikke længere tid til sport, men nu var jeg ved at gå til af sult og gik tilbage for at spise. Det var skønt, at få ordenligt med kød og nok af det. Bagefter gik jeg i bad og så ryddede jeg op. Om eftermiddagen havde vi fået en soldat med mistanke om blindtarmsbetændelse, så jeg gik over for at føge op på soldaten, som nu ikke har ondt længere, og smerten havde flyttet sig fra hø. flanke/ hø øvre kvadrant til blæreregionen, så måske er det "bare" nyresten. Nu aftensrutiner og så i seng. Og ja i eftermiddags var der også lidt tid til dari, hvor vi fik skrevet noget af bogens øvelser på dari, selve skriften. Hvis jeg orker vil jeg lige kigge på endnu engang.

Onsdag:
Normalt op. Morgenkonferacne som sædvanligt samt stuegang, men så kl. 9.20 skulle jeg mødes med Flemming og Simon, samt Skivild med nogle franskmænd, som sammen med svenskermne skal til Bagram til den amerikanske lejr. Jeg har arrangeret en fremvisning af hospitalet, samt hélikopter. Så jeg glædede mig meget til turen. Skal bare være tilbage kl. 16.00 for at lægge vagtplan for Almen vagthavende Doctor. Af sted det gik med en halv times forsinkelse, fordi franskmændende ikke kunne finde deres bilnøgle og så havde glemt deres frag-vest. Jeg var bare ved at køre fra dem, for jeg syntes det var bare for ringe. Ankommet vel i Bagram lige til den aftalte tid mødtes vi så med den amerikanske læge der ville vise os rundt og hun havde afsat god tid til os, og det var bare skønt. Vi fik en udvidet tur rundt på hospitalet, og Flemming som er præst fik snakket med deres præst samt set kirken, og Simon, vore kommunikationsmand fik set deres kommunikationscenter. Alle fik noget ud af det og for mig var det dejligt at opleve. Så blev der også lidt tid til at få købt ind, og jeg havde fået en indkøbsliste med fra de andre, så jeg havde lidt travlt. Alt blev næsten fundet. Vi kom afsted 20 min. senere end planlagt for svenskerne kunne ikke holde tiden, med det resultat at vi ikke kom hjem til tiden og jeg måtte lave min aftale om til et senere tidspunkt. Så var der stuegangen tilbage og lægge op-program og fik så mødt Fru Kæmmere og vi fik lagt tjenesteplanen før aftensmad. Den fik jeg hentet og sat i køkkenet. En kort darilektion blev der tid til og så over at gøre sport, 3km i en hastighed af 8,7km/h og 2 km på 8,4km/h, derefter ro 5 min ved en belastning på 8 og hastighed 2.45 min/500m.så mave og ryg, totalt gennemsvedt i bad og derefter spise aftensmad. Så over at ringe hjem men ingen at træffe, og prøve at skrive dagbog, men ingen kontakt til siden. Øv, men jeg var også så træt at det var skønt at komme i seng.
Torsdag.
Min BRT dag ude på patrulje blev ikke til noget-øv, men forlagt til næste uge. Nu får vi se. Så dagen var en hjemmedag, men blev brugt på en del problemer der opstod i løbet af dagen: problem et: vores gamle afganske kvinde: MØDE om hendes fremtid, behandling, prognose osv, og det endte med et forslag om at flytte hende til Tyskalnd, og LSO har arrangeret det til på lørdag-skønt, så får vi lidt luft igen på intensiv. Så blev en af vores små patienter dårligere, og vi har ingen pædiater og der fro skulle han også forlægges. Det var en større sag, for børnehopsitalet er ikke en normal samarbejdspartner, men det gik, så skulle der aftales overflyttelse af to af vores afganske mænd, som nu er næsten færdigbehandlet , men stadig kræver pleje. Så det belv aftalt til på lørdag til militær sygehuset. Så andre småting, så som at planlægge næste uges møder, bestille biler, skrive rapport m.m. Og en af vores drenge blev syg, som skulle have hjælp fra os læger, men vi fik styr på hans problem. Alt i alt en problemfyldt dag. Så til aften fik jeg hilst på vores nye danske operationssygeplejerske, vores nye danske laborant og en gammel kending, Bjarne Møller, fra hjemmeværnet som skal op nordpå og arrangere danskernes ankomst og virke der. Det var jo dejligt at tale med en gammel ven. Så vi aftalte at mødes kl. 20.00 til en øl, men inden skulle jeg spise i Sunshine bar, da tyskerne havde arrangeret aftensspisning der fælles med dem der transporterer de syge og sårede. Jeg fik noget mad men der var ikke gang iden, så en gang bordfordbold, så gik jeg igen, for der var stort set dødt. Tilbage i egen lejr klæde om, læse lidt dari og så hygge med Bjarne. Nu skrive og ringe og så i seng!!

Rolig opstart på dagen, bortset far at jeg var træt da jeg stod op og lidt ondt i maven, men pga mens. Mærkligt at man kan være så træt når man egentligt har sovet dybt og godt hele natten. I dag skal jeg så igen på RECCE-tur, og besøge sygehuse, vi ikke har haft kontakt med eller helt mangler oplysninger fra. Det var igen meget positivt at møde de forskellige chefer for sygehusene og klinikkerne. Vores liste er nu igen mere korrekt. På denne måde er der tre ture mere, men nok først efter valgene. Tilbage igen en tur igennem hospitalet for at høre om der har været problemer eller andre ting at tale om. Vagthavende kirurg har fået en dreng ind der har fået bidt sin næse af af en hund, som momentant blev skudt bagefter. Men der var intet at gøre, bortset far rense op. Vi har ingen plastikkirurgi her og han må få gjort dette når han er blevet fuldvoksen. Vores afganske kvinde der egentligt skulle have været fløjet ud til Tyskland, må blive her, er blevet amputeret og er nu stadig meget dårlig, cirkulatorisk, respiratorisk og renalt, med andre ord tre organer er nu svigtende og sandsynligheden for at hun dør er meget stor. Så var kl. blevet kvart i fire og kl. 16.00 skulle jeg sammen med leder for anæstesi og fru Kæmmere får lavet MASCAL planen, hvor vi får navne placeret de forskellige steder der skal være besat under katastrofeberedskabet. Nu føler jeg at jeg er ordentligt klædt på, hvis det skulle ske. Nu er ledelse og føring sat på plads og dermed er grundlaget for oversigt, gennemskuelighed og ordentligt informationsflow lagt. Dermed undgå vi også kaos og angst og usikkerhed. Min rolle vil være den interne koordinator for patientflow, overvågningen af patienter af kategori 2 (gul), samt information imellem de forskellige dele af afsnit/læger. Jeg planlægger det overordnede op-program afhængig af de informationer jeg får fra de forskellige teams, med andre ord leder jeg 5 teams arbejde, således at det skulle gå op  en højere enhed. Med den plan vi har lagt føler jeg at jeg udnytter resourcerne optimalt og dermed de bedste til at hjælpe mig med at træffe de rigtige beslutninger. Nu får vi se om vi får brug for det og om det så virker efter hensigten. Jeg har en god følelse i maven, og føler nu at jeg ikke behøver frygte denne situation. Billedet af de forskellige er helt tydeligt i mit hovedet, og dermed kan jeg også bedre styre det hele.
Da vi ikke var helt færdige til kl. 17.00 til aftens stuegangen måtte de andre klare sig selv, og de fik også planlagt op- programmet med en operation i morgen. Kl. var helt 17.45, så jeg valgte at hoppe Safis lektion over.
I morgen har jeg planlagt at komme ud, men dem jeg skal afsted med har jeg ikke haft kontakt med, så det fik jeg gjort ved at tage over til den svenske lejr og snakke med dr. Fisher, og vi fik drøftet turen i morgen, samt jeg fik ringet til de rette personer vi vil besøge. Da jeg nu var over hos dem fik jeg også lov til at spise i deres egen køkken og man må sige at smagte pragtfuldt. Nordisk mad! Gjrodt af en uddannet kok-hmmm.
Tilbage i egen camp skulle jeg så få snakket med en der skulle have sine blodprøver at vide.
Så nu har jeg fri, Wahed dukkede ikke op til kl. 20.00, så heller ikke der bliver der Dari i dag. Nu vil jeg læse for mig selv og så måske gå i tide i seng.
Nartuligvis hører aftenens rutiner også til, men det er snart gjort.

Op igen tidligt, men da jeg var gået tidlig i seng var jeg frisk her til morgen. Rutinemorgen. I dag starter jeg så allerede med at operere kl. 8.30, dvs samtidig med stuegang, som de andre så skal lave alene. Det var en lille pige med anden grads forbrænding af 40% af kroppen, hvor vi i dag skulle fjerne noget dødt hud, og vi kunne ikke skrubbe det væk, men blev nødt til at bruge en dermatom, et lille apparat med skalpel der skærer huden af i en tyndt lag på 0,2 mm, og derefter så det rigtigt godt ud, hun skal nok komme over det! Derefter hurtigt ud til den ventende bil, for at køre til militærsygehuset for konsultationer, somi dag var 9 patienter, med alt fra meget fremskreden lungekræft til forhøjet blodtryk, som ikke er blevet behandlet optimalt. Mit i konsultationen kom så køreren op for at fortælle mig at vi skal være tilbage i Camp Warehouse kl. 12.30, og derfor skal vi senest køre kl. 12.00, og det er 10 min senere. Øv øv, for de har invieret mig til frokost og til at tale med direktøren for poliklinikken. Så det sidste blev hastet igennem for at jeg i det mindste kunne sige salam til direktøren før jeg blev nødt til at styrte ud af huset. I dag skulle jeg have doneret noget medicin til børnehospitalet, men det blev der så ikke tid til. Tilbage igen fik jeg at vide at jeg skulle med ud og og være med til officielt at donere mikroskoper til det medicinske fakultets klinik. Det var meget hyggeligt og vi fik en god snak med direktøren for fakultet.
Tilbage igen på sygehuset var den ældre kvinde endnu ikke overflyttet pga problemer med flyet, da hun skal til tyskland, så nu er hun blevet så dårlig at hun måske skal opereres i morgen for at reducere bakterieloadet fra benet ved at amputere det. Nu får vi se om hun er stabil nok til at vi kan vente med det. Eftermiddagen gik også med at tale med de forskellige kirurger om dagen problemstillinger og der var så en sag som skulle viderebringes til LSO for evt behandling i Tyskland. En ung afganer som var kørt ned af et ISAF køretøj og havde et ustabilt knæ. Nu får vi se.
Aftenen bragte en nyhed, for nu i stedet for appel gør vi briefing, som er en mere afslappet form for information af alle rundt om bordet. Derefter fik jeg fat på Wahed, og i dag fik så tid til undervisning, dejligt. Vi startede på 8. lektion. Desuden havde han fået middag udefra, fra en af sine venner: grillet kylling og pommes frites-herligt og så vindruer uden kerner, helt søde, hmmmmmm. Så over at motionere, idag løb jeg 3 km med hastighed på 8.7 km/t og lige efter det måtte jeg så afsted på toilettet-akut- mib-mib, løb - desværre igen diarre x2, men ellers har jeg det godt. Tilbage igen løb jeg så 2 km på 8,4 km/h, derefter ro i 5 min med en belastning på 8 og en hastighed på 2,5 min per 500 meter. Så ryg og mave. Så var badet en hel fornøjelse. Tilbage i den danske lejr skev jeg så mine lektier for i morgen, men nåede kun halvdelen før jeg så på klokken og skyndte mig over for at skrive og senere ringe. SÅ nu må jeg stoppe, så de næste kan få lov til at komme til computeren, der er megakø til dem.

Sovet helt til kl. 08.00, dejligt, og det var ikke engang for varmt at ligge og flade ud i sin seng, men pga morgenmaden måtte jeg hellere op. Så er det jo også rengøringsdagen, så det fik jeg gjort indtil messen. Dagens tekst var opstandelsen af Lasaet, og prædiken om Jesus som genopstandelsen og livets kilde. Nærværende teologi på forståeligt sprog. Desværre var det så også envangelisk messe hos tyskerne. Nå det er der ikke noget at gøre ved. Over at spise, men ikke noget at råbe hurra for, suppe, eller spagetti med ostesauce, og ellers det sædvanlige pølse/oste og brød, samt salat. En mærklig syrlige dessert med banan og kakao. Dertil noget tørt brød. Jeg fik ikke så meget ned af det! Med det resultat at jeg var hurtigt sulten igen. Appel kl. 13.00 og så rolig opstart af dagen, som for det meste gik med at drøfte overflyttelse af en af vores intensivpatient, samt de nødvendige aftaler med pårørende osv. Det tager altid tid. Stuegang ved 17.00 tiden, og så blev der lidt tid til dari. Tilbage i egen lejr kl. 18.00 og læse lidt på verber, da de er svært at få ind i hovedet. Kl. 18.30 inviteret til fødselsdag. Der fik jeg ordentligt mad, gulashsuppe og brød. Det smagte i hvert fald af noget. Kl. 20.00 aftalt dari, men igen blevet brændt af. Så jeg terpede for mig selv. Nu skrive, ringe og så i seng, for i dag er jeg bare træt.

Normal opstart. I dag skal jeg til surgical meeting i camp Julien, som ligger i den vestlige del af Kabul, en times køretid igennem Kabul. Mødet havde tre emner: perhospital/battlefield medical care, så en cilvil far den amerikanske ambassade, som fortalte om deres tiltag her i Afghanistan, til sidst vores RCC, som fortalte om proceduren ved tysk AIREVAK, air evakuation. Bagefter frokost hos canadierne, som jo altid er dejligt, når det ikke er tysk mad!! PX bsøgte vi også, men der var ikke noget jeg er blevet sat til at indkøbe for dem derhjemme, så nu må jeg arrangere en tur til Bagram for at købe ind. Vi var først tilbage igen kl. 15.00, dvs to timer senere end jeg havde planlagt, for jeg skulle egntligt operere en mand med kæmpestor absces. Det var så blevet gjort som jeg har anbefalet, så igen steget lidt i anerkendelses grader hos vores erfarne kirurger. Til eftermiddag kom så en 5 årig pige som igennem 5 måneder har fået flere og flere bløde tumorer, bl a. på skalpen, 39.5 i feber og aftagende vægt, men det viste sig ved CT at det var cancer, så pga de mange hjernemetastaser har hun formentligt kun 2-3 uger tilbage at leve i . Jeg får helt ondt af forældrene. Det er svært at være formidler af det triste budskab, men det er ikke anderledes end derhjemme. Så kom "Spies" forbi, dvs ham der har ansvaret for kompagniet, kompagniets "mor" forbi og satte sig til mig og vi snakkede i en time om alt muligt løst og fast om hvordan strukturen er i DK kontra DE i en sanitetsenhed samt uddannelse osv. Det var faktisk meget spændende. Så over at gå stuegang, og nu begynder det at lysne lidt med pladserne. I morgen vil jeg så åbne gaten igen. Der belv lidt tid til dari efter og så over at være klar til aftensappelen, men som ikke blev til noget da dem der har været Bagram havde køretøjsproblem, som betød de måtte vente lang tid på logistisk støtte fra tyskerne før de kunne køre igen. Så mange var slet ikke hjemme før sen aften. Over at hente aftensmad, løbe 5km ved hastighed 8.6 km/h og ro 5 min styrke 7 hastigehed 2.5-3.0 min per 500 m. Så styrketræning ryg og mave.
Tilbage og gøre klar til dari med Wahed, men han dukkede ikke op som aftalt, så kl. 20.30 gik jeg i bad, og så spiste jeg aftensmad. Nu bruger jeg lidt tid på at vaske tøj, ringe hjem, og fik fat i Thomas og fik bestilt lidt til mig til den næste pakke. Så skrive og bagefter vil jeg hygge lidt med de andre eller se en film eller måske drøne tidligt i seng. Nu får jeg se hvad jeg har mest lyst til.

Fredag skal egentligt være en stille dag, men det var det ikke.
Normal opstart. Morgenen brugte jeg så på at skrive mødeplanen for næste uge, organisere et undervisningslokale, et andet et end sædvanligt, da det vi har brugt tidligere, jo ud af fem gange er blevet smidt ud de tre af gangene. Og jeg fik et andet, som er perfekt til vore behov. Så lidt hyggesnak med LSO. Tilbage igen på hospitalet blev jeg spugt om behandlingsstartegi til enkelte patienter. Så var jeg over hos MEDEVAC for at arrangere at køre med dem ud på patrulje en af de næste dage, også for at opleve deres arbejdsrutiner og dermed en bedre forståelse af hvad de gør. Det skal jeg så en af de næste dage. Det glæder jeg mig til. Så tilbage i dnask lejr, da i dag er EPAR=feltrations-dag. For vi skal have hjemmebagte pizzaer. Det var bare supergodt. Så en lille en på øjet i eget telt og seng, for nu er det til at holde ud at sove der også i middagsvarmen uden at blive stegt. Kl. 15.00 tilbage igen på sygehuset, for vi var inviteret til kage af Helmut, en af de tyske anæstiologer, som desværre skal hjem i morgen, endnu en jeg er kommet til at holde af. Kl.15.45 over og lukke op i konferancerummet i stabsbygningen for at gøre klar til undervisningen, som AnneMarie skal afholde med temaet simulatorundervisning i anæstesien. Det var faktisk meget spændende. Så over igen for at gå stuegang. Der fik så lagt plan for alle patienter, således at vi igen får lidt luft til nye patienter. Vi har nemlig stadigvæk lukket for indtag af afganske mænd, dog ikke hermetisk lukket gate, da det lykkes alligevel at få en afganer med knæskalsbrud ind. Afganerne er blevet helt snedige til at spille halvdøde og lade patienten blive bragt af taxi, sende hurtigt taxien bort således at vi tvinges til at behandle patienterne. Nå det fik vi løst ved at overflytte ham til militærsygehuset uden operation hos os. Den afganer fra i går bliver flyttet i morgen. Efter stuegangen var færdig kom den meldte patient, en som er kørt ned af ISAF køretøj, en gammel kvinde med dobbelsidig benbrud. Hun var næste forblødt på turen ind til os, en tur på over 20 min. Nå vi fik blod i hende og fik stabiliseret hende til operation. Hun har nu fået extern fixation på begge sine ben, og de næste tre dage vil afgøre om hun overlever så stort et trauma. Hendes chancer er vurderet til 20 % for at overleve, trods maximal behandling. Så har den nye røntgenlæge inviteret til pizza, og da det ikke var mig der skal operere benbrud, var jeg tilovers så jeg kunne skaffe pizza, tage vagtradioen og bevare overblikket, skidegodt. Rart job at få tingene gjort, alle er tilfredse og har noget at rive i og jeg har hænderne dybt begravet i lommerne og kan hygge om de arbejdende. Det var meget hyggeligt at få snakket lidt med ham, og få ham til at fortælle lidt om sig selv. Kl. 20.00 havde jeg så aftalt at mødes med Wahed, men jeg kom 20.03-20.10 som vi har aftalt at hvis den anden ikke dukker op indenfor den tidsramme bliver det ikke til noget, men han var der ikke, så jeg gik ind i min egen kabine igen og terpede i stedet for. I dag har vi så også topgunfest, god musik og glæde stemmer at høre fra vores beachvollybane. Helt borte kunne jeg mig nu ikke holde derfra, og der fandt jeg Wahed, så jeg drillede ham med at han ikke var i messeteltet til tiden, men han undskyldte sig med at han var der præcis kl. 20.00 og så var der jo party, så vi prøver igen i morgen. Kl. 22.30 blev jeg så radiofoneret op at de var færdige med at operere hende og Poichotte ville have sin radio igen. Over til hospitalet og aflever radio, snakke lidt om behandlingsniveauet og hvornår vi sætter en stopper for behandlingen, og anæstesisten var enig med mig i hvordan vi handler. I dag har jeg også diskuteret en afganer, som har en kæmpestor absces, udgånede fra appendix (blindtarm) som så trængt sig frem til endetramen på ydersiden, som en fistel. På maven kunne der bare føles en stor tumor, og det er abscessen. Den vil jeg så med dr. Bode rømme i morgen med min lille kvindehånd, langs fistelåbningen op til maven, så det vil være en noget ildelugtende affære, men formentligt den mest skånsomme behandling. Nu ser vi om det lykkes. Tilbage i lejren deltog jeg lidt i festen og fik snakket lidt med vores svenske læge og vores spanske læge+sygeplejerske og fik inviteret dem til medical meeting her i lejren. Det er altid vigtigt at få de læger som ikke arbejder på fletsygehuset til at mødes med os som arbejder der, for skabe sammenhold og fælles forståelse, og måske vilje til at hjælpe os i en nødsituation. Nu aftenens rutiner: skrive og ringe. En igen indholdsrig dag. Sov godt derhjemme.

Normal morgen. I dag skulle jeg så operere en 12 årig afghnask dreng med manglende "descensus testis", dvs sige han havde ikke sine sten i pungen. Vi skulle kigge efter i begge sider, og fandt dem over lysken på begges sider. Årsagen var et brok på begge sider. Vores franske visceral kirurg tog højre side og opererede venstre side. Det var ikke så nemt, men jeg var ca dobbel så hurtig som ham, og det er jag faktisk meget tilfreds med. Så var kl. 12.00 og jeg gik over for at spise, ej hurramad, skruespagettiret med smeltet ost og så lidt salat. Nå så ville jeg skrive min møderækkeliste idag, men nej PC ville ikke lade mig komme ind, så jeg måtte vente til Henning vores EDB-mand kom tilbage. Derefter tog jeg over til stabsbygningen for at bestille køretøjer til de møder/konsultationer vi har ude i byen. Så skulle jeg operere igen kl. 13.00 og skifte forbindning på den lille pige. Hun var i dag ked af det, da hun så sin hånd, men ikke fordi det gjorde ondt, det vi gjorde. Hun frygter for sin fremtid, og det med god grund. Eftermiddagen brugte jeg i ambulatoriet, og viste vores nye llitauiske læge tilrette. Vi fik hurtigt kigget på patienterne og fortalt om baggrunden på mange af dem, således at der kan træffes de rigtige beslutninger. Lidt dari blev der så også tid til. Tilbage i lejren igen kl 18.00 og appel senere, men den var stort set uinterssant for mig. Så over at hente mad og stille i køkkenet, klæde om og over at løbe, i dag 4,5 km ved en hastighed på 8,6 km/h kun afbrudt engang, da jeg har vagt og jeg ikke kan tale i radio, når jeg løber, så jeg blev lige kortvarig nødt til at stoppe. Der blev også tid til at ro 5 min på modstand 7. Så hurtigt over og terpe dari for at være klar kl. 20.00, men Wahed dukkede ikke op, men der var optræk til ballade på sygehuset, som jeg blev nødt til at ordne. Det var nu nemt nok, intensiv blev fyldt op efter vi har fået en intensiv patient, afganer med bækkenfraktur, flænge til knæleddet og flænge på panden efter trafikulykke forårsaget af UN køretøj. Samt at vores telt for afganske mænd er fyldt op, så jeg lukkede main gate for flere tilskadekomne lokale mænd. Med andre ord så er der stille, for afganske kvinder ser vi kun inden de er gift, ikke efter, hvis så er det meget sjældent, børn ser vi og så vore egne. Men selv containeren for egne soldater, mænd, er fyldt op. Så egentlig er der kun plads til kvinder. Nå jeg må se til at være meget skarp i morgen for at få tømt nogle senge!!
Jeg blev budt på en enkel genstand på ICU (intesiv care unit) og drøftede behandling startegi og forløb med anæstesisten. Så tilbage igen i egen lejr og spise aftensmad: 21.30. Lidt sent, så jeg var bare sulten. Nu skrive, ringe og komme i bad.
Vi ser hvordan min primærvagt bliver, forhåbentligt stille.

HELE NATTEN var bare et helvede. Det startede en halv time efter jeg var gået i seng med krampagtige mavesmerter, i starten kunne jge blunde lidt, men det blev værre og værre! Først midt maven så i udkanten af maven, man kunne nærmest føle smerten vandre lang ens tarme, jeg lukkede ikke at øje. Så kl. 4.30 ringede min direktørtelefon, men det var en afganer-forkert nummer! Jeg var nu vågen alligevel. Op til sædvanlig tid, men fordi det stadig bare gjorde vildt ondt kunne jeg slet i lukke støvlerne, men ved at ignorer at jeg så lys måne og stjerner fik jeg omsider tøjet på. Kl. 07.30 var det med et slag over! Meget mærklig. I løbet af dagen var der kun lette optræk til smerter, men slet ikke den intensitet jeg har oplevet hele natten. Og selvfølgeligt var jeg bare helt smadret hele dagen.
Her til formiddag er jeg sat til at skifte forbinding på en rigtig sød pige, som af sin bror har fået skåret fingrene af på sin højre hånd. Hun måtte have amputeret noget af fingerkoglerne for at kunne hudtransplantere og der ved give huddække til fingerstumpene. Der er gået pseudomonasbetændelse i det, men ved nu daglige skiftninger er der kommet fin heling af håndene. Pigen lever 250 km ude på landet uden mulighed for lægekontakt, så vi bliver nødt til at behandle hende helt færdig før vi kan udskrive hende. Hun føler sig meget knyttet til mig, for jeg smiler altid til hende og kan tale lidt dari til hende, som hun forstår. Så hun hænger ved mig. Det er dejligt at se og føle.
I dag kom så også faderen igen med det forbrændte baby, og igen valgte han sin egen velvære fremfor barnet tarv, og jeg blev bare så gal. Men nu er der sat punktum.
Jeg fik lige blundet lidt i NFA, på en feltkøjeseng og drengene og pigerne er bare så søde mod mig, rigtig omsorgsfulde, det er bare dejligt. Nok også fordi jeg prøver at gøre noget godt for dem, lytter til dem og får dem til at føle sig værdsat. I hvert fald hjalp det meget lige at have haft blundet lidt.
Så i dag kom 6 nye fra Ungarn, to læger, thoraxkirurg, og  hudlæge og så 4 sygeplejersker, som så øger vores styrke. Og det er jo dejligt at byde ekstra kræfter velkommen. Derfor brugte jeg så frokostpausen på at lave en ny tjenesteplan, så den nye kirurg kan blive indrullet i planen, samt næste måneds plan. Jeg fik uddelt rapporten far Aliabad sygehuset til de forskellige ambulatorier, således de ved at der er inviteret patienter til dem og med hvilke symptomer/ sygdomsbillede og evt hvilke undersøgelser der ville hjælpe afganske læger i deres arbejde.
Så blev kl. 14.45 og kl. 15.00 havde jeg så aftalt med de amerikanske livvagter at komme over til dem for at se præsidentpaldset i dagtid. Og det var en helt anden oplevelse. Utrolig smukke huse, som bare kræver en hel del renovering efter krigene, men i følge BJ (sådan hedder han) er der sket rigtigt meget til det bedre. Vi så tronsalen, som skal bruges til fremtidige receptioner/fester mm. Så fik vi aftensmad der, og det er jo altid dejligt at spise noget andet end det tyske feltkøkken.
Tilbage igen afsluttede jeg så den danske soldats orlovshjemsendelse med de meddelser og breve der skulle skrives og ringes. Og så over at ringe, skrive dette her og så er det bare ringe til Wahed at jeg er for smadret og så i seng.
Sov godt allesammen.

Mandag normal opstart. K. 7.40 lige efter appellen får jeg at vide fra fru  Kæmmere at jeg skal være ved stabsbygningen kl. 7.45 for at tage med LSO til ministeriet for kvinder og børneanliggender sammen med den tyske general med følge. Jeg fik benen på nakken og strøg afsted. Nåede det lige til tiden! Vi skulle være repræsenteret fra sygehuset af, men hvorfor og hvordan og hvad formålet var ved jeg stædig ikke. Nå vi kom dertil, og her var der en hel del kvinder med en hvis form for magt, i hvert fald var de ikke gemt under burkaen, og det er dejligt at se. Vi lyttede til bønnesang og så til forskellige taler. Generalen holdt sin tale på tysk, som så blev oversat til dari af en oversætter. Resten af talerne var på dari, enkelte ord forstod jeg men meningen fik jeg ikke fat på. Talerne blev uddelt på tysk skrift. Det var bare kedeligt, så efter en time daritaler tog LSO og mig hjem. Vi kunne ikke helt se meningen med at være der. Tilbage igen inden kl. 12.00, hvor jeg så skulle afsted til Aliabad sygehuset. Så jeg pakkede en lille frokostpakke lige inden, som jeg spiste på vejen. Den dag havde jeg ikke andre læger med, og derfor plads til nogle af de tyske gutter/inder, som normalt ikke har lov til at komme ud, men nu kunne få chancen. Det blev til 4 stykker som så kunne komme udenfor den tyske lejr, til stor glæde for alle. En af dem fik så lov til at følge mig til konsultationen, og fik dermed set elendigheden, der findes på hospitalet. Jeg håber han har fået en indtryk med hjem, at vi derhjemme faktisk har det meget godt! Tilbage igen kl. 15.00, så var der lidt tid til en masse direktør arbejde, skrive rapport, tage beslutninger for nogle patienter for kirurgerne, da jeg er den der har mest erfaring for hvad der duer og hvad ikke. Så fik jeg forspørgsel om at støtte et projekt lægeligt, da jeg ikke er tysker og dermed ikke begrænset så meget i min handlemulighed. Dog fik jeg forspurgt højere oppe om jeg må. Jeg vil fortælle om hvad det drejer sig om, når det er overstået. Men spændende bliver det. Så stuegang go derefter en kort darilektion, nemlig sidste side i min første klasses bog!! Tilbage i lejren fik jeg opgaven at få en af vore soldater hjem, dvs repratriering. Så blev vi inviteret til pizza, da Martin skal hjem i overmorgen til kl. 19.30, hvorfor jeg ikke spiste aftensmad i det tyske feltkøkken.Præcis kl. 19.27 kom der to børn med forbrændinger, og jeg har primærvagten, skideærgeligt, for jeg er bare dødsulten. Nå det var en større åpige med 1% 2 gradsforbrædning på underbenet og en lille baby med 20% forbrænding af begge ben og bagen, af 2 grads dybde. Vi fandt ud af at bliver ammet, men faren ville ikke have at moren kom og blev medindlagt for at kunne made ham, da han ikke ville passe resten af de 5 børn de har, da det jo er kvindearbejde, så han tog ungen med hjem!!! Jeg blev bare så gal, for drengen har så ikke en særlig stor chance for at overleve! Nå det var så det. Så over at få pizza, og det var bare kanonhyggeligt. Vi blev helt til kl. 23.00, men så var det også bare i seng bagefter.
Tirsdag morgen drøftede vi casen med forbrændingen og hvordan vi skulle forholde os overfor en sådan fader, og fælles beslutningen var at hvis faderen valgte at tage ungen med, så bør vi afslutte og ikke gøre mere mod vores tydligt givne råd, for vi skal ikke holdes for nar. Det føler jeg er en meget hård linie, men OK hvis det så betyder døden, så har faderen retten til at vælge døden for barnet, dog ville sådan noget jo aldrig forkomme i Danmark for så ville man fratage forældreretten fra forældrene, men her har vi ikke de muligheder, vi har ingen babymad osv. Det er bare svært at acceptere forholdene her, nå det er de konsekvenser.
Så skulle der tages foto af hele kompagniet kl. 08.00.
Kl. 8.15 skulle jeg så mødes med det finske CIMIC team og RCC( rescue coordination centre) for at køre ud på RECCE, og besøge sygehuse af interesse for os, skabe kontakt, genetablere kontakt, udveksle oplysninger osv. Vi besøgte fire steder denne gang, og laver 3-4 sådanne ture i fremtiden. Alle steder blev vi vel modtaget og de tre afstederne talte chefen for sygehuset engelsk, så det gjorde mit arbejde nemt. Jeg styrede det med hård hånd, struktueret og uden for meget udenomssnak, med det resultat at vi har de oplysninger vi kom for og kun brugte 3 timer. Det var faktisk en rigtig god oplevelse. Tilbage igen kom det for øre at maingaten har været lukket kortvarigt, men hvorfor ved jeg ikke. Nå over at spise, og jeg blev bare så træt, at jeg gik over til NFA(notfallaufnahme) og lagde mig. Jeg havde planlagt at sove bare 30 min, men vågnede efter 1½ time med tæppe over mig. Hmm, hvad skete der? Nå i hvert fald måtte jeg havde haft brug for det! Frisk igen gik jeg så over for at skrive rapport, og tilbage igen en ny beslutning der skulle træffes, nu en 16 årig dreng med femur caputnekrose, dvs dårlig lårbenshovedknogle, som trænger til en protese, eller en operation der giver ham muligheden for at gå igen. En løsning ville være at få en hjælpeorganisation om at få ham opereret i Tyskland, hvis de vil modtage ham! Nu får vi se. Vi har nemlig ingen proteser her! (Det vil sige en kunstig hofte). Efter aftensstuegangen blev det til 20 min dari, hvor vi fik repeteret tal, og andre småting. Så aftensappellen hos os selv, hvor en af vore konstabler blev udnævnt til overkonstabel, og måtte give en omgang til os alle. Så over at hente mad, træne, og i dag var der ingen problemer med at løbe, så bad, spise og så skulle jeg mødes med spaniolernes læge og sygeplejerske for at skabe kontakt. Jeg så deres faciliteter (Role 1), og bagefter en cappucino, hvor vi så mødte AnneMari og MArtin, tyskeren der skal hjem i morgen, så jeg fik mulighed for at sige ordentlig farvel. Vi fik os inviteret til Tapas hos spaniolerne, og måske er det opstarten til et nyt godt bekendtskab. Til sidst gik vi over i SunShine bar fordi vore egne drenge havde inviteret os derover, så derover fik jeg mig en orangesaft og en sving om med Simon, han kunne danse, men holdt ikke takten for han havde fået lidt formeget at drikke. Kl. 22.45 gik jeg så tilbage for at gøre mine aftensrutiner. Men nu er jeg også sengemoden. Kan i sove godt derhjemme.

Selv søndage bliver til rutine: op kl. 08.00, spise fælles morgenmad, støvsuge, vaske gulv, stryge og vaske tøj. Dansk messe i løbet af formiddagen og så tysk katolsk messe kl. 11.00. Derefter havde jeg aftalt med en af drengen at køre ud på kræmmermarket i en anden camp. Der fandt jeg en gave til Jacob, men jeg kan desværre ikke sige hvad det er endnu. Jeg håber bare han bliver glad for det. Start på arbejdsdagen er også helt som det skal være, men jge måtte blive kørt dertil for atnå det til tiden. Selvfølgeligt med det resultat at de andre drillede bagefter. I dag har jeg primærvagten, og mens jeg afholdt ikke morgenkonferancen men middagskonferancen, hjalp min CvD baggrund mig med at tage sig af et trafikulykke, hvor englændere, fire styk var indvolveret. Kun en af dem så meget at der skulle opereres. Han havde en muskel og knoglelæsion af overarmsknoglen, så ortopædkirurgerne var godt beskæftiget til kl. 16.30. For at få afviklet resten af det planlagte operationsprogram fik jeg så arrangeret at endnu et operationshold blev dannet, som så tog sig af skiftningerne af dem med mineskader og skudskade. Så da aftensstuegangen skulle gås var der ikke særlig mange tilstede, da de fleste var på OP. Jeg fik gået den med vores intern medicin, øjenlægen, Øre-næse-hals lægen, og da vi næsten var færdige kom det ene op-hold. Så blev op-programmet for i morgen lagt. Denne patient, en lille dreng med extern fixation af sin lårbensknogle, skal have fjernet det, da den er vokset fint sammen. Han havde kun sin far med, men da vi havde tidligere problemer med at fædrene slog plejepersonalet, er det forbudt, hvorfor han valgte at tage drengen med og komme med ham fastende i morgen. Nu får vi se. Så blev der lidt tid til dari. Tilbage i egen lejr, fik jeg først hentet mad, derefter løb og roede jeg. Dårlig tid i dag, jeg måtte kæmpe med mig selv! Nå næste gang bliver det garanteret bedre igen. Så prøvede jeg at ringe til Waheed, men telefonnettet er nede, så igen kontakt, jeg prøvede at lede efter ham, men ingen steder her i lejren. Så varmede jeg min mad og spiste. Pga at jeg nu flere dage ikke har haft darilektion med Wahed, skrev jeg en seddel og ville lægge den på hans seng, men til min overraskelse lå han der og sov. Lidt pinligt at vække ham, men vi fik aftalt møde i morgen kl. 20.00 Så valgte jeg i dag at læse ugeskrift for lægerne i stedet for at terpe. Nu skrive og ringe hjem og så i seng for kl. er allerede22.40.

Fredag en meget stille dag på sygehuset. Jeg har vagten to, CvD 2. Dagen går med dari. Igen givet den en skalle. Så kl. 16.00 havde vi fælles uddannelse og undervisning, og i dag var vi rigtig mange, da vi også har inviteret andre læger her i camp warehouse og lægerne fra medevac (medical evakuation) til møderne. Midt i fordraget kom så en kaptain ind og sagde at generalen, deres altså, skulle bruge rummet. Kun to timer inden havde jeg kontrolleret og talt med dem der havde ansvaret for rumtildeling om der var nogle problemer med konferancerummets bookning, men det var der ikke. Så stor blev min harme da de nu kom buldrene ind og forstyrrede et rigtig godt fordrag om forbrændinger. Så om det så var paven så måtte de vente i 20 min til vi var færdige. Dog var vi færdige efter 10 min. Nu er det sket for tredje gang ud af fem gange, og det er bare skideirriterende, så nu vil jeg prøve at finde en anden mulighed og rum for vores uddannelse, for det andet er mangle på respekt på andres arbejde! Men her er det åbenbart rutine at når generalen lige pludselig behøver et rum så kan han smide andre ud der er i fuld gang med et møde. Jeg bliver stadigvæk gal når jeg nu skriver om det!!! Så tilbage til hopsitalet og gå stuegang. I aften blev jeg inviteret til grill af de tyske læger der skal rejse i morgen tidligt. Tilbage i den danske lejr er der bare ingen mennesker og totalt stille, meget mærkligt specielt når det er fredag aften hvor vi spiser sammen aftensmad. Jeg fandt dem i messeteltet til et fordrag om fremtidens forsvar afholdt af generalen. Foredraget varede til kl. 19.00, og jeg blev kun forstyrret pga vagten to gange. Så gik jeg over og motionerede, og i dag jubii første gang hvor jeg løb 3 km på 21.30 min, dvs den tid jeg må bruge på 3 km, dvs de fyskiske krav der stilles til mig i min alder og mit køn, jeg løb nu videre til 4 km. Kl. var så en halv time senere og bad var først muligt fra kl. 20.00, da mændene må bade i damecontaineren mellem kl. 6-7 og mellem 19-20.00. Så i stedet for bad fik jeg lidt af den dejlige mad køkkenholdet har fremtryllet. Da jeg nu også var inviteret til grill i den tyske sanitetslejr, spiste jeg kun lidt. Så kl. 20.00 over at bade og så over til tyskerne. Der fik jeg så grillet nakkekotellet og spagettisalat og taziki. Det var også skøn mad. En øl til maden var bare superdejligt. Jeg hyggede mig enormt og fik sagt farvel til dem der skulle rejse. Hver gang man siger farvel til dem man har lært at kende, mister man en lille del af sig selv. Nu har man lige lært dem at kende og holder af dem og vups så er de væk igen. Nå der kommer nye, som så kan blive en ven. Alligevel følte jeg mig trist til mode ved at måtte sige farvel. Tilbage igen kl. 22.00, hvor jeg håbede at sige farvel til generalen som skulle afsted i morgen tidligt. Men han var allerede gået i seng. Til gengæld fik jeg snakket lidt med chefen og følgepersonalet til generalen, som havde en dramatisk oplevelse, da deres herkules skulle lande. Hydraulikken var gået i stykker, så de ikke kunne bremse med vingerne kun med hjulene, med det resultat at de rullede ud af startbanen, 20 meter bag det russiske fly der var cashlanded i går med 70 mennesker ombord, hjulene og understellet af flyet var gået i brand og de måtte nødevakuere ud i et minefelt, som jeg så senere fik at vide lige var blevet ryddet for mine, da det åbenbart ikke var først gang at et fly ikke kunne lande på den givne længde af landingsbanen. Nå men de var noget påvirket af situationen efter oplevelsen var kommet lidt på afstand, da det var gået op for dem at de faktisk kunne havde været kommet til skade. Vi her på hospitalet havde intet fået at vide om nogle af de krash, og egenligt kunne der jo være sket en hel del, men vi havde held, ingen var kommet til skade. Så prøvede jeg at ringe hjem men både internettet og telefonerne virkede ikke i dag, pga kabelfejl i kommunikationscentret.
Lørdag: Normal morgenrutiner, dog fik jeg sagt farvel til generalen med team, da vi stort set spiste morgenmad på samme tid. Morgenkonferancen som sædvanligt. I dag er der surgical theatre meeting med allle forskellige nationers lægeteam. Spændende som altid.Desuden fik vi drøftet den manglende information af de omkringliggende hospitaler ved flycrashsituationer, som ville være normalprocedure ikke kun i Danmark men også er det i Tyskland. Det viser sig at der forfindes en plan som ikke er implementeret, og nu har vi igen 3 flyullykker på 3 hinandenfølgende dage, dog uden de store skader, men det kunne have set helt andrledes ud, så vi må håbe at vi derved har fået trykket på de rigtige knapper til at forholdene på KIA( kabuls internationale lufthavn) bliver bragt i orden, således at hvis der skulle ske en ulykke med flere sårede, at så de har implementeret procedurerne, således at flest mulige menneskeliv kan overleve. I dag var mødet hos nordmændene, så vi spiste i deres køkken, og fik SILD, hmmm, det smager skønt når man ikke har fået det længe!! Tilbage igen var der stille, fordi det var middagspausen. Kl. 13.30 blev der meldt at en meget højt politisk person havde hjertesmerter og der var mistanke på hjerteinfarkt. Just idag har vi ikke nogen intern medicin, som normalt ville undersøge sådan noget, da cardiologi hører under hans ansvarsområde, da han er rejst hjem til Tyskalnd og den nye intern mediviner er ikke landet endnu. Så jeg tog skeen i min hånd og allierede mig med ledende anæstesist og vi tog hånd om patienten. Vi fik undersøgt ham grundigt igennem og det viste sig hurtigt at der ikke var nogen tegn til hjerteinfarkt, eller det man også kalder blodprop i hjertet. Så vi kunne udskrive ham hurtigt igen og han var en glad mand. Meget behagelig mand at tale med, så nu er kontakten etableret for fremtidig bekendtskab. Her til eftermiddag havde jeg så inviteret en afgansk læge, en intern mediciner fra Militærhospitalet til at se hospitalet og "min"camp. Det var meget hyggeligt, og han havde så inviteret mig til sin storfamilie og møde hele hans familie, både mænd, kvinder og børn, så jeg kunne jo ikke andet end at sige ja til den invitation, spørgsmålet bliver bare hvornår! Til aftensappelen ventede han i messen, og vores kommandobefalingsmanden i en meget ubehagelig nedværdigende tone hånende fortalte foran alle andre at MP (militærpolitiet), Psyops (psykologiske operationer) og lægerne ikke kunne finde ud af at rydde op, da vi åbenbart havde fællesarealerne i denne uge, men vi var åbenbart ikke gode nok og "måtte jo lære det" ved at få endnu en uge som starf. Bortset fra at lægerne ikke havde pligten før et par uger senere. Så efter jeg havde gået min afganske lægegæst til porten/gaten undersøgte jeg sagen om jeg virkeligt havde taget fejl, og gik så til kommandobefalingsmanden for at fortælle ham at det han havde svinet os for foran alle andre ikke var helt rigtigt, og han svarede til det "nåå, er du blevt ked af det, nej hvor er det synd". Jeg kunne vælge at tænde helt af ,men det ville nok ikke have den ønskede effekt, så jeg valgte at forblive kølig saglig. Men han pisser mig ind imellem helt vildt af. Det værste ved en sådan opførsel er bare at jeg ingen respekt har for den mand, når han opfører så barnlig. Dog passer han sit job, som han skal. Her til aften har jeg så prøvet at telefonere til Wahed, men nettet virker ikke. I stedet får jeg så indhentet skriveriet. Bagefter vil jeg så ringe hjem og så terpe dari.
Til min store glæde så jeg så at der igen er kommet nye billede på min dagbog, så foks, kig lige dagbogen igennem for billeder. God fornøjelse.

I dag har jeg primærvagten, CvD. Formiddagen gik i ambulatoriet med en hel del patienter og i løbet af formiddagen var chef HOK og chef KAR med følge på besøg i hospitalet, og de fik en standsmæssig rundvisning. Generalen spurgte til en masse og derfor var det faktisk lidt sjovt at fremvise hvad vi kan. Jeg håber de har fået et godt indblik i hvad vi kan og hvad vi ikke kan. Så hed det frokost, som var fisk graneret med ost og spinat, det smagte dejligt. Eftermiddagen var meget stille, så jeg fik læst og skrevet en hel del dari. Så hørt af Safi før stuegangen, som så blev gået til sædvanlig tid. Tilbage til dansk lejr i god tid før appel, men da jeg kom var der bare helt tomt og stille. Jeg fandt alle til fordrag om fremtidens forsvar ved generalen i messeteltet. Men jeg fik ikke ro til at overhøre det, men blev kaldt. Dog var det første en invitation til at gå over til spaniolerne til et glas rødvin senere om aftenen. Efter foredraget over og spis aftensmad, spätzle, kogt oksekøs med rødvinssauce, jeg tog ikke af spätzle. Dessert kvarkspeise med ananas. Så prøvede jeg at finde Wahed og ringe til ham, men han tog ikke telefonen eller er til at finde, så dari her i aften bliver ikke til noget. Og så var det postdag i dag. og jubiii tre breve og to pakker. Hvor herligt, og så en gave fra mor, tusind tak for det, den vil komme til min morgenlæsning, som jeg gør i forvejen.  Og brev fra min moster og fra min svigermor. En pakke fra Thomas og så gaven fra mor. :-)))))).
Så jeg gik over for at drikke et glas rødvin hos spaniolerne sammen med de tyske læger. Det var enormt hyggeligt, men jeg blev kaldt igen, nu to med mistanke om blindtarmsbetændelse, men den ene blev sendt til et afgansk hopsital, for hvis han skal opereres, bliver det der, da vores operationsgang er lukket, da sterilisationsapparatet er stået helt af, så vi kun opererer i nødtilfald på soldater. Problemet skulle være løst på lørdag! Jeg tror intet før jeg ser det! Den anden soldat blev indalgt da vedkommende havde høj feber, 39,5 og diffuse smerter og vandig diarré, så blindtarmsbetændelse tror jeg ikke på, men mere gastroenteritis. Nå vi får se hvordan det udvikler sig. Tilbage igen så gælder det aftenens rutiner og så hurtigt i seng for man ved aldrig hvad natten bringer!

Normal opstart på dagen. I dag assisterede jeg ved en åben galdeoperation, dvs at fjerne den uden brug af kikkertmetoden, som er det eneste jeg rigtigt har lært, så det der er nemmest har jeg ikke prøvet så tit. Derfor assistere, men næste kan jeg så lave. Kl. 11.00 afgang til den amerikanske lejr i Bagram. Og jeg skal flyve helikopter dertil. Men denne var for sent på den, så vi fløj først 11.45. Det er bare oversejt! For mig var det første gang i mit liv at jeg har prøvet det!! Supersejt.Overfedt!! Jeg har taget en masse småvideoer med mit kamera. Vi var i Bagram for at se deres hospital- alla MASH. Dog er deres kapacitet mindre end vores og deres hospital ikke bedre end vores, og på nogen punkter dårligere end vores. Men vi var der for også at finde ud af hvordan vi kan støtte og hjælpe hinanden. Og det har vi fundet ud af nu. Så grunden for besøget blev til fulde indfriet. Vi spiste også frokost der og fik en rundvisning på hospitalet, men desværre var der ikke tid til at gå i deres PX, deres "supermarket", og jeg havde fået en masse bestillinger fra mine kollegaer og jeg selv troede at kunne få købt Jacobs fødelsesdagsgave der. Men der var desværre ikke tid tilovers til det. Flyveturen blev dog ikke ringere af det, den var bare kanonfed. Så nu har jeg prøvet det med. Vi var tilbage igen kl. 15.30 og lidt tid til at dampe af, for på turen hen var dørene til helikopteren åben, men ikke på tilbagevejen, så vi blev godt stegte. Så stuegang kl. 17.00. Vi var nogenlunde hurtigt færdige, da morgendagens operation er aflyst, skulle der ikke lægges plan for det. Hosptalets sterilisationsapparat er gået i stykker, og kun et meget lille fungere. Så kun ISAFsoldater kan opereres indtil lørdag. Lige da jeg så skulle gå tilbage kom der et trauma ind, en afgansk dreng på ca 13 år, somvar faldet ned fra en lastbil. Han havde flere overfaldiske sår og nogle skrammer på hovedet som skulle syes, og så hjernerystelse, for han var ikke helt vågen og kastede op. Men sådant tager tid og efter alle undersøgelser er gjort er kl. bare 18.45. Da jeg var i charge for drengen skal man sikre sig at alle er informeret om nattens observationer. Tilbage i egen camp, fik smidt tasken og så over at spise: sovs med champingnon, tørt kyllingebryst og ris, total smattede, men andre ikke gennemkogte! dertil salat. Desseret var noget kunstig hinbærskum-noget! Føj! Så det var ikke succes idag! I aften har Wahed tid og vi fik gennemgået lektion 6 færdig i bogen. Nu vil jeg i bad og så læse mine lektier for i morgen efter jeg er blevet færdig her.